Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

310

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Er tanken fri i et land i krig?

Antal

Debatindlæg af Sananda Solaris

Jeg ligger og sover ved siden af en krigsflygtning på Christiansborgs slotsplads. Jeg sover der, fordi en ung mand ligger og klynker i søvne under en sultestrejke.

Han er ung, en smuk mand. Da jeg så ham første gang, sad han og læst i oldgamle skrifter og nogen oversatte for mig, hvad han læste om. Det var det smukkeste digt om kærlighed, og al verdens skønhed var lagt ned på siderne med de smukkeste ornamenter og farver.

Nu ligger jeg ved siden af ham. Der har lige været en tynd pind forbi og råbe ukvemsord efter mig, fordi jeg ligger der og vel bare ligner en hjemløs. Han går frem og tilbage foran sovepladsen, stinkende af sprut og med aggressive små hurtige skridt løbende frem og tilbage, som om han er bange for noget. Muligvis bange for de væmmelige eksistensløse vi sikkert for ham ligner, som vi ligger der i tæpperne, pakket ind af tørklæderne for den bidende nat vind.

Krigsflygtningene griner lidt godmodigt af ham og lader ham løbe der frem og tilbage, mens han hvisler sit had, mens jeg ligger og holder om denne unge klynkende mand. Han klynker sådan her tit, og lydende skærebrænder billeder for mig i nattens mørke af rædsler, der ligger sig til uhyrlig hvile i min krop, som kun lyden af smerte kan skærebrænde. Billeder af brændende glødende ild på hans hud, jernet der klipper kødet itu, rebet der sprænger musklernes fibre i stykker, pisken der skraber blodrøde sår mønstre, og det ulmer i drømmene og opkoger hans sind tilbage helvede hver eneste nat, han lukker sine øjne. Han er også sulten. Han har ikke spist i 30 dage, og hans fysisk er svækket og tæpperne, vi ligger på, stinker af sur protein sult og vitamin mangel.

Jeg holder om ham, og jeg græder med ham. Han græder i søvne over, hvad han så dengang, jeg græder nu over, hvad jeg ser i dette øjeblik. Men mine tårer er ikke sorg alene, for jeg kigger op på Christiansborgs demokratiske røde mursten og grønne kunstfærdige udførte spir omkranset af den sommersorte himmel og alle dens stjerne på, og jeg bliver rasende, så afsindigt rasende, for det her er ikke det Danmark, jeg elskede og engang var så stolt af at være en del af. Jeg vil springe romanen om min glade barndom, hvor det at sende børn tilbage til krig var utænkeligt, over og gå direkte til bollerne.

Hvornår kom den forvridning i mit dejlige sagnomspundne Danmark? De smukke grønne enge og den dejlige danske bøgeskov befængt med voldsomt tiltagende depressioner og angst neuroser. De roligt bølgende guldglinsende hvedemarker fyldt med sammenkrøllede, ubegavede kulørte damemagasiner. Det må være derfor. Den stigende kontrol med individet, ventetiderne på hospitalerne, umenneskelig behandling af ældre, de enlige mødre der efterlades til boligløshed, de sårbare der overlades til nattens gader og misbrugerne, der bliver kastet i fængslerne, de højere straffe, skattetrykket, arbejdstiderne, boligpriserne, gælden, lykkepillerne, fattigdommen, kontrollen, afmagten, ensomheden, presset, stressen.

Jeg kan da ikke forklare det på anden måde når denne visne pind går og skriger af mig mens jeg holder om et menneske der ligger og græder. Hvordan skete denne virkelighedsforvrængning? Krigens retorik er et perfekt billede på netop sådan en illusion. På mit tv når generaler kærtegnende nusser små scenografiske kunstfærdigt udført modeller over selvfølgelig primitive lande og taler med endnu en anorektisk dulle-journalist, som i dagens anledning har malet sin erotiske nye plastiklæber blodrøde, står der nedringet og flirtende med denne maskuline helt og rystende af østrogen kuller over alle hans medaljer, lydigt underkastet gennemgår, hvor nøjsomt disse strategiske bomber skånsomt kun falder på onde mænds hjem og hvor velforordnet udtænkt og udført med ordentlig præcision denne aktion imod disse onde terrorister selvfølgelig er.

