Dette er ikke en tekst imod individet. Dette er en tekst for individet. Kvinder som mænd. Dette er et indslag imod ideologi og systemiske overgreb. Hvis I læser det anderledes, så søger I selv den konfrontation, der ikke gavner nogen.
Danmark er bygget på borgerlighed.
Nok er der nogen, der gerne slår plat på ligusterhækken, men hvis ikke vi havde det, der ligger til grund for dette symbol, så Danmark ganske anderledes ud.
I det borgerlige samfund har man forståelse for, at folk må sameksistere på baggrund af et armslængdeprincip.
Armslængdeprincippet er det forhold, at man forstår at det private ikke er det offentlige og ej heller skal reguleres som sådan.
Feminismen insisterer omvendt på, at det private er et offentligt.
Det betyder, at man ideologisk gerne vil styre folks tanker og handlinger. Dermed skrider man væk fra det borgerlige samfund og den borgerlige samtale og bevæger sig henimod en totalitær ideologi.
Feminismen er en totalitær, postmarxistisk bevægelse, der søger at ødelægge ”jeg’et” til fordel for et massepsykotisk kollektiv.
Det kan lyde abstrakt og drabeligt og det er det også. Historisk er forbindelsen klar mellem sproglige forvanskninger og tankepolitisk ideologi til udøvelse af fysisk vold og/eller systemiske overgreb. Det står ikke til diskussion.
Feminismen kan kun eksistere på baggrund af andres arbejde
Hvis ikke den feministiske, postmarxistiske ideologi kan etablere og oppebære tilstrækkelig underkastelse af samfundsborgere, ja, så vil den ikke kunne eksistere.
Feminismen kan kun eksistere kollektivt og ved rovdrift på andre, thi denne ideologi producerer ikke tilstrækkelig værdi til at være selvforsørgende. Kun forskelligartet statslig subsidiering muliggør dens eksistens.
Det er nødvendigt, at især de store, statsfinansierede medier leverer ”gratis” taletid til den feministiske brigade. Propagandaen skal gentages og gerne nå så mange lyttere eller læsere som muligt.
Dette virker naturligvis bedre i nationale medier end ved at uddele pamfletter på gågaden i Hanstholm.
Det er nødvendigt, at visse offentlige institutioner og samfundet generelt forfordeler ikke-feminister, således at en fair magtkamp ikke kan finde sted. Feminismen skal kunne begå systemiske overgreb (blandt ved at påkalde sig offerrollen, da fjenden ikke kan gøre brug af fysisk magtanvendelse uden straf) på dem der ikke tilslutter sig deres ideologi, thi feminismen ville tabe i næsten enhver anden sammenhæng:
1) Den er ikke stand til at beskytte vor nation - den afskyr fysisk styrke og vold.
3) Den producerer ikke noget, der skaber nogen nævneværdig materiel værdi (der er så vidt vides ikke udgivet en eneste artikel om en feminist, der gerne vil arbejde som jord- og betonarbejder?).
3) Den vedligeholder på ingen måde den for samfundet afgørende infrastruktur.
4) Den ville tabe i enhver konfrontation, der angår fysisk vold og derfor er det nødvendigt for feminismen, at skabe fortællingen om, at fysisk magtanvendelse er udtryk for primitivitet. Hvad den undlader at fortælle, er, at kun gennem voldsmonopolet kan den opnå sine egne vrangforestillinger. Var der ikke en stat der beskyttede det feministiske skudsmål var det formentlig forsvundet. Tre stærke vestjyder kunne smide hele Politikken-redaktionen på gaden og MacBooks har vist en udmærket salgsværdi som hælervare i Østeuropa.
5) Feminismen er overvejende befolket med personer, der enten er for unge til at kunne have finansieret sig selv (de lever typisk af statsmidler) eller folk, der er ansat af det offentlige. Der findes undtagelser, men de er anekdotiske og udgør formentlig kun symbolsk værdi som følge af deres høje socialstatus, som ”stærke kvinder”.
6) For enhver ideologi er det gældende, at den dækker over noget andet end det den giver udtryk for. Således eksisterer der antageligvis forbavsende få ægte feminister, men der eksisterer mange medløbere, der ønsker at trække veksler på de gevinster feminismen eventuelt kan give dem.
7) Feminismen er nødt til at være historieløs og usaglig. Hvis såfremt der var tale om et oplyst arbejde, så ville det afsløre sig selv som en regulær løgn. Arbejdet beror således på, at udtrække velvalgte eksempler (efter propagandaens forskrifter), gentage dem så ofte som muligt og undlade at tage stilling til resten af det historiske materielle, endsige at tale stilling til konkrete spørgsmål. Feminismen er ikke overraskende usaglig. Den skal være usaglig for at kunne eksistere. Usaglighed er en feminismens vigtigste ingredienser.
8) De socialkonstruktivistiske, postmarxistiske traditioner, der har overtaget store dele af uddannelsessektoren begår systemiske overgreb mod børn, implicit og eksplicit på især drengebørn og unge mænd, men også implicit på pigebørn og unge piger, thi de får uheldige holdninger og forventninger til den maskuline træden-frem, der sidenhen skaber problemer i relationerne mellem mænd og kvinder.
9) Fysisk styrke skal umyndiggøres (Fed Front er et eksempel på en organisation, der advokerer for fysisk svaghed og kortere levetid på baggrund af ideologiske overvejelser). Kun det intellektualiserede ses som relevant, selvom det eksempelvis strider imod oldgræsk filosofi, nemlig at krop og sjæl (i mandens tilfælde styrke og kondition) har afgørende betydning for dette køns eksistens og selvopfattelse.
10) Feminismen tager gerne andre række grupperinger, herunder den lille minoritet, transseksuelle, som gidsler (meget tyder på, at ægte transseksuelle ikke ønsker at blive kædet sammen med feminisme) og taler på deres vegne, som var denne gruppe én homogen menneskemængde for hvem det gælder, at de alle i gruppen måtte have sammen synspunkt. Det er totalitært (alle tyskerne var heller ikke nazister, bare fordi de var tyske). Men det harmonerer, som jeg nævnte før, fortrinligt med idéen om, at ”jeg’et” ikke skal eksistere, kun kollektivet har berettigelse.
Kort sagt: Feminismen er en farlig, polariserende ideologi.
Som den gamle danske filosof, K. E. Løgstrup rigtignok sagde, så er det kun ved at forkaste ideologi, at tankerne og samtalen kan blive fri.
Jeg vil nu overlade ordet til den meget klogere Johannes Sløk og jeg håber på, at vi kan mødes med ønsket om, at vi skal være gode og ordentlige mennesker, der arbejder sammen, på tværs af køn, i stedet for at bekrige hinanden. På en god, borgerlig samtale!
"En ægte samtale forudsætter at ingen af samtalepartnerne på forhånd ved, hvordan det forholder sig. En samtale er en proces, hvor personer, der ikke ved besked, gennem spørgen og svaren prøver at nå frem til et resultat, og hvor situationen hele tiden er, at den ene ikke er klogere end den anden og derfor ikke forsøger at få ret, men at blive belært...[og] vil aldrig nå frem til et definitivt resultat”