”Jamen, hvad laver I?”, spurgte jeg kontorchefen. ”Ja, det fremgår jo af vores betegnelse. Vi står for fisningen her i landet.” - ”Jeg synes da ikke, jeg kan lugte noget.” – ”Næ, men man kan jo ikke bare skue hunden på hårene. Den mere intensive del af arbejdet foregår andre steder. Vi har valgt at henlægge det konkrete arbejde til Udkantsdanmark, hvor vi vækker mindre opmærksomhed.” – ”Hvad laver I så her?”
”Det drejer sig administrative og overordnede opgaver, herunder en løbende evaluering. Det sidste er et politisk krav. Desuden interesserer vi os også for produktudvikling og samarbejde med andre kontorer på et internationalt plan. F.eks. har vi lige haft fem medarbejdere på en studietur til USA. De er kommet meget længere end os med fisearbejdet. Vi har besøgt centre i både New York og Seattle. De har planer om statslige afdelinger derovre.”
”Det har inspireret os til at foreslå fiseafdelinger på regionalt plan her i Danmark. Forslaget har da også mødt politisk velvilje. De har jo allerede ekspertisen i regionerne, og Kommunernes Landsafdeling følger vores arbejde tæt. Vi skal heller ikke overse EU-dimensionen. Der er velfungerende fisekontorer i både Frankrig og Italien, mens englænderne er mere modvillige. Men det skal nok ændre sig, når de opdager, hvor mange arbejdspladser der er i det her. Sådan set har vi jo allerede en forpligtelse til fiseharmonisering inden for de europæiske rammer. Det i sig selv er en vældig udfordring.”
Jeg undrede mig og indvendte: ”Det er vel ikke så svært. Det er da noget, der umiddelbart ligger til de fleste af os.” Kontorchefen smilte overbærende: ”Det var en meget overfladisk bemærkning. Man skal dybere ned i emnet. Det er jo ikke sådan, at folk her kommer lige ind fra gaden og sætter sig til at fise. Det skal foregå korrekt og i overensstemmelse med de bestemmelser, der allerede er udarbejdet. Der er jo standarder for den slags. Men du kan da ansøge om at komme herind. Vi er altid interesserede i ny folk og andre måder at gøre tingene på.
”Men jeg må nok indrømme, at selv om der kommer mange forslag, er meget af det ikke andet end varm luft. Der kommer en del unge mennesker her, der prøver at svindle sig til fastansættelse. De suger luft op i endetarmen og slipper den ud igen. Men det gamle trick narrer os ikke. Vi lægger netop særlig stor vægt på økologisk holdbar fisning. Så vi holder os helst til de gængse løsninger. Men vi kan ikke fastholde og udbygge dem uden en udstrakt kursusvirksomhed. Det er faktisk en stor del af vores virke.” Jeg tænkte på kontorchefens ord og tændte en smøg. ”Dette er en offentlig arbejdsplads”, sagde han og bar min cigaret væk i en udstrakt arm.
Resten af dagen gik med, at en ung medarbejder viste mig rundt i den femetages bygning. Det virkede, som alle var beskæftiget med noget, især omkring kaffemaskinerne. Hver gang jeg så en medarbejder, gik han med et stykke papir i hånden og en mine, som han var på vej til et møde. Nogle af møderne foregik åbenbart ude på toiletterne. Jeg talte også med både tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne. Fisekontoret var alle måder på forkant. Bl.a. havde de et multikulturelt andagtsrum for kristne, ateister, buddhister, muslimer og feminister. Det var blevet indviet med deltagelse af både ligestillingsministeren og Københavns biskop.
”Men hvor foregår fisningen?”, spurgte jeg igen, for nu var jeg ved at blive utålmodig. ”Ja, lige den side af sagen er ikke helt enkel. Det foregår ikke her i huset, men rundt om på forskellige lokalcentre.” ”Må jeg så snuse til et eller to af dem?” For nu var jeg faktisk ved at blive gal i skralden. – ”Jamen, det er ikke så let”, smilte den unge mand forlegent. ”Vi har været i gang med en større omstrukturering, og det har vi brugt rigtigt meget tid og mange kræfter på her. Vi har bl.a. slanket strukturen og arbejdsgangen for bedre at kunne møde de fremtidige udfordringer, så nogle af lokalcentrene er blevet nedlagt eller underlagt andre opgaver. Vi er midt i en opbrudsperiode, så for indeværende kan vi ikke imødekomme dit ønske.”
Nu havde jeg fået nok: ”Vil det sige, at folk bare sidder og fiser den af her?” – ”Hov, hov,” svarede han: ”Der er vel ingen grund til at bruge stærke ord.” – Han fik mig til at blive truende: ”Er du ikke bange, bare for lidt, for Ekstra Bladet?” – Han smilte overlegent: ”Overhovedet ikke. Det hænder da, at der kommer andre som dig her. Selvbestaltede samfundskritikere, der absolut skal stikke næsen i noget, der ikke kommer dem ved. Ekstra Bladet skriver måske et par artikler, politikerne udtrykker deres fulde tillid til os, og i løbet af en uges tid falder det hele til ro igen. Det mønster kender vi.” –
Jeg sagde ikke noget, men forlod bygningen med faste skridt. Siden den dag er sport det eneste, jeg ser på tv.