Jonathan Løw forsøger i et debatindlæg i Politiken at sammenligne Uber og Napster med en begrundelse, der i bedste fald er søgt.
Løws egen forståelse for, hvad teknologien skal bruges til, kan i sidste instans være med til at sætte en stopper for teknologiens udvikling og skabe stilstand i de markeder, der har allermest brug for at blive forandret.
Debatindlæg i Politiken har ofte en særlig politisk farve, og det gælder også for Jonathan Løws indlæg om teknologi versus forretningsmodeller, hvor han går til biddet i forhold til blandt andet Uber. Ifølge Løw er det helt korrekt, at Uber er blevet forbudt adgang i Danmark, og i samme moment sammenlignes Ubers forretning med Napsters angreb på musikbranchen i start-nullerne.
Sammenligningen tager ikke udgangspunkt i teknologien, men derimod i forretningsmodellen, der efter Løws udsagn er ulovlig og ”fjerner forretningsgrundlaget for sine indholdsleverandører, eller som i Ubers tilfælde forsøger at opnå unfair konkurrencefordele ved at se bort fra skatteregler, arbejdstagerrettigheder, miljøregler.”
Sammenligningen mellem Uber og Napster er efter min overbevisning uheldig.
Napsters forretningsmodel tilgodeså ingen andre end Napster. De benyttede sig af indhold, som uden diskussion ikke tilhørte dem og musikeres ophavsret blev utvivlsomt krænket.
Der var ingen tvivl om, at Napster drev en ulovlig virksomhed, og man vidste som forbruger af Napster, at man bevægede sig på et skråplan.
Ubers tilgang til markedet er langt mere kompleks og bryder ikke nogen generelle, globale lovgivninger, men derimod protektive, lokale regulativer, hvis formål ofte synes irrelevante for den almene borger.
Bevares, Uber har ifølge danske domstole begået lovbrud, men at sammenligne dem med Napster er som at sammenligne en færdselsovertrædelse med et rovmord.
Derfor bliver Løws indlæg politisk mere end noget andet, og den mulige pointe, han havde, taber sig i en elitær og bedrevidende tilgang til iværksætteriet, teknologien og forretningsmodellerne.
Det er synd, for læses der uden politiske briller kan Jonathan Løw sagtens have en pointe, men når han mener, at vi som lille nation skal gå til kamp mod ”ulovlige” forretningsmodeller og udelukke en virksomhed, der er baseret på en teknologi, der udelukkende udfordrer et monopol, så taber han i min optik sutten som iværksætter.
I stedet burde man spørge sig selv, om forretningsmodellen bag Uber i virkeligheden ikke skaber fremdrift og diskussion. Handling og forandring og det netop er det, vi som iværksættere skal hylde.
Løws argument om, at Uber udnytter unfair konkurrence mod taxamonopolet klinger hult, idet monopolet i sig selv er unfair konkurrence. Det er statsgaranterede subsidier, der er med til at fastholde stilstanden i et marked, der burde være i forandring – Forandring til fordel for borgere, miljø og i sidste ende for hele samfundet.
Men med Løws politiske holdning, der på det seneste er blevet rigtig tydelig, så kommer debatindlægget ikke som nogen overraskelse. I Politiken hyler han med de ulve, han er iblandt.
Læs debatindlægget her: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6010713/Nej-til-Uber-var-ikke-et-nej-til-fremtiden-men-til-en-syg-forretningsmodel