Gå til hovedindhold

Hundedyre smøger løser ikke alt

Vores nyudnævnte sundhedsminister Nick Hækkerup siger fra overfor Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed og formand for Vidensråd for Forebyggelse, vil hæve prisen for en pakke cigaretter til 100 kr. Han mener, at det alene vil gøre befolkningen sundere.

Jeg vil i den anledning rette en tak til Nick Hækkerup, fordi han faktisk tænker sig om, før han kaster sig i grams hos de magtfulde sundhedsfanatikere. Det har da ellers været noget af en mangelvare hos den tidligere sundhedsminister. Hækkerup er hermed udnævnt til en af de gode socialdemokrater.

Hele sundhedsområdet skriger nemlig på hjælp, og engang var vi nogle af de bedste i verden. I dag kan vi desværre kun præstere et middelmådig sundhedssystem, fordi man har fokuseret på forbud og fordømmelser fremfor et samarbejde med borgerne om Det Gode og Sunde Liv. De fanatiske fordømmende forbudister skal simpelthen ikke have lov til at skrive landets sundhedslove, fordi de netop ikke har gjort borgerne hverken gladere, sundere eller mere ansvarsfulde overfor egen sundhed og livskvalitet.

Sundhed er og bliver ved med at være meget mere end tobak, alkohol og kalorier. Sundhed er et spørgsmål om social, fysisk og psykisk sundhed, og sundhed skal ses som et samlet hele, hvor hverken fysikken, psyken eller det sociale kan "helbredes" isoleret, fordi vores sociale liv er afhængig af, hvordan vores fysik og psyke har det.

Et ulykkeligt menneske bliver ikke mere rask af at blive fordømt og fattig, fordi han eller hun nu som straf skal betale 100 kr for en pakke smøger.

Lad os nu føre en fornuftig og favnende sundhedspolitik, hvor disse anti tobaks fanatikere smides ud med badevandet, og vi bringer overskud og det gode liv tilbage til borgeren. Glade og ansvarsfulde borgere er sundere end ulykkelige og umyndiggjorte. Det er måske det, Nick Hækkerup allerede ved.

Karen West
Formand for Folkets Avis' bestyrelse