Denne fjernelse fra at se og mærke hvad krig er: Kvinder der skriger med de døde forbrændte slappe kroppe i favnen, som de løfter op i afmagtens sorg, mod de sorte bombeflyver, der bliver ved og ved og ved. Gamle mænd der ligger sprængt nu og døde øjne der er flænset i stykker af metalstumper. Lig der stinker, voksne mænd der kravler i halvdele rundt i dødekramper med tarmene hængende efter sig, hud der brænder, børn der flår i deres mødres døde kroppe og ender med at give op og bare klynker sig uden håb ind i døden i total angst. Opkast, blod, hjernemasse.

Knogler der stikker op af ruinerne, rotter og hunde der flænser og flår i udmattede døden kroppe. Skrigene der aldrig vil blive glemt af dem der hørte dem og en hel nation lagt i sørgende spændetrøje, og som for altid vil være mærket af krigens rædsler. Krig er terror ene og alene af den grund, at terror betyder rædsel, og de små kunstfærdige modeller, strategi retorikken og den fede sammenklipning af lysglimtene fjerner ikke sandheden. Og alle politikere, journalister og i det hele taget mennesker, der ytre sig offentligt, har et ansvar for at vende den retorik og et ansvar for, at vi får talt om, hvad krig i virkeligheden er og dernæst at stoppe vor terror af andre. Med det samme.

Kunne det tænkes, at verdensrevolution starter med, at vi kan tale frit fra leveren og slippe angsten for ikke at være perfekte, slippe angsten for ikke at være gode nok og bare sige det, der ligger os på tungen og folde vores storhed og tanke ud i fælles dialog mod et fælles mål. Et storslået mål, muligvis et nærmest umuligt mål. En verden hvor friheden er målet. Frihed til at fordybe sig. Friheden til at sige fra. Vi har en storslået kultur historisk baggrund at lære af, om vi skulle have sært ved at finde modet til at ville opnå nærmeste umulige mål.

Min gamle nu afdøde ven Harald Søbye var ikke bare modstands mand men viede sit liv til gadens sårbare. Forgangsmand for homoseksuelle ægteskaber som den første i verden i den kristne kirke og stod for utallige aktioner imod krig. Han græd i mine arme, mens han fortalte om alt, han havde mistet derfor, fordi det var ikke nemt. Men han gav aldrig op og sikke en helt.

Han dannede tropper med Pastor Bork, som jeg har haft fornøjelsen af at være til salonaftner hos i præstegården, hvor man gerne så alt fra russisk til folkedans på bordet med vodka, snaps og rødbedesuppe hen over diverse fantastiske kunstneriske, filosofiske indlæg om verdensfred, retfærdighed og krydret en brydekamp med kampstærke pastor Bork, der også taler for fred, kærlighed, og at verden er mangfoldig. Vi har haft bondeoprøret, fordi fornuftige mennesker ville have demokratiske værdier 450 år før, det begyndte igen og var tæt på at få det til at ske, om ikke lige Ranzau havde været så overlegen i krigens blodige strategier. Hele vejen op i det middelalderlige teaterliv, som fusionerede med kirken, bibeholdtes vikingernes asetro i myterne, fortællingerne og de komiske overleveringer tit med fare for krop og sjæl bar satiren politisk modstand mod overmagten ud over hele landet

Kunne det tænkes, at ordet er stærkere end sværdet og håbet om, at vi kan gøre en forskel. Håbet om at verden kan påvirkes. Friheden til først og fremmest at tro på sig, dig og mig og at vi kan opnå de nærmeste umulige mål, hvis vi bare vover at begynde sammen. Ja, det kunnen tænkes. Lad os tale frimodigt, vildt og inderligt, lad os føle frihedens sande vingesus og vide, at den fugl flyver ej for højt, som flyver for egne vinger. Jeg vil ikke være med mere. Jeg vil ikke være med til at smide bomber på børn, og jeg kan ikke begribe, at almindelige velfungerende mennesker virkelig mener, det er sådan man løse verdens konflikter.

Med drab. Ved at slå ihjel. En ting er at vi bomber dem, smider døden ned over børn, kvinder, mænd og dyr. En anden ting er, at vi ikke gider tage imod flygtningene mere. De modige, der tør gå imod de regeringer, vi fordømmer så stærkt. Ja de mennesker som vi mener det er så synd for, at de er underkastet disse regimer, de har venligst at blive der, mens vi bomber løs, og om de dør af tortur undervejs. Det kan vi ikke tage os af, for vi har travlt med burhøns og overskud på betalingsbalancerne og boligkrisen.

Kan man momentvis fornemme en vis sammenhæng mellem rædslerne, det uoplyste, det tillukkede, det fornægtede og alle disse løgne og den lidelse, som vi nu er i vores grådighed, vores egocentrerede livsstil og vores neurotiske overflader er helt og aldeles medansvarlige for? Muligvis kan den unge krigsflygtning smile af hadet, fordi han så rædslerne og helvede lige nøjagtigt i øjnene, og han kan ikke længere flygte fra sit eget dyb, de mange ar og virkeligheden, som den var.

I den sammenhæng er vi langt mere flygtningen, end han er, for flugten fra sandheden er langt mindre agtværdig, end flugten fra døden nogensinde kan blive det. Den unge krigsflygtning erkender sig selv, og derfor kan han gøre det, pinden ikke ejer evnen til længere, han kan give fri, lov og efter. Et menneske som evner at reflektere frit og dermed være et menneske med et valg.

Valgte mellem at hade eller elske. Nat og dag. Mørket og lyset. Og i hans smukke bog står der ord om at vælge lyset og ikke lyset som i den fundamentalistiske kristne, muslimske eller jødernes Guds lys, men lyset som i – se klart og lad lyset vise dig alt omkring dig klart og helt. At kun via at give mennesker lov til at tvivle, søge og lede, give lov til at udtrykke alt, give friheden til at være hvem man nu er i de omstændigheder man nu står i, og ikke mindst står der de smukkest ord om kærlighed.

Der står, at alle beslutninger taget i angst, vil fejle, mens at valg, fortaget i denne stræben mod en fri verden, til gengæld aldrig vil slå fejl. At vi kunne, hvis vi ville, skabe en frodigt svulmende gravid verden, barslende med nye drømme, visioner, kunst og fordybelse i menneskesind, krop og ånd. At vi har magten til at føde en ny verden og at alle, hver og en, har magten til at lade kærlighedens allerstørste kraft lede os i sandhed. Det er sådan, det er sandheden om os alle. Som om vi bar et barn varsomt på armen, kunne vi bære poesiens sande eventyr med os ud i verden og vores valg i den. Kærlighedens guddommelige kraft naglet til menneskets inderste dyb og jorden er vores præst, alt imens ringens sjæle aftale liggende ventende på vi opdager den og udlever det i sand skaberkraft og lyst.

At alle mennesker på denne jord kan skabe en funklende nyfødt ren verden at skænke til vores børn, når vi vover at vende os imod angstens sjælemørke og altid vælge sandt fra det dyb, jeg før skrev om. At alle i denne verden ejer evnen til at elske sandt, selv når han ingen kærlighed fik selv, og at netop det forunderlige utrolige mirakel i sig selv kan forandre verden langt mere, end nogen bombe kan. Og det er ganske vist.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

11/02/2014 - 08:27

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper