Forfatterinden Anne Lise Marstrand-Jørgensen gør sig i dag bemærket med et interessant interview i BT.
Interviewet afslører en måde at anskue verden, virkeligheden og historien på, som desværre er blevet alt for udbredt.
I Marstrand-Jørgensens øjne skal historieformidling været noget, som kvinder kan spejle sig i:
Kvinder har også brug for at kunne spejle sig i historien. Og man kunne godt prøve at tage det et niveau op for en gangs skyld. Hvis mænd prøver at forestille sig en verden, hvor alt historieformidling er båret af kvinder, og hvor det eneste de så, når de kiggede rundt i byen, var kvinder på heste og så videre. Det tror jeg ikke, de ville synes var særlig spændende.
Historien skal simpelthen skrives om, så moderne kvinder kan bruge den som accessory til at afstive egoet med. Man skal jo føle sig godt tilpas og empowered, når man lærer om fortiden, ikke?
Præmissen er jo så en forestilling om, at historien i dag er skrevet, så mænd kan spejle sig i den. Og underbygge deres selvtillid på den vis. Det må vist kaldes en projektion fra Marstrand-Jørgensens side.
Det kunne jo også tænkes, at historien er skrevet og formidles med det formål at blive klogere på fortidens begivenheder og tilstande og ikke bare som noget, der skal afstive folks ego i kraft af deres køn som enten mand eller kvinde.
Har du tænkt over det, Marstrand-Jørgensen?
Det er en mildest talt besynderlig opfattelse af historie og formidling som Marstrand-Jørgensen lægger for dagen.
Nå, men hvis vi for en kort bemærkning accepterer Marstrand-Jørgensens ambition om at historieformidling skal have til formål at tilfredsstille hendes egen og andre kvinders forfængelighed – hvordan skulle en sådan så se ud?
Det giver hun også et bud på:
Man kunne eksempelvis vise tre kvinder og en mand i stedet for fire mænd i den scene, hvor de går på jagt i istiden.
Det ville måske booste Marstrand-Jørgensens selvtillid. Sådan en idé om at kvinder gik på jagt og mænd var hjemme og passede børn, passer godt med feministiske idealer.
Andre kvinder ville måske finde ideen besynderlig, hvis ikke decideret bizar.
Under alle omstændigheder har det intet som helst med virkeligheden at gøre. Det har intet med historien at gøre. Det er ren og skær fiktion.
Det var mænd der gik på jagt - uanset om Marstrand-Jørgensen personligt ville foretrække, at det var kvinder.
Man turde måske håbe, at en forfatter formåede at skelne mellem fiktion og fakta. Men nej.
"You can't handle the truth" - fristes man jo til at sige.
Skal vi så opgive at afdække fortiden sandfærdigt, fordi indretningen af samfundet dengang måske ikke stemte overens med nutidens feministiske overbevisninger?
Naturligvis ikke.
Vi skal forsøge at komme så tæt på sandheden om fortiden som muligt. Også når den ikke flugter med politisk korrekthed eller personlige præferencer.
Og i den proces skal vi ikke tage hensyn til skrøbelige egoer eller ideologiske overbevisninger.
Har Marstrand-Jørgensen brug for et safe space, hvor mænd passer børn og kvinder går på jagt, kan hun slukke for DR og skabe det i sit eget hjem.