Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Landsforvist – Er det takken?

Jeg har tjent Danmark under forskellige himmelstrøg som soldat – bl.a. i Kosovo og i Afghanistan. Det har alle gange været for andre folkefærds friheds skyld. Retorikken fra politisk hold har været, at Danmark kunne bibringe demokrati og basale frihedsrettigheder til de nødstedte folkefærd. Men hvad kan vi egentlig ”lære” dem? Og er vi selv så demokratiske og frie, som vi ynder at tro?

Min oplevelse af Danmark er ikke længere, at det er et frit land. Helt basale frihedsrettigheder, som man tager for givet i andre lande, vi normalt sammenligner os med, er ikke eksisterende. Det har jeg mærket på egen krop ved flere lejligheder. Senest ved at jeg skulle søge myndighederne om lov til af gifte mig med min kone, som er fra Columbia. Først efter en kamp med et umenneskeligt bureaukrati, papirnusseri og mistænkeliggørelse lykkedes forehavendet. Flere gange under dette forløb måtte jeg lægge ører til bemærkninger som: ”bevis det”, ”vi har jo mange nigerianerne, der udnytter systemet” osv.



Det er som om, at alt er vendt på hovedet. Staten forventer en bestemt adfærd hvad enten, den er negativ eller positiv. Som borger er du til for staten, og man kan næsten høre staten sige: ”Bevis, at du er, som vi vil have, du skal være”. Omvendt bevisbyrde er normen. At dette holder stik, afspejles meget tydeligt i en total menneskefjendsk udlændingepolitik, som griber ind i de danskeres liv, der vælger en udenlandsk partner. Her skal man søge om lov til at bo sammen med sin partner, og afvises ansøgningen, bliver man adskilt fra sin partner gennem statsmagtens totalitære indgreb i familielivet. For et er sikkert. Din partner/ægtefælle udvises på stedet og om nødvendigt med brug af magt.



Gennem ansøgningsprocessen oplever man igen at skulle bevise, at man netop er, som staten forlanger det. Et af ritualerne, som den herboende ægtefælle/danske statsborger skal igennem, er at skulle rende spidsrod mellem alle tidligere bopælskommuner indenfor en treårig periode for at indsamle stempler og dokumentation på, at man ikke har modtaget noget af det offentlige. Sjovt nok skal man ikke indsamle dokumentation på hvor meget, man har bidraget med, for det er den almægtig stat ligeglad med.



Man skulle mene, at dette er oplysninger, som allerede er tilgængelige i systemet? For mig opleves det som beskæftigelsesterapi for offentligt ansatte og en slags hindring, for at man skal opgive sit forehavende. Selve ansøgningsskemaet er på 38 sider og en historie helt i sig selv. Her skal man bl.a. svare på spørgsmål som: ”Var I to til Brylluppet?”, hvor man tænker: ”Nej, jeg blev da gift med mig selv, og gad vide om der kommer flere dumme spørgsmål?”. Ja, det gør der, hvis man skulle være i tvivl. Når man langt om længe er nået gennem skemaet, har indsamlet div. dokumentation, som i flere tilfælde i min optik er helt uvedkommende for staten, skal ansøgningen afleveres. Først kørte vi til politistationen i Middelfart, men her ville de ikke tage imod den. Betjenten var dog så venlig at henvise os til Kolding, som vi lige akkurat kunne nå inden lukketid.



Velankommet til Kolding mødte vi en ekspedition uden kunder og fornemmede irritationen over, at vi dukkede lige inde lukketid. Vi fik besked på at gå ud igen og opad en trappe for at trække et nummer i et lige så tomt venteværelse. Med nummeret i hånden kunne vi så gå i gang. Jeg fik besked på, at det at trække et nummer var en regel, uanset om der var andre eller ej. Min kone blev hevet ind til fotografering og fik taget fingeraftryk. Derefter fulgte en perfid gennemgang af ansøgningsskemaet, hvor autoriteten bag skranken yderst køligt og med et meget mistroisk blik konstaterede, at ansøgningen var afleveret én dag for sent ift. udløbet af hendes visum.

Dette var ikke nemt at forudse – måske også min fejl at jeg ikke havde bemærket, at der ikke stod 90 dage, men derimod 85 dage. Det var svært at aflevere den om fredagen, for der havde vi bryllup og skulle jo bruge vielsesattesten til ansøgningen. Som tidligere nævnt havde hele denne proces jo også trukket ud grundet bureaukratiet.

Ved henvendelse til Udlændige”service” fik vi efterfølgende at vide, at vi helt sikkert kunne forvente en afvisning på ansøgning om ”familiesammenføring”, fordi den netop var afleveret én dag for sent. Med andre ord kan den stat, som jeg ikke har lagt til last, og som jeg i årevis har bidraget til med skyhøje skatter samt har haft ”røven i skudhøjde for” gennem mit arbejde, ikke godkende min hustru. Er det dét, man kan kalde for et frit land?

Man jo bliver jo landsforvist, hvis staten ikke godkender ens ægtefælle, for man efterlader selvfølgelig ikke sin hustru eller sender hende væk!

På den anden side af Øresund har vi ”Forbuds Sverige”. Det er besynderligt og skæbnens ironi, at vi nu er nødt at udvandre fra Danmark til Sverige, fordi at vi åbenbart godt må bo sammen der qua mit ”EU-statsborgerskab”.

Hilsen en landsforvist


10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem eller sponsor her


Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Del eller citer med linket her

MediaCreeper