Come on – hvorfor hive en filosofisk tænkende frihedsaktivist, satirisk provokatør, guitarist, komponist og selfmade forretningsmand, der døde for lidt over 20 år siden, frem af gemmerne for at bruge ham som emne i en fast klumme februar 2014? Det ret enkle svar er: Fordi hans synspunkter, musik, tekster og samlede iscenesættende koncept stadig er relevant for vor tid. Ingen siger vel, at vi behøver at være så trend- og ´tidsånds´ orienterede, at historien og dens markante personligheder intet har at fortælle og lære os. Denne form for blaserthed vil kun gøre samfundet dummere, end det brutalt sagt i forvejen er.
Frank Vincent Zappa (1940-1993) er for denne skribent og mange andre en af det 20. århundredes helt store kulturskikkelser, fordi han havde modet til at sige ´sandheden´ om politik, musikindustrien, den almindelige amerikaners mentale habitus og generelle dannelsesniveau samt menneskers hang til stimulanser og overfladisk underholdning, som den så ud fra hans kynisk-pessimistiske ståsted – det skaffede ham både venner og fjender. Zappa var hudløst ærlig, umanerlig intellektuel skarp, kompromisløs i sin kunstneriske aktiviteter, en hård, autokratisk orkesterleder og kunne tendere til at opføre sig arrogant og decideret nedladende overfor sine omgivelser – især hvis den var befolket af personager, hvis talent og kunnen lå langt under hans.
Den slags lyder nok for en del voldsomt usympatisk i en tid, hvor der meget tales om på den ene side at møde den enkelte i øjenhøjde og foregive forståelse og på den anden formynderisk at fortælle selv samme, hvad der er bedst for ham eller hende. Zappa gav fanden i begge positioner. Allerede med debutalbummet ´Freak Out´ fra sensommeren 1966 satte han sin sylespidse og groft forulempende samfundskritik på skrift og lod Mothers Of Invention bade den i lyd med lige dele voldsomhed, vanvid, virtuositet, kaos, kreativitet og kompositorisk kontrol. Bandet gik planken ud i undergrundsmiljøet og blev kult, men havde meget lidt i hatten med datidens hippiekultur.
Guitarafguden Frank Zappa var hverken for fastholdere af en antikveret verdensorden eller for dovne døgenigte med blomster i håret og en hashpibe i kæften, der talte om revolution uden mål og med. Zappa forblev trofast overfor egne idiosynkrasier. Nu vi har fået præsenteret det gnavpottede geni, er det på tide at forklare, hvorfor klummen hedder ´Mig og Zappa´ og hvor klummenisten kommer ind i billedet – helt rimeligt.
I min verden dukkede Zappa op ved hjælp af storebrors pladesamling, hvor jeg gennem lytning af diverse albums fik færden af, at sangeren og guitaristen spiddede alverdens former for dumhed, korrupte politikeres ragen til sig og folks småborgerlige seksualmoral grænsende til pinagtig puritanisme – hån, spot og latterliggørelse formuleret i et til tider elegant sprogligt overskud kunne forekomme. Andre gange udtrykte Zappa sig bevidst plumpt og pornografisk tilsat nærmest hadefulde rim og remser. Musikken gik over stok og sten i et hæsblæsende tempo med skæve taktarter, kringlede harmoniske og melodiske forløb, der abrupt kunne lede over i en jam baseret på en eller to akkorder, hvor kapelmesteren blæste igennem med frodige soli helt ud over kanten.
Sammen med musiker, journalist og tidligere musikformidler hos DR, Per Wium, har jeg det sidste halve års tid gennem en række foredrags- og temadags-arrangementer og skrivning af et lille særnummer til et rytmisk musikkonservatorium i det vestjyske haft lejlighed til at fordybe mig intenst i Frank Zappa samt læse hans egne ord og politiske manifest plus offentlige statements. Det var alt andet end kedeligt. Min opgave bestod i at fokusere på manden og meningerne, mens Wium tog sig af musikken. Stofmængden er i begge tilfælde enorm, men der er en ofte forbavsende kontinuitet mellem dem – et gesamtkunstwerk i bedste Wagner-stil er det fristende at konkludere.
Emnet for denne klumme betragtede sig som ´A Constitutional Fundamentalist´ - de klassiske frihedsrettigheder indlejret i den amerikanske forfatning kunne efter Zappas opfattelse på ingen måde gradbøjes og tjener derfor som de folkevalgtes pejlemærker i det daglige arbejde. I løbet af 1980´erne gik han i brechen som politisk aktivist og ind i censurdebatten i midten af årtiet under Reagan, da flere forstadsfruer til magtfulde senatorer herunder demokraten Al Gores kone ønskede at dæmme op for rock- og rap teksternes forherligelse af vold, narko og prostitutionslignende syn på kvinder – den slags var samfundsskadelig, umoralsk og måtte stoppes. Zappa protesterede i et direkte åbent brev til præsidenten mod det, han anså som et ødelæggende slag overfor den kunstneriske frihed og deltog særdeles velforberedt i en senatshøring om sagen.
Det ønskede forslag om mærkning af plader og film mod indhold ikke beregnet for sarte barne- og ungdoms ører blev ikke gennemført. Dog følte nogle af de store selskaber sig presset til at indføre ordningen frivilligt, hvilket Zappa nådesløst skosede dem for i den offentlige debat. Han deltog de følgende år i en lang række talkshows, hvor han advarede mod fascistoide tilstande i sit land præget af politisk korruption, korstog mod hash, narko, sprut og fede sager og en desillusioneret ungdom, der vendte systemet ryggen ved ikke at stemme, begå kriminalitet og forlade uddannelsessystemet.
Kan vi genkende træk af udviklingen, som han opponerede så højlydt mod den gang, i verden af i dag? Svaret må være et klart ja. Zappa beskrev sit ideologiske ståsted som liberalkonservativt og alt andet end anarkistisk. Den personlige og økonomiske frihed var for ham en væsentlig drivkraft i samfundslivet præget af foretagsomhed og den enkelte borgers engagement med fokus på de civile rettigheder, der er nedfældet i The American Constitution. Staten skulle sørge for de overordnede rammer, og at folks gøren og laden ikke endte med at forvolde ubodelig skade på andres ret til samme råderum. Hans skarpe religionskritiske ateisme havde gjaldet til stor forargelse i hellige kredse siden starten af 1970´erne, og sammenblandingen af Gud, lovgivning og inkompetente politikeres manglende evne til at skille disse ad var for ham at se roden til alt ondt. Tiden har unægtelig givet Zappa medhold heri.
Livet på landevejene stoppede i 1988. De sidste store USA-turnerer med hans sublimt spillende orkestre satte fokus på, at alt for mange undlod at afgive deres stemme ved midtvejs- og præsidentvalgene. De opstillede boder under ´Register to Vote´ kampagnen ved koncerterne fik tusindvis af især unge til at lade sig registrere som vælgere, og Zappa udbasunerede gerne sin tilfredshed med dette tiltag i medierne, hvor han delte verbale lussinger ud til højre og venstre. En kræftsygdom viste sit dødbringende og hæslige kontrafej i begyndelsen af 1990´erne, og en vis bitterhed fulgte den. Syrligheden i standpunkterne var vanskelig at gå fejl af. Alt for meget sejlede i USA, men den forværrede sundhedstilstand satte en stopper for ambitionerne om at stille op til det amerikanske præsidentvalg som uafhængig kandidat.
Forinden sin død nåede aktivisten Zappa dog i 1991 at blive hyldet under et besøg i Prag af den tjekkoslovakiske præsident Vaclav Havel, der sammen med den øvrige dissidentbevægelse i den tidligere kommunistiske østblok anså ham for at være en stor og inspirerende frihedshelt i den fælles kamp mod de totalitære styreformer. Zappa har altid været svoren antikommunist og af den opfattelse, at et system, der ikke tillader privatkapitalistisk initiativ, på forhånd er dømt til at bukke under for til sidst at blive væltet af dets egen befolkning. Den amerikanske musiker var selv en dygtig, hård og snu forretningsmand, der endte med at overlever som herre i eget hus i en nichebranche beregnet for smal og ikke kommercielt leflende musik. Zappas enorme produktion af alskens stilarter sælges stadig gennem postordrefirmaer styret af hans daværende kone Gail Zappa.
En mand af Frank Zappas kaliber er stærkt savnet i dag, og selv om en del af musikken kan synes fremmedartet og vanskelig tilgængelig, lønner det sig ubetinget at gøre forsøget. Dette gælder også for hans egne tanker, verbal fetichistiske raptusser og ubetaligt sorthumoristiske udfald mod dette og hint. Klassiske Zappa citater smides stadig rundt her, der og allevegne – de fleste af dem besidder en almengyldig friskhed og et klarsyn, der forbløffer hver gang. Manden vil forhåbentlig altid blive husket for sin frihedstrang, vitalt tidløse skaberkraft og fritænkende forstand. Det fortjener Frank Vincent Zappa fra Baltimore i Maryland. Og verden med.