Primære faneblade

Vor tids store buzzword er "demokrati". Skal noget tillægges en positiv værdi er det næsten uundgåeligt, at "demokrati" bliver sat foran. Demokratiske rettigheder. Demokratisk frihed. Demokratisk samtale. Demokratisk nødvendighed.

Stort set ingen steder i den politiske sfære har man et negativt forhold til begrebet. Lige fra de jakkesætbærende CBS-typer hos Liberal Alliance til det hættetrøjeklædte modkraftsegment hos Enhedslisten hylder man demokrati som overordnet koncept. Målene hos de to grupper er forskellige, javist, men vejen til målet går (bortset fra lidt sporadisk privat voldsudøvelse på venstrefløjen) gennem stemmeboksen og demokratiet.

Men hvorfor hyldes demokratiet så ensidigt? Når konceptet dissekeres. efterlades intet andet end et magisk ritual, som et flertal kan bruge til at tilkende sig selv og statens ansatte rettigheder, som normale mennesker på egen hånd ikke ville drømme om at gøre brug af.

For at illustrere mekanismens absurditet og illegitimitet, kan demokratiets logik flyttes over på aktører i mindre skala:

Lad os forestille os, at du er misundelig på din nabos høje løn. Du ved godt, at du ikke på egen hånd må tiltvinge dig adgang til hans hus og omfordele nogle af alle de rare ting til dig selv og dine venner.  Det ville være tyveri og det der er værre. Derfor opsøger du nogle meningsfæller i nabolaget, der mener det samme som du.

Du og dine meningsfæller ved stadig godt, at det er forkert at bryde ind hos naboen og tage hans ting med magt, så derfor finder I en stor kasse frem. I sætter krydser på stemmesedler og stemmer dermed om, hvorvidt I skal hyre udefrakommende personer til at gøre det grove omfordelingsarbejde.  Naboen, der godt ved, hvad I pønser på, brokker sig naturligvis over udsigten til indbrud og tvangsmæssig omfordeling.

Derfor opfinder I til lejligheden det pr-venlige begreb ”demokratisk legitimitet” og får den lyse ide at lade den velhavende nabo deltage i afstemningen om hans ejendom.

Vupti – så har han medbestemmelse - og kan jo bare stemme imod, hvis han er utilfreds!

Resultatet bliver dog det samme: I tager jer til rette over for naboen gennem bevæbnede personer, I har hyret til jobbet.

I har med andre ord tildelt en anden person rettigheder, som I ikke selv havde. Det burde ellers logisk, moralsk og etisk være en umulighed – noget langt de fleste mennesker kan indse, når det sker på mikroplan.

MEKANISMEN ER dog præcis den samme som i et stort parlamentarisk demokrati med millioner af aktører. Der er ingen forskel udover antallet af deltagere og kompleksiteten af de demokratiske institutioner. Begge steder tildeles andre rettigheder, som tildelerne ikke personligt er i besiddelse af.

Hemmeligheden bag det magiske ritual og dets popularitet synes at være en blanding af to uheldige omstændigheder:

  1. At snart sagt alle mennesker i Vesten igennem hele deres barndom er blevet indoktrineret til at mene, at demokrati er den ypperste måde at organisere et samfund på, og

  2. At mennesker synes at have vanskeligt ved at gennemskue handlingers moralske værdi, når årsag og virkning fjernes tilstrækkeligt fra hinanden gennem en lang og kompliceret kæde af begivenheder og institutioner.

Hvad ingen personligt ville drømme om at gøre ved deres nabo, bliver igennem afstemninger, eufemismer, politiske institutioner og en polariseret magtstruktur til ”skat”, ”afgifter” og ”demokratisk vedtagne love”.

Ideen om demokrati og stat er derfor uden konkurrence vor tids farligste og mest samfundsnedbrydende overtro.

Læs også: Nyheder 24 timer i døgnet

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne


Debat og kommentarer?

Abonnenter kan kommentere direkte her på Folkets Avis

Bliv abonnent nu og deltag i debatten

Du kan også følge vores side på Facebook hvor en del indlæg debatteres:


"De Frie Stemmers ærinde er ikke at være samfundskritiske. Tværtimod. Vi er statskritiske."