Vi skal bruge 331 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

"Jeg satte mig for at undersøge Støjberg-sagen til bunds – resultatet gør mig næppe populær blandt hendes modstandere"

Foto: Steen Brogaard / ft.dk fotos til pressebrug
Inger Støjberg. Foto: Steen Brogaard / ft.dk fotos til pressebrug

Antal

Debatindlæg af Camilla WInther Nissen

Vi har nu diskuteret frem og tilbage længe, og jeg er af den opfattelse, at Inger Støjberg havde retten moralsk på sin side. 

Men havde hun det også juridisk?

Diverse – heraf nogle småskingre – kommentarer om dette og hint har ikke afklaret ret meget, da folk blot har henholdt sig til, hvad de har hørt.

Ingen har kunnet pege på en specifik lov.

Ej heller har journalisterne været meget bevendt. Jeg har derfor prøvet at undersøge sagen selv, det vil sige ved at grovlæse Ombudsmandens redegørelse samt kigge på konventionerne, artikler, etc.

Jeg satte mig for at undersøge:

  1. Forelå der behørig årsag til, at Ministeren greb ind med sin pressemeddelelse/instruks 10. februar 2016?
  2. Blev Inger Støjberg advaret af sine embedsmænd og i givet fald om hvad?
  3. Forelå der andre mundtlige/skriftlige instrukser imellem ministeriet og Udlændingestyrelsen i den givne periode og altså inden de nye retningslinier 1. juli 2016?
  4. Hvilke/-n lov/-e er blevet brudt, der skulle gøre Støjbergs handlinger ”Klart ulovligt”?
  5. Hvad forstås ved ”gældende praksis”, og kan ministeren ændre den?

 

VAR DER BEHØRIG ÅRSAG TIL AT GRIBE IND?

Ombudsmanden skriver i sin afgørelse:

"Forud for 10. februar 2016 (…) har styrelsen fulgt en praksis for indkvartering af mindreårige med en ægtefælle eller samlever, hvor styrelsen ‒ bl.a. henset til straffelovens § 222 ‒ ikke indkvarterede mindreårige under 15 år sammen med myndige eller ikke myndige ægtefæller eller samlevere."

MEN der var 2 barnebrude på 14 år med ægtemænd på henholdsvis 24 og 28 år, og den ene 14-årige pige – med den 28-årige ægtemand - blev først adskilt fra sin ægtemand den 31. januar 2016 – i følge Ombudsmandens egen rapport s. 6 - EFTER det kom offentligheden for øre, og ministeren var nødt til at reagere, og ikke som følge af vanlig praksis, hvilket altså strider imod straffelovens § 222.

Således var der – efter min opfattelse - behørig årsag for ministeren til at gribe, da hverken vores konventionsforpligtelser eller straffeloven blev overholdt. Ej heller de ofte omtalte gældende retningslinjer blev overholdt. Adskillige politikere, herunder såvel socialdemokrater som radikale, udtalte offentligt, at det måtte der gribes ind overfor problemerne øjeblikkeligt!

 

BLEV STØJBERG ADVARET?

Støjberg blev orienteret om behovet for den individuelle vurdering. Min forståelse af sagen – dengang som nu – var dog, at man ville bevare den individuelle vurdering, men i første omgang adskille parrene, så barnebruden blev gjort opmærksom på, at hun altså havde nogle rettigheder.

Ligeledes etablerede man et team på på tre personer på Kontoret for Indkvarteringsvilkår (tidligere Forsørgelseskontoret) i Udlændingestyrelsen til at hastebehandle vurderingerne, således at man kunne bestemme, om adskillelsen skulle opretholdes.

Hvis man læser Ombudsmandens rapport virker det dog ikke på nogen måde som om, at embedsmændene har følt sig siddet overhørige – går ikke ud fra, at Inger Støjberg har formuleret besvarelserne til Ombudsmanden selv (er kancellistil og ikke hendes sprog). De gør på intet tidspunkt rede for en divergens imellem ministeriet og Ministeren.

