Grundlovsdag er skåltalernes festforestilling, når politikerne udbreder sig varmt og indlevende om folkestyre, demokrati og borgerinddragelse i den lovgivende beslutningsproces – grundloven af 1849 markerede, som de fleste ved, overgangen fra oplyst som uoplyst enevælde til det repræsentative demokratis indførelse med dets nedskrevne borgerrettigheder som ekstra bonus, der for mange stadig er kernen i grundloven.
Men med vedtagelsen af L144 kendt som offentlighedsloven, der lukker for vitale dele af informationsstrømmen mellem regeringskontorerne og folketingets medlemmer samt besværliggør medierne og borgernes aktindsigt i lovgivningsarbejdet, hænger der truende sorte skyer hen over denne festdag i juni. Derudover er de førnævnte borgerrettigheder under pres af både den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og udviklingen har taget nærmest dramatisk fart inden for de sidste 10-15 år.
Det fremgår tydeligt af den 110 sider lange redegørelse, som den borgerlige tænketank CEPOS har forfattet under titlen ”Grundlovens frihedsrettigheder anno 2013” i anledning af 60 års dagen for den seneste revision af loven over alle love. Vi taler her især om den personlige frihed, ytringsfrihed, privatlivets fred, ejendomsretten, forenings- og forsamlingsfrihed. Disse rettigheder behandles i grundlovens §§ 70-79 og sættes ind i en historisk som aktuel vinkling i CEPOS redegørelse.
Folkets Avis bringer et uddrag fra den udformet som en kronik med fokus på § 71, der handler om den personlige frihed skrevet af chefjurist Jacob Mchangama. Den personlige frihedsret udfordres eksempelvis i vor tid af Terrorpakke I og II, administrative frihedsberøvelser, politiets totalkontroller, forbudszoner, udlændingeloven og masseanholdelser under demonstrationer, som det bl.a. sket under COP15 i 2009.
Den beskrevne udvikling rejser flere principielle spørgsmål, som nærværende publikation ikke har entydige svar på. De må bero på en åben og folkelig debat, som den nuværende regering opfordrede til ved tiltrædelsen efteråret 2011. Er det blevet tid til at tage fat på den årelange proces med at få grundloven revideret og et nyt indhold vedtaget af de fornødne flertal i Folketinget og blandt vælgerne? Eller bør politikerne i højere grad besinde sig på forfatningens ånd, bogstavelige indhold og juridiske anbefalinger, selv om en del af dem stammer tilbage fra 1849. Måske en kombination af begge dele.
Med offentlighedsloven in mente og statens hang til adfærdsregulering og kontrol i små som store samfundsmæssige anliggender er en del nok loren ved tanken om, at det er folketingsmedlemmerne, som skal stå i spidsen for arbejdet med en evt. revision. Afstanden mellem vælgerne og de valgte synes at vokse, og kløften kan vise sig ganske besværlig ud i øvelsen med at få en ny og moderniseret grundlov på plads.
”Jeg er konstitutionel fundamentalist,” sagde musikeren og aktivisten Frank Zappa gentagende gange på amerikansk tv i 1980´erne, da senatorer og kongresmedlemmer forsøgte at indføre censur overfor musikbranchen og dens produktioner – især teksterne vakte anstød. Zappa talte ligeledes om faren for mental og systemskabt fascisme, hvis en sådan uønsket udvikling fik lov til at få frit løb.
Zappa var en forudseende mand, og Folkets Avis deler stadig hans bekymring, da eksemplerne på udhuling af grundlæggende frihedsrettigheder er legio. Kort sagt er det alt for alvorlig en sag at overlade forfatningsmæssige spørgsmål af næsten enhver karakter til det politiske og administrative system alene, uden at befolkningen får mulighed for at deltage i processen. God grundlovsdag til alle.
Thomas Vilhelm