Gå til hovedindhold

Den kollektive udskamning af mænd

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

I forbindelse med at en 22-årig byrådspolitiker fra Nyborg har anklaget mændene i byrådet for at være sexistiske og udøve sexchikane, ser vi den sædvanlige tyranniske tilgang til emnet – en tilgang som ærlig talt er trættende. Mest fordi at det er et tyranni, som har politiske agendaer og oven i dæmoniserer (mande)kønnet.

Det er en klassiker inden for kønsdebatten. Man går ud og italesætter en sexisme som rammer kvinder, hvor der i anklagen er en kollektiv udskamning af mænd. (Man hævder at sexismen er systematisk og på et strukturelt niveau).

Hvis du som mand påtaler det urimelige (og sexistiske) i anklagen og den underliggende generalisering, så sker der 2 ting.

(1) Man "sidestepper" og siger efterfølgende når man mødes af kritik, at det naturligvis kun gælder de sexistiske mænd – og (2) det bør du ikke have et problem med - medmindre du naturligvis selv er en sexistisk mand og føler dig truffet? Så er det ligesom på plads. Forsætter man kritikken, så er man stemplet som sexist og klam. 

Vi kender det også fra USA – især i forbindelse med debatten om voldtægter på amerikanske universiteter - hvor det hævdes at USA er plaget af en voldtægtsepidemi – altså en slags kollektiv anklage - hvor mænd (kønnet) ses som potentielle voldtægtsforbrydere. Og hvis kritikere hævder at tallene (udbredelsen) og anklagerne er vildt overdrevne og led i en hysterisk kvindepolitisk agenda, der udspringer af ekkokamre og useriøse kønsstudier, så bliver de selvsamme kritikere stemplet som folk der tager voldtægt i forsvar og muligvis selv er en sådan type.

På den måde tyranniserer man debatten og lukker ned for enhver form for kritik af den ofte grove kønslige dæmonisering. Derfor bliver mange mænd irriteret over (nogle) kvinders måde at diskutere på og fremlægge tingene.

Det skyldes ikke en uvilje mod at beskæftige sig med egne køns dårligdomme, om end der efterhånden er gået inflation i at skyde på mænd, men da der ofte ligger en kollektiv anklage mod kønnet, hvor der tales om giftig maskulinitet eller patriarkalske strukturer, så bliver det til en kollektiv udskamning.

Medierne synes også mere end villige til at kaste sig over disse sager med stor appetit, mens kvinders dårligdomme sjældent bliver til et emne. Mænd er stadigvæk skurkene, mens kvinderne – i hvert fald dem som tilhører venstrefløjen – altid er ofre. Kvinder lever i et undertrykkende patriarkalsk samfund, hvor mænd altid er problemet, mens kvinderne har patent på skammermagten.

Det er den evige anklage mod mænd. Hvis du er mand er du potentielt farlig eller bare rigtig træls og klam overfor kvinder, og du kan ikke styre din opførsel. Du zig-zagger i et minefelt af stærke og selvbevidste kvinder, eller de krænkelsesparate af slagsen, hvor man er en bemærkning fra social udskamning.

Medierne og disse højtråbende kvinder har ingen sans for proportionerne og den faktiske virkelighed i det kønslige minefelt. Ting bliver italesat ud fra enkeltsager eller vildt overdrevne tal, som ikke har set skyggen af redelig forskning og intellektuel såvel som journalistisk integritet.