Hvis man skal tro en ny EU-rapport, er danske mænd nogle forfærdelige sexmonstre og voldsforbrydere. De værste på hele kontinentet, faktisk.
Det er EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), der melder, at danske mænd er de mest "kvindehadende" i Europa - som det udtryktes i Politiken i går. En alvorlig anklage, men er der hold i den?
Det bliver for omfangsrigt at gå i detaljer med hele rapporten her, men er resten af rapporten lige så ubehjælpeligt ringe som den del, der omhandler sexchikane, så skylder EU de danske mænd en undskyldning.
Lad os først se på, hvad rapporten definerer som sexchikane1:
- Inappropriate staring or leering that made you feel intimidated
- Unwelcome touching, hugging or kissing
- Sexually suggestive comments or jokes that made you feel offended
- Intrusive comments about your physical appearance that made you feel offended
- Intrusive questions about your private life that made you feel offended
- Somebody indecently exposing themselves to you
- Inappropriate invitations to go out on dates
- Unwanted sexually explicit emails or SMS messages that offended you
- Inappropriate advances that offended you on social networking websites such as Facebook, or in internet chat rooms
- Somebody sending or showing sexually explicit pictures, photos or gifts that made you feel offended
- Someone made you watch or look at pornographic material against your wishes
Blandt de danske kvinder, der er blevet interviewet til undersøgelsen, har 80 procent svaret 'ja' til et eller flere af disse spørgsmål (kun overgået af de svenske kvinder med 81 procent). Det gælder til sammenligning "kun" for 24 procent af for eksempel bulgarske kvinder2.
Kan man på den baggrund konkludere, at danske mænd er mere end tre gange så tilbøjelige til at udøve sexchikane som bulgarske? Nej, det kan man ikke. Men det er ikke desto mindre den fejlagtige logik, konklusionerne i rapporten bygger på.
Forestil dig to identiske situationer, hvor en mand drejer hovedet for at se efter en forbipasserende kvinde på gaden. Den ene situation foregår i København, den anden i Sofia. Handlingen fra mandens side er nøjagtigt den samme i begge tilfælde.
Bagefter spørger man så de to kvinder, om de har været udsat for sexchikane. Spørgsmålet tager i undersøgelsen denne form, "did you experience inappropriate staring or leering that made you feel intimidated?"
Måske vil den danske kvinde tolke mandens interesse som "upassende" og svare 'ja', mens den bulgarske kvinde finder interessen flatterende og svarer 'nej'. Så identiske hændelsesforløb giver en registrering for sexchikane i Danmark, men ikke i Bulgarien
Om manden i eksemplerne må lide den tort at blive hængt ud som kvindehader, beror altså ikke på hans handling som sådan, men udelukkende på kvindens tolkning af denne. Og denne tolkning beror igen i nogen grad på det almindeligt udbredte syn på mænd og deres seksualitet i en given kultur.
Det er ikke overraskende, at lande som Danmark og Sverige ligger øverst på listen, for her er kulturen blevet sådan, at interesse fra mandens side ofte ses i et negativt lys. Mandens seksualitet og begær er simpelthen blevet dæmoniseret. Hvor man i Danmark oftere vil være tilbøjelig til at se kurtiserende adfærd som krænkende for kvinder, vil man måske i Bulgarien acceptere mandlige tilnærmelser som en fast bestanddel af spillet mellem kønnene.
Dermed ikke sagt, at der ikke findes sexchikane af reel karakter i Danmark og andre steder. Selvfølgelig gør der det, og det skal der slås ned på, men man kan ikke, som rapporten gør, konkludere, at der er over tre gange så meget sexchikane i Danmark som i Bulgarien. Der er god plads til forbedring i Danmark. Helt klart. Men at dæmonisere og hænge danske mænd ud som meget værre end andre mænd, kommer der næppe meget andet end splid ud af.
En stor del af forskellen på resultaterne i for eksempel Danmark og Bulgarien skyldes helt klart, at identiske handlinger tolkes forskelligt i de to lande, og at man i rapporten lader denne tolkning være udslagsgivende for om en hændelse registreres som sexchikane eller ej. Resultaterne fra undersøgelsen af forekomst af sexchikane i de forskellige lande afspejler altså ikke objektive forløb, men respondenternes subjektive fortolkninger af disse, og tallene kan derfor ikke bare uden videre sammenstilles, som man har gjort det i rapporten og udmeldninger til pressen.
FRA har her begået en alvorlig metodisk fejl, der fuldstændig skævvrider resultaterne og gør at de næppe giver et retvisende billede af den reelle tilstand på tværs af landene i Europa. Det vil lederen af FRA dog ikke vedstå, hvilket må betyde, at der skal lægges et større pres på hans organisation fra pressens side, men det er den næppe i stand til. Den her givne indvending er i øvrigt blot en af mange mulige mod rapporten.
En anden væsentlig indvending er, at man kun har valgt at høre kvinder om deres dårlige erfaringer med mænd og ikke omvendt. Så længe man kun hører den ene part, er det svært at forestille sig at tingene kan forbedres væsentligt. Når man kun hører den ene part, risikerer man meget nemt at tegne et forsimplet billede af tingene.
Der skal sættes ind over for vold mod kvinder og seksuelle overgreb i alle lande, men en rapport, der fordrejer virkeligheden for at skabe et billede af mænd fra de nordiske lande som tre-fire gange mere tilbøjelige til krænkeradfærd end mænd i Syd- og Østeuropa gavner ikke nogen. Rapporten må derimod anses for propaganda. Ikke den videnskab den udgiver sig for at være.
Men selvom EU er bedre til propaganda end til statstik, metode og videnskab, kan vi jo hver især som individer godt tænke over, om vi kan gøre det endnu bedre i forholdet til andre mennesker. Og det gælder både mænd og kvinder.