Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

318

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

GLEM NU IKKE YTRINGEN MIDT I AL FRIHEDEN

Antal

Brugerindlæg af Martin Martensen-Larsen

”...det hele handler om ytringsfriheden. Ytringsfriheden er min religion". Sådan sagde kunstneren Firoozeh Bazrafkan i et interview til Trykkefrihedsselskabet, efter, at hun sidste år var blevet idømt fem dagbøger for overtrædelse af straffelovens § 266 b – populært kaldt ’racisme-paragraffen’.

Til en begyndelse vil jeg skynde mig at sige, at dette indlæg ikke handler om ’racismeparagraffen’ og den kritik, der har været af den i de seneste mange år. Det behandles bedst i et særskilt indlæg, hvilket også min hensigt i en fremtid klumme.

Når jeg så alligevel vælger at lægge ud med ovenstående citat skyldes det, at det er en egnet ramme for min egentlig hensigt med indlægget, nemlig at undersøge, hvilken størrelse vi efterhånden har gjort ytringsfriheden til.

Ikke så sjældent bliver vi af politikere og debattører mindet om, at vi skal værne om ytringsfriheden, værdsætte den og aldrig gå på kompromis med den. Ellers, lyder det, håner vi ikke blot friheden selv, vi håner også de generationer, der har sikret os den, samt de landes befolkninger, som endnu ikke er så heldige at have den i samme udstrækning. Det er ikke et urimeligt budskab, og jeg mistænker da også ofte mig selv for at tage den for givet og føle træthed når den er til debat. Det er naturligvis ikke et sundhedstegn.

Men bag dette trætheds-symptom ligger måske en egentlig bekymring over vores kompromisløse omfavnelse af ytringsfriheden. Måske. For min bekymring handler ikke om, at jeg synes vi har for meget af den – det føler jeg på ingen måde - men derimod, hvad vi har ophøjet den til.

Betragter man nemlig debatten om ytringsfriheden – især i årene efter Muhammed-krisen i 2005 – synes der at have været en nærmest inkvisitorisk stemning, hvor en udråbt og udskældt ’politisk korrekt elite’ er blevet afkrævet betingelsesløs loyalitet til den frihed, der ligger bag en hvilken som helst Ikke-voldelig ytring – særligt dem, der har medført trusler. Det har ikke været nok at tage afstand for truslerne, selve friheden til den givne ytring skal også tilsluttes.

Tager man sig nemlig den frihed at stille kritisk spørgsmålstegn, så udråbes man straks til at være på ”demokratisk vildspor”, som forskningschef i journalistisk filosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Ejvind Hansen, påpegede i et interview med Bibliotekarforbundet i slutningen af sidste år:

”Det, der grundlæggende er galt, når man taler om ytringsfrihed i dag, er, at den ikke kan gradbøjes og ikke er til forhandling. Man har en ide om, at den er absolut og ukrænkelig”.

Det lyder derfor næsten som en religion, hvis indhold man ikke må anfægte, og som man loyalt må underkaste sig, hvis ikke man skal mistænkes for at gå ’fjendens ærinde’. Og siden 2005 har den loyalitet primært været forventet af os danskere i forhold til at ytre sig om en anden religion – nemlig islam.

Selve debattens indhold vil jeg ikke bruge tid på at diskutere. Der er sagt meget. Og retten til at sige det vil jeg på ingen måde heller anfægte, ligeså vel som jeg tager den skarpeste afstand fra de (døds-)trusler som journalister, kunstnere, tegnere og debattører har fået pga. af deres holdninger og ytringer. Mit ærinde er derimod at udtrykke bekymring for hvordan vi behandler ytringsfriheden, og om vi risikerer at forvandle den til en størrelse den slet ikke kan leve op til – adskilt fra sit egentlige formål.

Som jurist lider jeg nok af den skade at jeg har brug for en nogenlunde klar formålsparagraf når det handler om rettigheder eller friheder, som vi skal udøve. Samme behov udtrykker Ejvind Hansen også:

”Ytringsfriheden er der og i stedet for at gøre den til et mål i sig selv, skal vi tale om, hvad formålet er med den. For mig er det en offentlighed, hvor der er sammenhæng mellem de diskussioner, der er i samfundet, og de beslutninger, der bliver taget, og hvor der er en mangfoldighed af stemmer”. 

Om det er en formålsbeskrivelse jeg fuldt ud kan tilslutte mig uden tilføjelser, ved jeg ikke, men det lyder i hvert fald ikke forkert. Pointen er dog at der er behov for et formål, for uden et formål, så mister den sin historiske værdi, og afløses af en meningsløs fremtid. For hvorfor har vi den? Hvorfor er den værdifuld? Hvordan bruger vi den? Hvem bruger vi den overfor? Og gavner den i alle sammenhænge? Det ytrer vi os ikke så meget om.

Firoozeh Bazrafkan kalder ytringsfriheden for sin religion, mens andre debattører kalder sig for ’ytringsfrihedsfundamentalister’. Det er en ærlig sag. Men når man forsegler den med absolutte begreber adskiller man dermed dels ytringen fra friheden – da det er friheden bag den, der er det principielt væsentlige – og dels skaber man et uforsonligt udgangspunkt for en debat om samme frihed. Ytringen selv er sekundær, og meningsløs uden friheden. Friheden derimod kan sagtens stå alene.

For hvis ytringsfriheden er en religion, er den i sin frieste form, ufejlbarlig – selve ytringen kan man være uenig eller enig i, men den er ikke vigtig. Ytringen får alene sin berettigelse og principielle værdi gennem friheden. ’Ytringsfrihedsfundamentalister’ vil med det samme sige, at de selvfølgelig er kritiske over for tåbelige ytringer, og at disse ikke er synderlige værdifulde. Men i mødet med friheden må de hellere end gerne være til stede, deres eksistensberettigelse får nemlig samme værdi, alene fordi de er frie. Formålet blive derfor som det første friheden, dernæst kan man så diskutere, om den kan have andre og ligeså vigtige formål. Men disse andre formål hverken kan eller må, i nogen som helst grad, være den absolutte friheds modsætning.

Mit indlæg er derfor også en opfordring til en ny debat om, hvilket formål vi mener ytringsfriheden har, eller skal have i vores samfund - således at den ikke bliver et gidsel i en kedelig og ensidig retorik om hån, spot og latterliggørelse, islam, ytringsfrihedsfundamentalister og politisk ’korrekt elite’.

Religiøse fundamentalister er svære at debattere meningsfuldt med – det gælder også hvis religionen hedder ytringsfrihed. Måske kan debatten begynde et andet sted. Det bliver det hele nemlig ikke mindre frit af. Kun mere meningsfuldt.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

06/03/2014 - 09:06

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper