For nogen år siden, så jeg et afsnit af ”Sporløs” på DR1, som satte dybe spor i mig. Den dag i dag, gnaver den udsendelse mine tanker. Det handlede om en pige, som var blevet født i Tyskland af tyrkiske gæstearbejdere, senere adopteret af en sønderjysk familie og som i programmet forsøgte at finde sin biologiske familie. Det lykkedes Sporløs at finde frem til pigens biologiske mor, som stik mod min forventning, afslog at ville se sin datter.
Det påvirkede mig virkelig, jeg græd på pigens vegne, og kunne slet ikke forstå, hvordan en mor, der havde båret dette barn 9 måneder, lige under sit hjerte, kunne afslå at ville se hende. Indtil jeg mindede mig selv om, hvad det er for mekanismer, normer og traditioner, der gør sig gældende i det miljø, moderen opholder sig under og lever i. Efter en skilsmisse er det normen, børnene bliver hos faderen. Indgår hun et nyt ægteskab er det meget usandsynligt en ny mand, vil acceptere en eksmands børn. Selvfølgelig er der undtagelser, men det er min erfaring, at de er få. Desværre. Også i Danmark har jeg som tolk for Politi, Domstole og krisecentre været vidne til groteske sager, der virkelig påvirkede mig og gjorde mig ked af det på de sammenbragte børns og den magtesløse moders vegne. Hos politi og krisecentre var det primært voldssager, hvor enten mor eller børn var blevet tævet af den nye mand, men pga æresrelaterede omstændigheder, meget svært for moderen at forlade ham, uden samtidig at bringe sig selv eller sin familie i vanære. Tragisk for alle involverede parter.
Nu kan jeg så læse, man vil sende Songül Yüksel, 18 år tilbage til Tyrkiet med den begrundelse, at moderen, der er flyttet til en anden by og har ægtet en ny mand, er medtaget i den samlede vurdering af tilknytningen til Tyrkiet og også brugt som begrundelse for at give Songül afslag på ansøgning om opholdstilladelse. Jeg mener, det er bekymrende, myndighederne i sin vurdering af sagen, har lagt vægt på moderens stadige tilstedeværelse i landet. Hvis moderen, sådan som Politiken skriver 11. februar, er flyttet til Ankara og ikke er vendt tilbage i alle de år, Songül har opholdt sig i Danmark med sin far, så er det fordi, hun ikke har til hensigt at vende tilbage og da slet ikke, hvis hun oven i købet har indgået et nyt ægteskab, hvorfor det er omsonst at inddrage hende som grundlag for en tilknytning til Tyrkiet. Hun bør ikke længere medtages i den samlede vurdering af Songüls sag.
Med mit store kendskab til den slags sager, både som muslimsk kvindesagsforkæmper og min store erfaring som tolk i lignende sager in mente, appellerer jeg til myndighederne om at revurdere Songüls sag og medtage de kulturelle omstændigheder, man vil sende hende tilbage til. Songüls mor er ikke en ressource eller gældende faktor i sagen og sandsynligheden for, hun skulle kunne/ville tage vare på Songüls ve og vel er ekstrem lille, hvis ikke ikke-eksisterende. Som stor pige, uden andet netværk end en ældre bedstemor, er det en uvis fremtid, man sender den unge pige til.
Hvis Songül kommer fra en landsby i Konya, som størstedelen af dansk- tyrkerne i Danmark er videreuddannelse urealistisk og så godt som ikke tilstede, hvorfor Songül lige så godt kan lægge alle ambitioner om at blive læge på hylden. Jeg har set det så tit. Jeg har været vidne til så mange kvindeskæbner og så mange ansigter. Det er ikke fordi, der ikke er mulighed for uddannelse i Tyrkiet. Slet ikke. Bare ikke i denne konkrete sag, da det er utænkeligt, en landsbypige skulle kunne flytte for sig selv til nærmeste storby for at studere videre.
Songüls familie bor i Danmark og moderen har som bekendt indgået nyt ægteskab. Det engagement og den viljestyrke, jeg kunne aflæse i Songüls ansigt i en udsendelse på TV2/Lorry, efterlader ikke tvivl hos mig. Sandsynligheden for, at hun får gennemført sin uddannelse, hvis hun får lov til at blive i Danmark, er meget stor. Songül er en velintegreret pige, hun har en ambition om at ville uddanne sig til læge i en tid, hvor vi både har brug for flere læger og flere stærke velintegrerede veluddannede piger som rollemodeller, særligt med tanke på den nyligt rejste debat om Social kontrol, ”Vi skal gå i fælles kamp for Fatima”, vores nye Børne, Ligestilling, Integrations og Socialminister Manu Sareen rejste i Politikken, 9. februar.
Jeg håber også Justitsminister Karen Hækkerup qua hendes tidligere enorme engagement vedrørende etniske minoritetspigers rettigheder, vil gå ind i sagen til fordel for Songül. Hvis ikke det er piger som Songül, vi skal gå i fælles kamp for, så ved jeg snart ikke, hvem der ellers kommer ind under kategorien i regeringens ambitiøse Inklusions-politik.