Hvad gør vi med Balkanveteranerne?

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

Foto: Pixabay

Hvis en rapport havde konkluderet, at kvinder mellem 16 og 26 år i Hobro-området var tre gange så selvmordstruede som jævnaldrende kvinder i resten af landet, så havde vi nok set en task-force blive nedsat. Forskere havde kæmpet med hinanden for at afdække årsagerne. Psykiatrien havde straks fået øremærkede penge til denne målgruppe. Men Balkanveteranerne, som er tre gange så selvmordstruede som alle andre veteraner, snakker vi slet ikke om.

Da Danmark endelig fik en veteranpolitik i 2010, knapt 20 år efter den aktivistiske udenrigspolitik sendte danske soldater, politibetjente, læger, sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere til Balkan, så var det de fleste veteraner og pårørendes håb, at der endelig blev rakt en hånd ud, og tilbudt behandling og relevant støtte til de mange veteraner fra 90’erne og 00’ernes missioner.

For netop veteranerne fra den tidlige Balkanindsats fik ingen støtte, da de kom hjem. Derfor har de det også værst af alle veteraner den dag i dag.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” forklarede Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) til BT.

Hundredevis led af traumerAlt for mange havde begået selvmord. Og endnu flere kæmpede med – ofte komplekse – psykosociale problematikker som hjemløshed, misbrugsproblemer, familieproblemer og udfordringer på det civile arbejdsmarked.

Forventningerne til den længe ventede veteranindsats var skyhøje. For der var unægteligt et efterslæb.

Den afgående forsvarschef har sagt detChefen for Veterancentret har sagt detLederen af Veterancentrets INTOPS-psykologer har sagt det.  Selv en forhenværende forsvarsminister kom til at sige det. Dog først et par år efter at formanden for Soldaterlegatet, og lederen af Handicapidrætens Videnscenter havde skrevet om det.

Selv den forhenværende landsformand for De blå baretter, mere end antydede i 2013, at man i veteranindsatsen har en tendens til at glemme de “gamle” veteraner, og fokusere på de yngre veteraner, som endnu ikke har oplevet de tunge, komplekse problemer efter udsendelserne.

Balkanveteranerne var dårligt forberedt, og dårligt debriefet efter missionerne. Der var intet fokus på psykiske efterreaktioner, og ingen indsats for at hjælpe de mange som kom hjem med psykiske skader. Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan. Men som Peter Bartram åbenhjertigt formulerer det, så tog man ikke problemerne seriøst.

Resultaterne af den manglende viden (som man nok kunne have fået hos andre krigsførende nationer hvis man ville) og indsats udeblev da heller ikke. Pludselig skulle politikere og forsvarets ledelse forholde sig til kedelige sager om veteranselvmord, og veteraner som levede i landets skove. Symptomer vi stadig oplever i dag.

Der har været mange tilløb

Daværende forsvarsminister, Nikolaj Wammen, var i 2014 er åben for at se på, om der skulle gøres en særlig indsats for at hjælpe de Balkanveteraner, der havde det sværest.

– Vi skal selvfølgelig være særligt opmærksomme på, om vi kan hjælpe dem i den situation, de står i nu, og jeg vil meget gerne drøfte med Veterancentret og de frivillige organisationer, om der er behov for en ekstra indsats i forhold til Balkan-veteranerne, sagde Nicolai Wammen til DR. Han ville inden for kort tid indkalde til et møde med parterne i sagen.

Det møde blev bare aldrig til noget.

Men Wammen fik dog gennemført, at man nu – som skadet veteran før 1996 – kunne modtage Medalje for såret i tjeneste, hvilket hidtil havde været umuligt. Og som altid krævede det bare lige, at man brugte et par år på at overbevise Arbejdsskadestyrelsen om, at man var blevet syg af sine missioner, og fik tilkendt en mèngrad på 5 procent, eller mere. Så kunne man få medaljen. Og mens denne landvinding blev diskuteret, begik flere Balkanveteraner selvmord i afmagt. Året før medaljebeslutningen kom det frem, at selvmord havde kostet flere Balkanveteraner livet, end krigen på Balkan.

Nu, 6 år efter den første veteranpolitik blev vedtaget, har vi som nation stadig et enormt efterslæb, i forhold til veteranerne fra 90’erne og 00’erne. Men hvad gør vi ved dette efterslæb?

Samlet er der knap 17 procent af de 26.000 udsendte i perioden 1992-2009, som efterfølgende er registreret med en psykiatrisk diagnose, for køb af medicin mod psykiske sygdomme, eller som har været i behandling for stofmisbrug uden at have været registreret før. Det viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) fra 2012, som konkluderer, at det især er soldater fra Balkan i begyndelsen af 1990’erne, som er registreret med psykiske mén.

79 procent af de hjemløse veteraner, som blev registreret i forbindelse med undersøgelsen “Hjemløshed i Danmark 2015” var i aldersgruppen 30 – 50 år. 30 procent af de hjemløse veteraner havde en fysisk sygdom, hvilket er flere end blandt de øvrige hjemløse. Særligt var det hele 86 procent af de hjemløse veteraner, der havde en psykisk sygdom, hvilket er en væsentligt større andel end blandt den øvrige gruppe af hjemløse, hvor andelen med psykisk sygdom udgjorde 47 procent.

Lad os nu få gjort noget

Hvor er den målrettede, helhedsorienterede indsats? Hvor er erkendelsen af, at med mindre vi bare lader stå til, som vi har gjort hidtil, så vil flere veteraner fra Balkangenerationen lide, føle sig svigtede, blive mere syge, få aktive misbrug, blive hjemløse og familieløse, og flere vil begå selvmord?

Med selvmordsrapporten fra 2016 lærte vi jo, at veteraner fra den tidlige Balkanindsats er næsten 3 gange så selvmordstruede som andre veteraner. 52 procent af de selvmordsramte veteraner var udsendt til Kroatien. 30 procent var udsendt til Bosnien. Eftersom nogle af veteranerne har været udsendt flere gange, har nogle af de veteraner, der har begået selvmord, også været udsendt andre steder end Balkan (55 ud af de 56 havde første udsendelse til Balkan). De 56 veteraner, der har begået selvmord, har tilsammen været udsendt 101 gange.

Hvis en rapport havde konkluderet, at kvinder mellem 16 og 26 år i Hobro-området var tre gange så selvmordstruede som jævnaldrende kvinder i resten af landet, så havde vi nok set en task-force blive nedsat. Forskere havde kæmpet med hinanden for at afdække årsagerne. Psykiatrien havde straks fået øremærkede penge til denne målgruppe.

Men Balkanveteranerne, som er tre gange så selvmordstruede som alle andre veteraner, snakker vi slet ikke om.

Vi ved hvorfor nogle af dem blev syge. Vi ved hvad behandlingsmulighederne er. Vi siger vi vil støtte dem alt hvad der skal til – så længe de selv træder frem, og beder om hjælpen.

Men der skal meget til for at de træder frem, og beder om hjælp.

For vi har svigtet dem i mere end to årtier.

Og det ser desværre ud til at vi bare fortsætter med at svigte dem.

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne


Debat og kommentarer?

Abonnenter kan kommentere direkte her på Folkets Avis

Bliv abonnent nu og deltag i debatten

Du kan også følge vores side på Facebook hvor en del indlæg debatteres:


"De Frie Stemmers ærinde er ikke at være samfundskritiske. Tværtimod. Vi er statskritiske."

MediaCreeper