Gå til hovedindhold

RUSSELL HOWARD: Da Bremen Teater blev forvandlet til Madison Times Square

Af Katrine Søndergaard

"Giv manden en mikrofon og han leverer yderst intelligente, samfundskritiske, knivskarpe og finurlige jokes, som får folk til næsten at falde ned af sæderne af grin."

I hjertet af København ventede Russell Howards fans forventningsfuldt og begejstrede ude foran dørene til Bremen Teater. Det var med god grund, for det var første gang denne politiske satiriker og komiker optrådte i Danmark og folks lattermuskler fik da også en produktiv tur i fitnesscenteret.  

Billetterne til showet blev sat til salg for halvandet år siden og de blev revet væk! Overskuddet fra aftenens show doneres til ofrene fra branden i Grenfell Tower i London, som opstod tre dage før showet i København.

Opvarmning

Til publikums overraskelse kom Simon Talbot på scenen som opvarmning. Nogle af de emner han fik vendt og drejet var sin irske far, at trække vejret med ét næsebor og at falde ned fra scenen (”… I have health care… ”). Han er ligeså energisk som Russell selv. 

Sidste år rejste Simon til USA for at udvikle sin karriere som stand-up komiker. Han rejste tilbage til Danmark for at lave nogle testshows på både dansk og engelsk på turnéen Work in Progress til efteråret og for at varme op for både Russell Howard og Tom Green i juni.   

Russell Howard tog salen med storm

Russell er en af Storbritanniens mest populære komikere, og han er nu på sin hidtil største verdensturné Round the World Tour, på alt fra små arenaer såsom Bremen Teater til gigantiske scener i New York, Sidney og Shanghai. Giv manden en mikrofon og han leverer yderst intelligente, samfundskritiske, knivskarpe og finurlige jokes, som får folk til næsten at falde ned af sæderne af grin.  

Han er verdenskendt for sit nyhedsaktuelle Tv-program Russell Howard’s Good News som er spækket med politisk satire, mystiske gæster og sjove klip. Det er det mest sete underholdningsprogram på BBC Three. Derudover er han kendt for sin faste plads i det britiske politisk-satiriske panel-show Mock the Week.

Med den skrå hældning i den tidligere biografsal i Bremen Teater, var der et godt udsyn fra alle sæder. Foran de røde scenetæpper stod mikrofonen og et bord med to vandflasker og musik spillede over anlægget imens salen blev fyldt op. Da han gik på scenen spredtes hans store entusiasme og optimisme hurtigt fra scenekanten til de bagerste hjørner. Jokes om hans sociale akavethed og sjove familie mindede både Russell selv og publikum om, at det er fantastisk hvordan humor bare danser ind i ens liv og at man skal huske at grine af de små ting i ellers mørke tider og hvor fantastisk og heldigt det er at vi hver især er i live. Det blev næsten livs filosofisk.

Der er ingen tvivl om at en verdensturné byder på mange spændende oplevelser og han havde da også skrevet nogle stykker ’on-the-go’ fra lande han har optrådt i tidligere. Politik fylder meget i komikken  for tiden og han havde en skæv tilgang til det, såsom at komme af med Donald Trump, forhandle med terrorister om chokolade og at borgerne i England er blevet besejret af bøjede croissanter.  

Afslutningsvis takkede han tilskuerne for at få en ellers lille og intim sal til at føles som Madison Times Square.

Der var genbrug af nogle jokes fra tidligere shows, men der var masser af spritnyt og sjovt materiale. Da han gik af scenen, sad alle og ventede på et ekstranummer, men det fik vi desværre ikke. Lyset blev tændt og man kan kun håbe at han optræder i Danmark igen. Nok synes Russell at det var godt at optræde i en lille, intim sal, men der var hurtigt udsolgt, og han kunne nemt have fyldt en større sal.   

Russell Howard har fortjent de fem stjerner.

Hvis du vil have mere Russell Howard, har han udgivet disse fire bestselling one-man shows på DVD:

Russell Howard Live, 

Russell Howard Live: Dingledoddies, 

Right Here, Right Now 

Russell Howard: Wonderbox.

Personer
Organisationer
Emner