Rene Fredensborg har om nogen sat sindene i kog på de sociale medier. Dette med hans kronik, hvor han kalder danske kvinder umulige og hylder asiatiske kvinder for deres større medgørlighed, hvor de håndfodrer ham og vasker hans underbukser i hånden.
Om det er seriøst eller han troller, det kan jeg ikke fuldt ud afgøre, for jeg syntes også selv at hans tilgang til kønsrollerne var mig en anelse langt ude, men kronikken har alligevel afdækket "psyken" og den indre svinehund hos en del danske kvinder, herunder også flere af de ellers stærke og seje mediekvinder, der har følt sig hidkaldt til at blande sig i den efterfølgende debat.
En opsummering af debatten kunne sagtens være noget lignende dette:
Danske kvinder er seje og stærke, mens de asiatiske er forarmede og desperate efter social opstigning - og Rene er en taber, et skvat, latterlig, kvindehader, voksenbaby, osv.
Til trods for at den danske kvinde er ”sej og stærk” – dameblads-sloganet der indrammer den danske kvindekultur - så føler den danske kvinde sig (åbenbart) alligevel i den grad truet af kvinder fra andre verdensdele og af mænd med andre præferencer. Selv piger fra 8. klasse, der skriver læserbreve til Berlingske, føler sig provokeret af en mand på 45 år, som hellere vil have asiatiske kvinder og noget der ligner gammeldaws kønsroller.
Den danske kvinde har ingen interesse i Rene selv, eller den type mand, men alligevel reagerer hun hysterisk, ondskabsfuldt, fordømmende, overdreven-overbærende, passiv-aggressiv, personlig udskammende, osv.
Når man tænker på hvad danske mænd må lægge ryg til af svinere, dæmonisering, kollektiv udskamning og latterliggørelse på ugentlig basis, og sammenligner det med Rene's indlæg, så må den danske kvinde nærmere siges af være utrolig tyndhudet – ikke stærk, sej og selvstændig.
Rene Fredensborg indlæg er naturligvis en anelse provokerende i et ligestillingsorienteret matriarkat som Danmark, hvor man ikke er vant til sådanne ”ugerninger”, men reaktionerne er alligevel tidstypiske.
Enhver stillen spørgsmålstegn ved den danske kvinde og hendes værdi som partner, livsledsager og måden hvorpå vi har indrettet den kønslige tosomhed og det dertilhørende samfund, det udløser et ramaskrig.
Den danske mand er ellers blevet kritiseret sønder og sammen igennem flere år – han er en vatpik, kedelig, eller en BØV, når han da ikke er en sexistisk narrøv – men skrive at den danske kvinde er umulig, der sætter vi åbenbart grænsen.
Jeg ved ikke præcis hvad der ligger bag dette ramaskrig. Måske er den danske kvinde alligevel ikke helt så stærk og sej, som hun går rundt og siger – ellers havde hun vel bare ladet Renes indlæg passere – eller også er det udtryk for en overdreven selvhøjtidelighed eller hidsig feministisk glød, hvor mænd ikke skal vove at kritisere den moderne danske kvinde eller leve under andre kulturelle forhold?
For måske er det i sidste ende et kultur-sammenstød, hvor en dansk kultur møder en asiatisk af slagsen. Forskellen er stor, for i det danske samfund sidder den danske kvinde naturligvis ikke og håndfordrer manden, det ses som nedværdigende og ude af trit med ligestillingen – noget som begge køn mener - men i den asiatiske kultur bliver det ikke på samme måde opfattet negativt eller sat ind i et ligestillingsmæssigt (vestligt) perspektiv.
Måske er den danske kvinde bare fordomsfuld, hvis udsyn ikke rækker udover eget univers og kvindekamp? Hun spænder egne vestlige værdier udover tingene og ser ikke længere end det. Den asiatiske kvinde er jo forarmet, fattig og alt for serviceminded – i hvert fald i et skandinavisk perspektiv. Og Rene er en patriarkalsk mandsling, som kun fortjener hån og latterliggørelse.
Skam dig, Rene.