Gå til hovedindhold

Konfrontationen og staten

Af Jakob
På den yderste venstrefløj findes nogle ekstremistiske grupperinger, heraf kalder den ene sig Antifascistisk Aktion, Antifa, og har tætte relationer til Researchkollektivet Redox – begge nævnt i SFI’s rapport over de 15 ekstremistiske miljøer i Danmark.
 
 
Redox har til huse i VerdensKulturCentret:
Researchkollektivet Redox
c/o VerdensKulturCentret
Nørre Allé 7
2200 København N
 
Man kan diskutere, om det offentlige skal lægge lokaler til et miljø, det offentlige selv betragter som ekstremistisk, men det er nu ikke denne diskussion, der er mest interessant i mine øjne – før til allersidst.
 
Redox har øjensyneligt et erklæret formål, og det kan man læse om, sammen med deres baggrund, på deres hjemmeside, https://redox.dk/, hvorfra jeg har taget følgende tekst:
 
”Det har konsekvenser for fascisterne at blive trukket frem i lyset. Når en mor finder ud af, at hendes søn bruger søndag på at slås side om side med White Pride, så får det følger. Nogen gange trækker sønnen sig derefter fra sine nazistiske kammerater – andre gange gør han ikke. Det samme gælder, når klassekammerater, lærere, kollegaer, bedsteforældre eller alle mulige andre finder ud af, at en de kender er aktiv på den yderste højrefløj. Vores journalistik giver folk mulighed for at sige fra overfor fascisterne.”
 
DEN UMIDDELBARE INTENTION
Den umiddelbare intention er, at socialt isolere deres modstandere, så de stopper med at ytre deres synspunkter, eller mere naivt; stopper med at have disse synspunkter. Synspunkter, Redox selv forstsætter med at udbrede, under dække af ”journalistisk” virksomhed – de er tilmeldt pressenævnet.
 
KONSEKVENSEN
Redox isolerer deres modstandere socialt, så de kun kan have omgang i deres ekstremistiske miljø – måske i tavshed – og nyde den fulde glæde af et ideologisk ekkokammer, alt imens Redox vedholdende holder synspunkterne i live på deres avis.
 
FUNKTIONEN
Ser vi bort fra den umiddelbare intention, finder vi en funktion, hvor deres politiske modstanderes synspunkter forstærkes og løbende nærres.
 
EKSEMPEL
En person er blevet udhængt som racist fordi han har deltaget ved For Friheds demonstrationer, og mister afledt deraf sit arbejde og oplever, at venner og bekendte tager afstand fra ham - han er nu afskåret fra venstrefløjen og midtblokken i det politiske landskab. Han har fået én over nalderne, og ytrer sig ikke længere, men har et voksende had til den ekstremistiske venstrefløj og resten af samfundet, der har ladt ham i stikken.
 
Manden kan dog stadig læse på egen og modpartens fløjs medier, hvilke bevægelser, de begge observerer:
Han læser eksempelvis følgende citat på Redox, sagt af en fra højrefløjen – hans egen fløj:
 
”Det er jo sådan, at krigen har mange fronter og der kan være store fordele i at man ikke afslører over for fjenden hvordan man ser ud. Så mens vi står her i dag, så er der hundredetusinder der sidder hjemme og klargøre deres våben og øver sig på at ramme med deres rifler. Det er desværre nødvendigt og nogle har altså valgt i dag at møde op for at være talerør for de mange som er hjemme og forberede sig.”
 
Måske tænker manden nu, at det er det, han må gøre: klargøre våben – konfrontationen rykker nærmere.
 
På Redox’ egen fløj, sidder en anden og læser samme beretning, og tænker nøjagtigt det samme; de opruster, nogen må stoppe dem, klargør dine våben - konfrontationen rykker nærmere.
 
De radikaliseres også selv, som her, hvor politiet under ransagning, på 10 adresser i miljøet omkring BumZen, har fundet gasmasker og kasteskyts: http://ekstrabladet.dk/112/25-anholdt-politiet-finder-gasmasker-partisansoem-og-kasteskyts/6669418
 
Der er mange fronter – der har flere metoder til fælles - og som alle ender med at tænke det samme.
 
Kan en konfrontation undgås, når alle parter tænker at den nærmer sig?
 
STATEN
Skulle en konfrontation mellem venstre- og højreekstremister – (og højreekstremister og islamister?) - opstå, ved vi med sikkerhed, hvad der sker; staten træder til med ekstra overvågning, begrænsning af ytringsfriheden og yderligere afvæbning af befolkningen: En mere totalitær stat.
 
Jeg siger ikke, at det er overlagt, men helt ude på den yderste venstrefløj, til venstre for dem, der mener at folk kun må eje deres egen tandbørste, findes en ekstremistisk gruppering, der huses af det offentlige – og som har et virke, der trækker mod en mere totalitær stat – konfrontation eller ej.
 
I Sverige er der allerede lavet et offentligt tilgængeligt register over personer, ”myndigheten Svenska Institutet” mener ytrer blandt andet had – sikkert udgivet med umiddelbart gode intentioner – men konsekvensen er nok den samme, som tidligere nævnt.