Gå til hovedindhold

Kræftens bekæmpelse er fortabt i tågerne

Af Debatredaktionen

Rygning dræber! Hold børn væk fra rygere! Smid rygerne udenfor! Er der nogen grænser for Kræftens Bekæmpelses had til rygerne?

Eksemplerne på Kræftens Bekæmpelses formynderi over den danske befolkning er omfattende og konsekvent. I stedet for at bruge ressourcerne på at finde en kur mod kræften, synes Kræftens Bekæmpelse mere interesseret i at fremme en samfundskontrollerende dagsorden, hvor vi alle som mennesker umyndiggøres, reguleres og ”hjælpes” ud af tobakkens ”fængslende og umenneskelige” vilkår. Kræftens Bekæmpelse er fuldstændig fortabt i rygningens tåger og smider kræftpatienterne i anden række.

Der er ingen tvivl om, at tobak er sundhedsskadeligt, men alt i denne verden kan være sundhedsskadeligt i de forkerte mængder. Julelysene i adventskransen, grillpølsen til familiefesten og solskinnet en hyggelig dag ved stranden, det skader dig alt sammen, men vil du leve uden? Vil du ikke hellere leve et gennemsnitligt langt liv med sjov, hygge og god mad, end du vil leve et langt, standardiseret liv uden fred til at leve, som du har lyst og uden at blive åndet i nakken af folk, der mener at vide bedre, hvordan du lever dit liv end dig selv? Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad vi ønsker: Et frit, godt liv uden alskens regler, påbud og forbud udspringende fra de frelste holdningers klub.

Vores budskab til Kræftens Bekæmpelse er hvert fald klar: Lad folket beholde deres frihed og lad være med at hetze rygerne og andre livsnydere, blot fordi de ønsker et andet liv end jer. Det er usympatisk, ulækkert og hjælper på ingen måde kræftpatienterne i Danmark. Og det er dem, som I bør hjælpe – I bør ikke hetze rygerne. Så længe kampen foregår mod rygerne og ikke kræften, vil vi ikke donere så meget som en krone til Jer.

Af Marc Bangert & Alex Vanopslagh, Liberal Alliances Ungdom