Når etnisk danske kvinder taler om ligeberettigelse, kæmper for bestyrelsesposter, delt barselsorlov og hvad der ellers optager kvindebevægelsen i disse år, så er det ikke med livet som indsats.
Men for de kvinder, der kæmper for ligeberettigelse for andre end deres etnisk danske medsøstre er prisen lidt højere. Her kan udskamning fra ”det gode selskab” komme på tale.
Prisen for ikke-etnisk danske kvinder, der taler for rettigheder for kvinder i ghettomiljøerne, er en hel del højere igen:
De kan blive udsat for social kontrol og udfrysning fra deres nærmiljø. Deres liv kan blive et helvede, men det omliggende samfund står i reglen parat til at tilbyde en trøstende favn og forsøge at hjælpe pigen eller kvinden. Det kan lade sig gøre, fordi vi har organisationer som LOKK, der har krisecentre, som unge og ældre kan søge hjælp hos. Der er ikke altid plads, men rigtig mange får dog hjælp.
De danske kvindeorganisationer har dog som helhed glimret ved især deres fravær. Dansk Kvindesamfund har ikke villet røre etnisk kvindekamp med en ildtang. De har ikke villet være bannerfører i den sag, til trods for det enorme behov som vi som samfund har kunnet se i stadigt stigende grad.
Ej heller KVINFO har villet gøre noget igennem årtier.
Deres interesse og fokus mht. etnisk kvindekamp har været på problemer for kvinder i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika). KVINFO har sågar dedikeret et helt område af deres hjemmeside med dette fokusområde. Om hvor meget de gør. Eller måske rettere, hvad de gerne ville promovere sig selv for at gøre.
Prisen for MENA-kvinder, der taler kvindekamp i MENA-regionen, er en anden og langt højere end den som nogen KVINFO-feminist nogensinde har oplevet endsige drømt om, når de lå trygt i deres senge om aftenen.
En ikke-etnisk dansk kvinde i ghettomiljøet har delvist oplevet den, hvis hun har råbt op, men MENA-kvinden har ikke et omliggende samfund, der på samme måde står parat til at hjælpe hende.
Jalila Sadik er en sådan kvinde.
Jalila Sadik blev bortgiftet som 16-årig med en 10 år ældre mand. Det var ikke hendes beslutning, og hun er i dag 38 med 6 børn i alderen 2-17 år. Jalila flygtede sidste år fra sin mand for at tage til Women Deliver konferencen i Danmark for at tale om børneægteskaber. Hun gjorde det på foranledning af KVINFO via den marokkanske samarbejdspartner Droit et Justice, der havde fået kontakt med Jalila i den bjerglandsby, hvor hun bor.
Og Jalila Sadik gav på konferencen sin førstehåndsberetning om, hvad det vil sige at være barnebrud.
Og aviserne og KVINFO fik stof til deres artikler. Og Jalila tog hjem med en forståelse af, at hun ville få hjælp fra KVINFO.
Dels til selv at komme ud af sin egen situation, så hun kunne komme bort fra sin mand og tage sin seks børn med sig. Fem drenge og en pige. Dels ville hun gerne fortsætte sit arbejde for kvinders rettigheder i stammesamfundene i Marokko. I særdeleshed for hendes egen datters ret til IKKE at blive giftet bort. Datteren er 11 år, så tiden er ved at løbe ud i et samfund, hvor pigebørn helt ned til 13 år kan risikere at skulle stå brud og ligge i brudeseng.
Men intet af det som Jalila havde forstået hun ville få hjælp til, hændte. Jo… Jalila fik en ny symaskine af KVINFO, men hun blev samtidigt frosset ud af landsbyen i lighed med børnene, da hun vendte alene tilbage uden opbakningen fra kvindeorganisationerne, som hun havde danset hånd i hånd med på konferencen i København.
For Jalila Sadik var gået imod stammekulturen. Hun havde talt traditionerne imod. Ikke traditioner, der er fremherskende på samme måde i Marrakesh, men som stadig er dagligdags i bjergene, hvor KVINFO netop selv skrev artikler om, at hun boede. Dér, hvor KVINFO promoverer, at de har sat mange ressourcer ind.
Og hvad er bedre end at tage en af de indfødte herop til Danmark på samme måde, som man udstillede negre i Tivoli ved århundredeskiftet. Noget eksotisk var netop, hvad der skulle til for, at aviserne ville interessere sig for deres konference. Og KVINFO fik fuld valuta for pengene og en presseomtale, der ellers ville have kostet dyrt.
Det var så heller ikke KVINFO, der kom til at betale prisen. Det var Jalila Sadik. Og hendes seks børn.
Og KVINFO har jo nok forventet, at de ikke behøvede at gøre så meget mere, for sådan en bjerglandsby er jo ikke lige rundt og hjørnet, og KVINFO har jo nok følt sig trygge ved, at hun befandt sig knap 4000 km væk. Og det havde jo nok også været rigtigt, hvis ikke trådløst internet og Facebook havde eksisteret. Eller mennesker som Karen West og Ahmad Mahmoud, der for godt en måned siden efter at have talt med Jalila tog kontakt til KVINFO for at spørge, hvad der skete med hjælpen.
For Jalila kæmper stadig med næb og klør. Ikke så meget for sig selv, men for sine børn. For sin datter. Og Jalila har skrevet til og med mange i Danmark. Blandt andre med mig.
Men KVINFO har nu endegyldigt svaret, at de ikke har nogen planer om at hjælpe Jalila, selvom Jalila er boligløs. Og hun bor på lånt tid i landsbyen med sine seks børn modvilligt understøttet af landsbyens overhoved. Og hun har ingen fremtid i landsbyen. Og det har hendes børn heller ikke. Selvom de alle knokler, og hun stolt skriver, når hendes søn har bestået en eksamen. I dag skrev hun og fortalte, at hun endelig har fået tilkendt retten over sine børn. En hård kamp, da børnene ellers sædvanligvis tilkendes faderen.
Med mellemrum griber desperationen hende dog. I særdeleshed når hun tænker på, hvordan hun skal sikre sig imod, at hendes datter kommer til at lide samme skæbne som hun. En skæbne, der næsten er ristet i runer, hvis hun ikke flytter fra landsbyen, for så kan end ikke Jalila hjælpe sin datter og beskytte hende mod traditionen.
Og Jalila vil gerne flytte. Og hun vil kunne forsørge sig selv og sine børn ved at sy, hvis de får hjælp til at flytte. Men som det er nu, kan hun intet syarbejde få. For hun er udstødt.
Alt ovenstående til trods, har KVINFO udtalt, at de ikke vil hjælpe hende, for de mener ikke, at det vil hjælpe hende at flytte. Siger man også det til piger i ghettomiljøerne i Danmark? I givet fald skal man vel nærmest være taknemmelige for, at det ikke er statsstøttede KVINFO, der står for krisecentrene i Danmark.
KVINFO fik i januar 2017 tilkendt 130 millioner over de næste fem år i statsstøtte til deres arbejde i MENA-regionen. Men de vil altså ikke hjælpe med netop akuthjælp til 7 menneskeliv, hvis skæbner de har været med til at påvirke.
Man føler sig stærkt fristet til at spørge, hvilken berettigelse KVINFO overhovedet har mere. Og hvad de 130 millioner skal bruges til, hvis det ikke er til at hjælpe kvinder i netop regionen?
KVINFO vælger selv sine samarbejdspartner – også i Marokko -, men heller ikke de har hjulpet Jalila Sadik. En anden af de kvinder, der var trådt frem for at råbe op om problemerne i Marokko med barnebrude og trafficking, begik i sidste uge selvmord ved at hænge sig i sin mors hjem. Hun efterlader sig fire børn. Er det, hvad KVINFO ønsker for Jalila Sadik, imens de holder Folkefeministisk Fredagsbar på Bornholm og socialiserer med alle pingerne og medsøstrene.. altså de ”rigtige” medsøstre? For det er der jo øjensynligt råd til.
Hjælp meget gerne Jalila, når nu KVINFO ikke vil. For behovet er overhængende. Og Jalila og hendes børn har brug for DIN hjælp. Så må vi i mellemtiden håbe, at politikerne vil fratage KVINFO støtten, så den kan blive fordelt ad anden vej, så Jalila og kvinder som hun kan få den frihed, som de så brændende ønsker sig.