Gå til hovedindhold

Skabagtig socialdemokrat i forudsigeligt angreb på Liberal Alliance efter fornuftigt KVINFO-udspil

Af Lennart

På en eller anden måde blev en tidligere socialdemokratisk ministers kone chef for KVINFO.

Hendes CV var meget sparsomt dengang hun fik chefposten. Mange var med rette overraskede.

Det var jeg ikke. Bestemt ikke.

At KVINFO har en forkærlighed for partierne på venstrefløjen - herunder socialdemokratiet - og at forkærligheden er gengældt, det kan man selv forvisse sig om ved at grave lidt i tingene.

Her på Folkets Avis dokumenterede vi, at der dels var politisk bias i KVINFO's artikler og dels at der var rigtigt mange kvindelige politikere fra venstrefløjen anført i KVINFO's såkaldte ekspertdatabase og i sammenligning meget færre fra højrefløjen.

KVINFO er altså i udgangspunktet ideologisk.

Det er derimod ikke ideologisk - på trods af hvad Socialdemokratiet hævder - når regeringen med Liberal Alliances Mette Bock i spidsen vil reducere den offentlige støtte til KVINFO.

Der er blot tale om en normalisering af forholdene så KVINFO kommer tættere på de forudsætninger som gælder for andre interesseorganisationer i landet.

Som skatteborger er jeg meget tilfreds med fremover at slippe lidt billigere i forhold til at støtte op om et KVINFO som dels er stærkt venstreorienteret og dels forudindtaget imod mig som mand.

Socialdemokraterne nøjes end ikke med at kritisere Mette Bock. Nu har partiets skabagtige kulturordfører Mogens Jensen kaldt både Mette Bock og ligestillingsminister Karen Ellemann i samråd.

Noget socialdemokraterne efterhånden har for vane at gøre i tide og utide for på den måde at forhindre regeringen i at passe sit arbejde.

I det hele taget har socialdemokraterne i disse år det med på alle mulige måder at forsøge at spænde ben for folkestyret - dels med konstante kalden i samråd, dels med en lind strøm af idiotiske § 20-spørgsmål.

Hvorfor skal regeringen spilde sin tid og befolkningen sine penge på disse tåbelige og evindelige samråd som socialdemokraterne kræver regeringen i?

Altinget.dk har mere om sagen.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.