Ifølge Ole Birk Olesen havde hans debatindlæg "Syv anklager mod kvinder" (Vox Liberalis, 2010) til hensigt at vise, at det er mindre acceptabelt at kritisere kvinder, end mænd.
At indlægget stadig skaber shitstorms og politisk furore efter syv år bevidner, at han ikke var helt ved siden af med denne tese, eftersom han næppe skrev noget om kvinder, der er værre end ting, feminister siger dagligt om mænd i medierne.
Det var et modigt indspark i ligestillingsdebatten, men det ser ud til, at den fede ministerpost har blødgjort OBO en del, siden han træk lidt halvvejs i land, i stedet for at holde fast og anbefale Rød Vuggestue at sluge en tudekiks og bruge tiden mere fornuftigt.
Dette fik mig til at tænke over, om ikke tiden er inde til endnu syv anklager, denne gang mod feminismen?
Jeg anklager feminismen for:
1. at være en religion.
Feministisk "teori" har ikke noget videnskabeligt grundlag, men er i snarere en slags mytologi, opretholdt af troens evangelister. Ideer som "patriarkat," "voldtægtskultur," "glasloft" og "uligeløn" er ikke støttet af hverken evidens eller logisk argument, men holdes i live af dogmatisk gentagelse.
Ligesom kristendommen har feminismen sin statsfinansierede kirke i form af Kvinfo, som man - i modsætning til Folkekirken - ikke har mulighed for at melde sig ud af mht. at betale til den.
Akademiske miljøer holder hånden over den hellige feminisme og skåner den for kritik, også på skatteydernes regning, sådan at følelser, synsninger og studentikose tanketorsk hyldes som om de var holdbare ideer.
Feminismen har også sine højtider som f.eks. 08. marts, en slags "Feministmas," hvor troens grundsætninger opremses endnu engang og sandhedsillusionen bekræftes ud fra devisen, at alle kender dem udenad.
2. at være utroværdig.
Det er som om feminismen har to modsigende narrativer:
Den ene går ud på, hvor stærke, seje og selvstændige, moderne kvinder er, samt at de ikke længere har brug for det uduelige, umodne og utidssvarende mandekøn, som de overhaler på alle fronter.
Den anden går ud på, at der er så meget "glasloft" alle vegne, at fremskridt kun kan opnås via statslig intervention.
Disse narrativer kan ikke passe samtidigt, og derfor optræder feminismen på en gang stærk og sej og selvstændig, men kun indtil der er mere at hente ved at skifte rolle til hjælpeløst offer.
3. at være principløs, opportunistisk og forkælet.
Når feminismen kræver kønskvoter til f.eks. højt eftertragtede lønmodtagerstillinger er der tale om krav på en ret på basis af køn.
Når den er uvillig til at diskutere kønsbalancen på mindre eftertragtede områder, herunder snavset, tungt og farligt arbejde er der tale om forsømmelse af en hver tilsvarende pligt.
Man vil have fri pas til toppen af rangstigen, mens andre klarer grundarbejdet.
4. at være retorisk afmægtig og manipulerende.
Feminismens troværdighedsproblemer vækker skarp kritik, som feminister er ude af stand til at besvare på nogen saglig måde. Dette kommer til udtryk i censur, blokering og et hav af retoriske unoder, herunder brug af stråmænd, ad hominem angreb og udskamning.
Blandt mindre indlysende logiske fejlslutninger kan nævnes typen "tyv tror, hver mand stjæler," hvormed en hyppig feministisk unode er misrepræsentation af modpartens kritik som "klageri," tilsyneladende ud fra en fejlagtig antagelse, at modpartens position er en spejlvending af egen offerrolle.
Udskamning af modparten er et reaktionært træk hos feministiske debattører, der går ud på at klandre modparten for sine udtalelser, dog uden at forholde sig til, hvad der bliver sagt. F.eks. har "mansplaining"-kortet til formål at tage luften af modparten på denne måde, men det er et selvmål, fordi den uantastede kritik består.
5. ikke at kende forskel mellem "debat" og "kampagne."
Feminister efterlyser ofte flere mænds deltagelse i køns- og ligestillingsdebatten, selv om vi faktisk er ret mange mænd, der blander os og har blandet os længe.
Når man påpeger dette for feminister (f.eks. i en debat) får man tit at vide, at den måde, man blander sig på, er forkert.
Kritik og uenighed fremkalder beskyldninger om "afsporing" af debatten. Derfor virker det som om feminister kun efterlyser enige mænd til en bestemt rolle, nemlig at føre kampagne på feminismens vegne.
Men når mandlige feminister som Henrik Marstal og Rasmus Brygger fremstår som feminismens retoriske fyrtårne herhjemme er det let at se, hvorfor feminister efterlyser flere riddere af denne art. Det er næppe for at debattere, men snarere for at annoncere.
6. at være en totalitær ideologi.
Når feminister hævder, at forekomsten af overtrædelser mod kvinder bevidner samfundets "voldtægtskultur," "misogyni," eller "sexisme," antyder de dermed, at samfundet først lever op til feminismens standarder (fri for disse ting) når den forhindrer 100% af sådanne overtrædelser.
Enten betyder dette, at kriminalitet kun burde ramme mænd, eller at et acceptabelt samfund indebærer ingen kriminalitet. Prisen på et sådant samfund, hvis det overhovedet var realiserbart uden for (f.eks. orwell'sk) skønlitteratur, var vistnok en total indskrænkning af frihed og borgerrettigheder.
7. at være reaktionær.
Feminismen begyndte på et legitimt demokratisk grundlag og sejrede i høj grad for længe siden. I kraft af dette nød feminismen en moralsk overlegenhed, således at den gennem lang tid ikke behøvede egentlige argumenter til eget forsvar.
Frygt for negativ stigmatisering holdt mange potentielle kritikere fra at udtale sig, mens en ældgammel ridderlighed, der beskytter kvinder mod risici og ubehag (og henviser dem til redningsbådene først), også lod feminismen slippe let, selv når den var helt gakgak.
Men en uundgåelig konsekvens af den vundne ligestilling er, at ingen fredes evigt for kritik, som i dag besvares af feminister med samme slags selvgodhed og selvtilfredshed som dengang de moralske aktier stadig virkede gode.
Ironien er, at feminismen har indtaget samme slags reaktionære position som den engang var oppe imod, hvor en stærk forankring i den herskende moral og status quo synes at fritage en for saglighed. For offerrollen har betalt sig for feminismen. Indtil videre.