Valgløfter og flotte billeder. Som en pladespiller i hak høres den samme sang om og om igen. Under valgkampagner hører vi gyldne ord fra sølvtunger, og når en af blokkene så har vundet, siger den anden høfligt tillykke. Så kommer tiden, hvor vinderblokken skal ind i mødelokalerne. De kommer ud igen med hovederne højt, som var de sejrherrer på slagmarken og siger, at de vil komme frem til noget næste uge. Straks efter kommer modblokken og kritiserer det sagte. Spring frem en måned og, der er stærkt samarbejde mellem partierne på tværs af blokkene. Så nærmer sig slutningen på de fire år, og vi hører hvor godt det gået, men perspektiver kan ændre meget.
At høre den samme sang er måske rart, men det vil i sidste ende gøre Danmark til et andenverdensland. Hvorfor? Fordi demokratiet i Danmark er intet mindre en popularitetskonkurence mellem de store partier. Yderfløjene i vores blokke får enten ikke lov til at have en fast holdning eller vælger at holde tilbage, for der er vel trods alt en årsag til, at midterpartierne er de mest populære.
Jeg vil elske at komme med en løsning, men populisme stoppes ikke bare på en dag. Det kræver mange kyndige principfaste folk og megen vilje til løsninger frem for stemmer.
Jeg ser frem til den dag, hvor pragmatismen og fornuften vinder. Jeg lyder måske som en gnaven, gammel mand, men det er måske, hvad der mangler. Og indtil der sker ændringer, vil jeg fortsætte med at være gnaven.