Ofte hævder islamister at ville bekæmpe islamofobi uden at se, at de netop selv bidrager til at skabe islamofobi. Allerede i 600-år tallet forudså en af profeten Muhammeds efterfølgere, kaliffen Omar ibn al-Khattab, at den største trussel mod islam ikke ville komme fra det vantro Vesten, men fra muslimer, der læser Koranen, som fanden læser Bibelen.
“Islam vil blive ødelagt pga. de lærdes fejl og pga. argumenterne fra de ekstreme, der misfortolker Koranen for at finde støtte til deres synspunkter,” som al-Khattab sagde.
Selvom islamister og islamofober ser sig som hinandens modpoler og fjender, minder de om hinanden. Begge grupper mener således, at islam og demokrati ikke kan forenes, at islam er imod rettigheder til kvinder, og at islam ikke kan tåle religionskritik. Begge grupper løsriver Koranens vers fra deres historiske, sociologiske og lingvistiske kontekst og argumenterer for, at den hellige bog går ind for vold og terror. Og gang på gang bekræfter islamister islamofobernes beskyldninger. Der er altid en eller anden muslim, der opfører sig præcist sådan over for islamkritikere, som man forventer af en sådan ”fanatisk, vred muslim”. Der er altid en eller anden striks familiefar, der undertrykker sin datter, begår æresdrab eller tvinger hende ind i et ægteskab mod pigens vilje og dermed ”bekræfter” stereotyperne om muslimer.
Eksempler fra den muslimske verden er mange. Lad os tage udgangspunkt i nogle sager fra Danmark:
6. november 2013 siger den 18-årige islamkritiske, palæstinensiske digter Yahya Hassan, at muslimer ”ikke kan tåle kritik. De er ikke interesserede i dialog” (The Wall Street Journal). 19. november 2013 bliver Hassan så slået ned af en terrordømt mand på Københavns Hovedbanegård, som var fornærmet over Hassans kritik og angiveligt råbte ”vantro” efter den kontroversielle digter.
Historiker og forfatter Lars Hedegaard mener, at islam og Koranen ”opfordrer til vold og terror ” (Politiken, 2/6-08). I februar 2013 bliver Hedegaard udsat for et mordforsøg ved sit hjem på Frederiksberg, formentlig af en person, der var vred over Hedegaards islam-udtalelser.
I september 2005 tegner Kurt Westergaard profeten Muhammed med en bombe i turbanen for Jyllands-Posten. En karikatur der sætter lighedstegn mellem islam og terror, lyder kritikken. I december 2009 forsøger en somalisk islamist at myrde Westergaard i dennes hjem med en økse som hævn for tegningerne. Westergaard flygter ind i sit sikringsrum og slipper dermed uskadt.
De, der er sure over, at deres religion bliver ligestillet med vold, bruger selv vold og bekræfter dermed anklagerne. Derved skyder islamister sig selv i foden og giver næring til islamfobiens flamme. De, der angriber Dansk Folkeparti for islamofobi, giver selv denne fløj vind i sejlene. Således bliver mediebillederne af råbende, vrede og langskæggede islamister kanaliseret og omdannet til stemmer. Islamisters terrorangreb i New York 11. september 2001 og den efterfølgende jubel blandt visse muslimer i Vollsmose gav Dansk Folkeparti et skub i meningsmålingerne kun ti dage efter terroren (Politiken, 21/9-01). Ligeledes gav terrorangrebet et boom i racistiske overfald på danske muslimer (Berlingske, 2/11-01). Selvom intet kan retfærdiggøre racistiske angreb, er det ikke utænkeligt, at gerningsmændene var oprørte over dels islamisternes terrorangreb i New York, dels den efterfølgende jubel blandt visse muslimske Vollsmose-beboere. At islamisterne blot øger islamofobien blev også bekræftet af en undersøgelse fra marts 2013, hvori danskere angiver, at islam er den mindst populære religion ud af fem verdensreligioner (JP, 27/3-13).
Tidligere MF for DF, Jesper Langballe, erklærer, at islam er en ”religion, som er komplet uforenelig med et sekulært demokrati”(JP, 26/12-13). Senere udtaler Taleban, at ”demokrati er imod islam” (Information, 11/5-13). Budskabet fra islamisten og et parti, der ofte beskyldes for islamofobi, er næsten identisk og man skulle næsten tro, at de to fløje har indgået en (u)hellig alliance om at udbrede samme budskab. Både islamisterne og islamofoberne ignorerer, at der er flere demokratier i den muslimske verden, heriblandt Indonesien, Senegal, Libanon. 25 millioner muslimer i Europa og hele 140 millioner muslimer i verdens største demokrati Indien deltager aktivt i den demokratiske proces. Der er ingen tvivl om, at de fleste muslimske lande er diktatoriske. Men at forklare det med religion er ikke dækkende, idet der også findes talrige udemokratiske, ikke-muslimske lande i Afrika og Asien.
Begge grupper er også enige om, at kvinder ifølge islam er undertrykte. De to grupper ser dermed bort fra vigtige facts. Den pakistanske juraprofessor Shaheen Sardar Ali har efter en analyse af Koranen konkluderet, at sølle 6 ud af de over 6000 vers i Koranen ”placerer kvinderne i en underordnet position i forhold til manden” (Information, 8/3-06). I praksis bliver kvinder i mange muslimske lande undertrykt. Men der er forskelle og nuancer i mellem de mere end 55 muslimske stater. Nuancer, som de altid unuancerede islamofober og islamister ikke ser. Der er forskel på den evigt undertrykte, tilslørede muslimske kvinde i Teheran til unge kvinder, der sidder på cafe og drikker rødvin i Beirut. Fra den burkaklædte kvinde i Kabul til den letpåklædte kvinde ved Miss Turkey-konkurrencen i Istanbul.
Ved at fremstille ”dem” og ”os” på én bestemt måde ser de to grupper bort fra den interne diversitet blandt muslimer og vesterlændinge. Frem for at se muslimer/vesterlændinge som forskellige individer bliver ”de” samlet til én gruppe i modsætning til ”os”, og ”de” bliver over en bred kam gjort til repræsentanter for en religion/verdensdel, der italesættes negativt.
Islamister fremstiller ofte Vesten som en ensartet del af verden, der konstant ydmyger og påfører muslimer krig. At Vesten reddede millioner af muslimer fra tyranni i Kuwait og Kosovo nævnes ikke.
Mange fra den islamofobiske fløj har nærmest overtaget de mest radikale og militante muslimers islamtolkning og forsøg på at gøre eksempelvis terror og kvindeundertrykkelse religiøst legitimt. Det faktum, at islamister gang på gang opfører sig præcist, sådan som man forventer af ”dem”, styrker så den islamofobiske højrefløj, som islamisterne hævder at ville bekæmpe.
Om Omar ibn al-Khattab får ret i, at de ekstreme muslimer ender med at ødelægge islam, vil fremtiden vise. Men indtil da kan islamofoberne være sikre på én ting; nemlig at islamisterne nok skal bekræfte og styrke dem gang på gang.