Fremmedgjorthed og fauna

For ca. en uge siden var de danske og internationale medier på den anden ende over dissektionen af giraffen Marius foran et publikum af besøgende i Københavns Zoo. Jeg har bevidst valgt at bruge begrebet dissektion, der i ordbogen betegnes som en anatomisk undersøgelse dyre – og mennesekelig. En opskæring af et dyrelig har til formål at undersøge og at demonstre opbygning af dyrets indre organer. I aviserne blev der brugt værdiladede ord som nedslagtning, mord for at beskrive hændelsen, der trods sin umiddebare banalitet blev løftet op til at være verdenbegivenheden. Københavns Zoo og i særdeleshed stedets videnskabelige direktør Bengt Holst blev overdænget med vrede mails og henvendelser på Facebook.

Hvorfor reagerede folk så voldsomt? Er det sket et skred i folks opfattelser af naturen? Hvorfor er det, at en giraf ikke kan aflives uden, at det vækker så meget postyr? Det fik mig til at oveveje, om vi efterhånden er så afskåret fra naturen og grundvilkår i tilværelsen som liv og død, bytte - og rovdyr? Hvorfor besjæler vi og tillægger visse dyr menneskelige egenskaber? Hvorfor er en giraf i Zoo sødere og en mere værdig genstand for vores sympati, mens millioner af produktionsdyr, der leverer vores kød, mælk og æg, ikke får den samme opmærksomhed.

Har vi glemt, hvor disse fødeemner kommer fra? Min personlig teori er, at der er sket en afkobling mellem natur og mennesket, som viser sig vores romantisering af vilde dyr. Nogle kritikere peger på en disneyficieringstendes, hvor vi helst ser at dyr fødes, men at ingen levende væsner dør. Et sådant verdenssyn kan have rødder i den stigende urbanisering og manglende til kontakt til landbruget eller kendskabs til dets produktionsmetoder.

Vi er blot vant til at se og hente et lækkert færdigpakket produkt i køledisken. Når vi ikke risikerer snavs i form af blod og vævsrester på vores hænder, er det nemmere at være mentalt afsondret fra de mindre appetitelige proceser som en slagtning er.

En andens tendens, der kan forklare denne forandringen i vort blik på dyr – og naturen i særdelehed, er den efter min efter mening lave kvalitet i biologiundervisning i folkeskolen. Det var i hvert fald tilfældet på min gamle skole. Jeg har indtryk af, at fokus skal fjernes fra haletudser til mere håndgribelig dyr – som børnene ikke har konkret kontakt til i deres hverdag. Her tænker jeg på de dyr, som mange børn og sernere voksne måske blot opfatter som madfabrikker og ikke levende væsner.

Det er grundlæggende vigtigt, at børn i en tidlig alder lærer at forstå mennesket som et biologisk fænomen, et slags dyr, der på ene side er en del af naturen og på den anden side er adskilt fra denne. Biologien har fået en stedmoderlig behandling i skolesystemet, og bruges som et perifert hjælpfag i stedet for at indtage en central plads som faget fortjener. Den franske molekylærebiolog og Nobelpris modtager Jacques Monod har søgt at redegøre for, at en dybere forståelse af biologien er en dybere forståelse af os selv, eftersom vi udgør en forsvindende lille del af universet, hvor der er påvist liv.

Vi har en pligt til at undersøge naturen og at forstå verden omkring os. Dog lagde Monod vægt på, at naturen har en ikke på forhånd givet intention eller formål, og at det var op til os selv at formulere og undersøge vores omgivelser – også dyrene. Det er vigtigt, at vi ikke fjerner os og bliver fremmdegjorte for det levende, herunder os selv – eller de husdyr, vi glædeligt fortærer.