Gå til hovedindhold

"Folkets Avis burde kunne køres for under 100 kroner om måneden"

Tak for feedback, "Nix"!

Jeg svarer her, da du ikke efterlod en fungerende e-mail-adresse. Din kommentar indeholder nogle misfortåelser og nogle gode pointer:

Hej Folkets Avis

Først og fremmest tak for det store arbejde, I gør. Det er dejligt at se et liberalt website. Når det er sagt, har jeg dog lige et par forslag til forbedringer: I kører meget på, at I ikke modtager mediestøtte. Men mediestøtte gives jo som udgangspunkt til medier, som rent faktisk leverer nyheder. Jeres stof er primært meningsstof, som de færreste får betaling for. Og de gange, hvor Folkets Avis leverer nyheder med research, er det som oftest nyheder fra Journalista.

Og tak for din feedback og dine forslag til forbedringer. Jeg vil nok sige at Folkets Avis er bredere end "liberal", men det er ikke helt skudt forbi.

Det er korrekt at hovedparten af vores indhold er opinion. Men der er faktisk også en del analyse – blandt andet lederen. Og også en pæn portion journalistik, du ikke finder andre steder. Faktisk har vi mere original journalistik i forhold til citathistorier end de fleste store medier.

Og det er IKKE korrekt at vores egne "rigtige" nyheder er fra Journalista. Det er korrekt, at det er Lars Bjørknæs som laver en stor del af vores artikler, og at han også skriver på Journalista, men de artikler, han laver på Folkets Avis, findes ikke på Journalista. Med undtagelse af citathistorierne, naturligvis. Men det er en kategori for sig selv - og tydeligt mærket som sådan.

Derudover laver jeg også selv rigtige journalistiske artikler med interviews, research og det hele. Og vi har haft enkelte andre skribenter og freelancere tilknyttet mod betaling, ligesom Lars Bjørknæs også modtager honorar for de artikler, han laver til Folkets Avis.

Så jo, vi laver faktisk rigtig journalistik. Endda med bilag og det hele. Dem skal man dog være abonnent for at kunne se.

Selvfølgelig vil vi gerne lave endnu mere, og det kommer vi også til, hvis flere opretter abonnement.

Lige præcis dérfor undrer det mig, at I har så stor fokus på, at I ikke får mediestøtte (det får de færreste holdningsbaserede blogs :) ).

Vi har som sagt både debatstof og "rigtig" journalistik, så vi ville godt kunne ansøge om mediestøtte, men det vil vi ikke af forskellige principielle årsager, som det ville være for omfattende at komme ind på her.

Og jeres store fokus på abonnement undrer mig også. Med frivillig hjælp burde et site som Folkets Avis kunne køres for under 100 kr. om måneden.

Hvis du kan køre et site som Folkets Avis for 100 kroner om måneden, vil jeg anbefale dig at gøre det :)

Så har du en pæn profitmargen. Hvis du prøver det i praksis, vil du nok opdage at det ikke er så nemt at drive et medie for en hundredelap om måneden. For dem, som laver det journalistiske indhold, skal naturligvis have løn for det.

Og jeg skal selv kompenseres i en eller andre grad for alle de mange timer, jeg lægger i avisen - pt over 60 om ugen.

Frivilligt arbejde er vældigt fint i mange sammenhænge, men det bliver svært at bygge en avis med egen indholdsproduktion på det.

Det er naturligvis jeres ret at tage den pris for jeres arbejde, I vil - men jeres betalingsmur mindsker jo chancen for, at jeres ideer bliver udbredt. Jeg siger det ikke for at forklejne jeres arbejde (ved godt, I bruger meget tid på det), men overordnet set har I større chancer for at opnå sympati for jeres holdninger, hvis I ikke gemmer dem væk bag en betalingsmur.

Vores debatindlæg, blogs og klummer er som hovedregel ikke lagt bag betalingsmuren. Jeg har lagt nogle af mine egne bag. Men andres debatindlæg er frit tilgængelige for alle, fordi jeg netop ønsker, at dem, som bidrager med indhold, skal nå så mange mennesker med deres budskab som muligt.

Det betyder dog ikke at gode debatindlæg kommer af sig selv. Her bruger vi også redaktionel tid på både at opstøve og redigere indlæg. Alt sammen tager tid. Et medie er noget andet end linksamling som reddit eller lignende.

I forhold til journalistikken, som delvist er bag betalingsmur, har du ret i, at den ville nå flere mennesker uden betalingsmuren, men det er et simpelt trade off mellem reach og indtægt. Og jeg skal have mad på bordet til mig selv og min familie og råd til at betale mine freelancere. Så derfor abonnenter og betalingsmur. Så må jeg leve med at lidt færre læser det.

Læsere som betaler via abonnement er betydeligt mere værdifulde for avisen, så derfor giver avisen også dem noget ekstra værdi tilbage. Simpelthen.

Vi tilbyder i øvrigt vel nok Danmarks billigeste avis-abonnement til blot 365 kroner for et helt år. Så alle kan være med - hvis de vil :)

Og så er der selve navnet Folkets Avis: "Folkets" er et ord, der gennem mange år er blevet (mis)brugt af socialister og kommunister. Så når man hører ordet "Folkets Avis" og ser det røde design, tænker man straks "okay, det her er et Modkraft.dk-lignende socialistisk site". Næppe det signal, I vil sende.

Det kan du have en pointe i. På den anden side er det et ret godt navn. Designet kunne måske nok være bedre. Indrømmet. Måske vi skifter til en anden farve på et tidspunkt. Vi har dog allerede lavet om for nylig, så nu venter vi lidt.

Håber, I vil overveje mine forslag, og fortsat god vind! 

Tak! Vi udvikler os løbende og tager gerne imod inputs.

Samtidig håber jeg at have fået afklaret et par misforståelser med mit svar her og forklaret lidt, hvorfor vi gør som vi gør.

 

De bedste hilsner,

Lennart

Stifter af og redaktør på Folkets Avis

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.