HVILKEN KOMMUNIKATION VAR DER IMELLEM MINISTERIET OG UDLÆNDINGESTYRELSEN?

Så vidt jeg kan forstå- fra Ombudsmandens rapport, så udsendte Ministeriet en pressemeddelelse, som Udlændingestyrelsen sendte videre til indkvarteringsstederne som en instruks. Det var altså IKKE ministeriet, der udsendte en instruks. Det var Udlændingestyrelsen!

Mht. yderligere mundtlige og skriftlige instrukser fremgår det af Ombudsmandens rapport, at ministeriet løbende mundtligt har været i kontakt med Udlændingestyrelsen, og at man 15. marts 2016, 25. april 2016 og 9. maj 2016 skriftligt har kommunikeret om, at der skulle gøres undtagelser for den separate indkvartering, hvis det var i direkte modstrid mod konventionerne.

Derudover, så bliver der gentagne gange henvist til, at man naturligvis skal administrere efter gældende ret, hvilket man naturligvis ikke behøver skrive i instruksen.

 

HVILKE LOV/-E – OM NOGEN – BLEV OVERTRÅDT?

Ombudsmanden er dybest set såvel floromvunden som direkte i sin rapport. Han er direkte mht. at skrive, at ændring af praksis var ”klart ulovlig”, men meget floromvunden mht. hvilken lov, der er brudt. Det nærmeste man kommer det, er Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den har følgende ordlyd:

1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance. 
2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret,
undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt
i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge
uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller
for at beskytte andres ret og frihed.

Ombudsmanden udtaler, at for at kunne foretage et indgreb i en persons privat- eller familieliv, skal der foretages en individuel vurdering.

Men i tilfældet barnebrude, træder undtagelserne så ikke implicit som et minimum til et vist omfang i kraft? Og uden en individuel vurdering – i givet fald bør vurderingen vel foretages efterfølgende? På samme måde, som man kan træde ind, hvis man er bekymret for, at et strafbart forhold – som eksempelvis tvangsægteskab, overgreb på børn, etc. – finder sted? Hvor man beskytter barnet, for at overgrebene ikke skal fortsætte, imens man undersøger sagen? Og giver Den Europæiske Menneskerettighedskonvention os i virkeligheden ikke mulighed for netop en sådan praksis?

Ifølge FNs børnekonvention, så er et barn en mindreårig, dvs. en person under 18 år. Og netop børnekonventionens artikel 16, der handler om b a r n e t s ret til familie- og privatliv bliver af børneorganisationer og Unicef netop tolket som, barnet frie ret til IKKE at blive tvangsgift, men netop at være barn frem til det 18. år. Endvidere henviser organisationerne til, at børn i Danmark IKKE umiddelbart kan blive gift før de er 18 år, hvorfor ALLE børn i Danmark skal være underlagt de regler. Også hertilkommende.

 

GÆLDENDE PRAKSIS

Gældende praksis handler om, hvordan man forvalter en lov. Forvaltning af en lov handler om juridisk tolkning af loven, dvs. hvad, man mener, er eller ikke er i overensstemmelse med loven. Et ministerium eller en forvaltning kan ændre gældende praksis – sker på næsten daglig basis. Derfor har vi et retssystem, der dømmer, om daglig praksis er i overensstemmelse med loven. Nogle praksisser bliver underkendt ved domstolene, og man må så lave dem om. Men det handler om vurdering og tolkning. Således kunne Støjbergs ministerium godt ændre praksis for, hvordan de mente, at loven skulle administreres.

Jeg mener ikke, at Inger Støjberg har brudt loven. Og hun har derfor fortsat min opbakning. Jeg ville dog ønske, at man permanent indfører praksis om at adskille barnebrude fra ægtemænd under hensyn til børns ret til at være børn. Under hensyn til, at der kan være enkeltsager - eksempelvis, hvor barnet er 17 år - bør der foretages et individuelt skøn, men først efter at parrene er blevet adskilt for at forhindre eventuelle overgreb, imens skønnet foretages.

Meta
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29
Organisationer: