Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

307

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Voksne mænd der græder

4.2

Lukket

Del indlæg

Skøn eftermiddag, vejret tilpas, øllet koldt og god ro og orden. Havde det været for 20 år siden, så havde vi siddet ned og hygget, det gør man ikke længere på Roskilde, nu står man op. Mine gamle ben hæver af anstrengelserne og af for meget øl. Men jeg har det godt, jeg ser Savage Rose.

Egentlig har jeg aldrig rigtig brudt mig om dem, jeg har aldrig helt forstået deres musik, men jeg er blevet mildere på mine gamle dage og besluttede at give dem en chance. Omkring mig er nogle af mine gæster, geografisk spredt fra Paris til Seattle, de er stille, de lytter, de bevæger sig, de kan li det!

Det er nyt for dem, de kender intet på forhånd og nu står de her og lader sig rive med, i tankerne er de allerede ved at finde ud af hvordan de får fat i musikken, når de er hjemme igen.

Det gør mig stolt, jeg er Dansker og jeg er en del af det de lige nu står måbende og modtager.

På scenen holder en næsten 70 årig Annisette sit band i stramme tøjler, de spiller ultra præcist, men med en levende respekt for musikken, der lige præcis gør at det ikke bliver et karaoke show. Det her spiller i den grad.

Alle musikerne leverer varen, især vil jeg fremhæve Rune Kjeldsen (Kira and The Kindred Spirits m.fl.). I dette klaver- og orgeldominerede musikunivers leverer han lige præcist den guitar, der skal til og formår at brænde yndefuldt igennem. Det har jeg den dybeste respekt for.

Jeg når også punktet som mine teenage-år var domineret af, nemlig at synes at musikerne så seje ud, dengang jeg drømte om at stå der selv. Bassisten Jacob Falgre leverer det billede, super cool dude som præcis fylder så meget i billedet at det ikke tager fokus, men giver et portræt af et fedt rock-orkester.

Hen mod slutningen af koncerten går Annisette og kor-pigerne ud, der er en kort pause - hvad sker der nu - og stille og roligt starter de på et stykke fra Dødens Triumf: Nøj, hvor er det flot, yderst kompliceret musik. Jeg forestiller mig Flemming og Vivi Flindt engang diskutere mulighederne; hvordan danser man til det? Kan man danse ballet til det?

Ja, det kunne man i den grad - det gør 50.000 mennesker foran Orange scene lige nu, omend dog en del mindre yndefuldt end de kongelige dansere i 70'erne.

Mine Liberale tanker løber af med mig, født af det der sker på scenen, jeg ser en fornyet dansk kulturinstitution, som jeg tænker så meget på, hvor blev Dødens Triumf af? Hvorfor ser vi ikke mere af det?

Kun en enkelt gang har Secret Oysters ramt den med musikken til Vidunderlig Kælling - hvad er der blevet af det, hvorfor stoppede det der, hvorfor lænede vi os tilbage på det gennemtæskede repertoire-teater? Vi var muligvis foran tiden, som vi har været så mange gange, men janteloven må have haft herredømmet over kulturministeriet og trådt hårdt på bremsen.

Jeg spoler tilbage og ser billeder af Thomas og Annisette Koppel på barrikaderne, de blandende sig i Christiania, Nørrebro, flygtningelejre. Alle mulige steder.

Jeg har altid set dem som ultra-socialister, der var de muligvis også, men fremfor alt så har de kæmpet for frihed, for retten til at tage vare på sig selv, uden at nogen skulle bestemme hvordan. De flyttede til USA og Annisette lod sig helbrede af en gammel indianer, det var deres valg og de gjorde det fordi de ville og fordi de ikke ville det som der blev tilbudt i Danmark.

Det var deres valg og det har jeg den dybeste respekt for.

Var det også det som skete med Dødens Triumf, balladen da den skulle genopføres, hvor Thomas og Annisette smækkede bremserne i overfor kulturdiktaturet! - Det var vel ligeså meget deres Ballet som det var Flemming Flindts! - I dag når vi husker tilbage på balletter så er det komponisten vi tænker på, den som har skrevet musikken.

Det kan man ikke tage fra Savage Rose - Dødens Triumf er deres og gud hvor vil jeg dog ønske at den genopstår. Det band der var på scenen på RF ville i hvertfald være 100% kompetent til at levere lyden til en ny opsætning.

Mod slutningen vælger Annisette at sige noget til os, hun taler langsomt, præcist så langsomt at jeg kan nå at oversætte det til Dominique fra Paris, det er svært, jeg får tårer i øjenene. Jeg gennemfører og vender mig om og ser voksne mænd græde!

Tak for en super oplevelse - Savage Rose.

Seneste ændring: 
11/12/2019 - 15:35
Typer: 
Personer: 

Annisette

Organisationer: 

The Savage Rose, Roskilde Festival

FOLKETS

Del eller citer med linket her

MediaCreeper