Man har haft det på fornemmelsen igennem længere tid.
De kvindelige danske fodboldspilleres deltagelse ved EM i Holland bliver misbrugt i en politisk og ideologisk kvindekamp, der handler om alt muligt andet end sporten.
Der har sideløbende med turneringen været en samlet og vel nærmest koordineret mediekampagne i stort set alle medier vedrørende kvindefodbolden, hvor der under skåltalerne om seje danske fodboldkvinder, har været en kvindepolitisk dagsorden og dertilhørende kønskamp, som er blevet båret ind i sporten af diverse medier og kvindepolitiske interesser.
Og naturligvis er det så endt i kønskrig, herunder at ville tage fra mændene og give til kvinderne, fremfor at fokusere på at udvikle kvindefodbolden som produkt og sport.
Det er såmænd fair nok, at nogle medier har brugt EM-slutrunden i Holland til at løfte interessen for kvindefodbold, der er en marginalsport i Danmark, men man aner en politisk kønskamp bag interessen fra mediernes side. Der er ellers rigelig at gå i gang med på den sportslige side.
3F-ligaen, som er den bedste danske fodboldrække for kvinder, har et gennemsnitlig tilskuertal på 150.
Det vil sige, at det stort set kun er familie og venner som ser kvindekampene på stadion.
Dette sat overfor et gennemsnitlig tilskuertal i den mandlige superliga på 6-7.000 pr. kamp. En superliga der endda bløder tilskuertal og har oplevet en nedgang på næsten 20 procent. Formodentlig fordi samtlige kampe sendes live i TV.
Kvindefodbolden er en underudviklet sportsgren, der trænger til et løft.
Mens herrefodbolden har været udviklet igennem 100 år og i dag er verdens største og mest populære sport med en anslået interesse på verdensplan på 3.5 milliarder mennesker, der følger og ser fodbold, så er kvindefodbolden kun en lille sportsgren, hvor den første officielle VM-slutrunde først blev afholdt i 1991.
De danske fodboldkvinder har altså ikke vundet VM i fodbold i 1971, sådan som det er blevet hævdet, da VM officielt slet ikke var blevet skabt på det tidspunkt. Der var tale om en uofficiel turnering tilbage i 70erne. Kvindefodbolden er altså først blevet organiseret i 1990erne og har brug for tid til at udvikle sig yderligere.
Omvendt har diverse kvindepolitiske kræfter såvel som politikere brugt EM-slutrunden - ikke for at fremme sporten - men mere for at score billige point og gøre den til et politisk redskab.
Denne kampagne nåede torsdag i sidste uge sit hidtidige lavpunkt, da ligestillingsordførerne fra blandt andet DF og Socialdemokraterne krævede bedre løn og bonusser til de kvindelige fodboldspillere i DBU-regi. Man talte om ligeløn, som om at fodbolden er en normal del af arbejdsmarkedet.
Jeg ved godt, at det at være ligestillingsordfører i folketinget kan betragtes som en form for revaliderings-post, men den åndelige og intelligensmæssige nedsmeltning er dog alligevel stor i disse tider.
Kvindefodbolden har ikke brug for at man ynker den og gør den til et kvindepolitisk projekt for røde mor. Den har brug for at hæve sin sportslige værdi og komme op på et idrætsmæssigt elite-niveau, hvorefter sponsorer og markedskræfter nok skal smide penge i bøtten.
Det er nemlig dem som I sidste ende finansierer sporten sammen med interessen hos fodboldfolket. Dette er nogle politikere og hattedamer åbenbart uvidende om.
Superligaen for mændene herhjemme betales af TV-penge, hvor rettighedshaverne giver over 1. mia. kr. for at sende kampene i TV + af det førnævnte fodboldfolk, som møder op på stadion og giver mellem 125-150 kr. pr. kamp for at se det live. Læg hertil sponsorer m.m.
Selvfølgelig får kvinderne ikke det samme i løn og bonus sammenlignet med herrerne, da herrefodbolden er mange gange større og generer betydelig flere indtægter for blandt andet DBU på landsholdssiden.
Faktisk kommer alle indtægter til DBU fra herre-siden, der til trods for at være i krise (landsholdsmæssigt) stadigvæk genererer millioner af kroner til DBU. Det gør kvindefodbolden ikke for nuværende.
Man tager kvindefodbolden som gidsel i en kvindepolitisk kamp, hvor personer der langt fra har en interesse eller kærlighed til fodbolden, misbruger pigernes øjeblikkelige succes til at score point til eget ideologiske og politiske projekt.
Giv nu kvindefodbolden tid til at udvikle sig og højne niveauet på det idrætsmæssige område. Enhver med en smule forstand på fodbold kan vel forhåbentlig se, at kvindefodbolden som idræt mangler et ordentligt elite-niveau. Den skal ikke sammenlignes med herrefodbolden, for herrefodbolden er verdens største og mest udviklede sport, den skal sammenlignes med andre kvindelige idrætsgrene og udvikle sit mulige potentiale ud fra egne præmisser.
Så skal sponsorerne også nok komme og interessen vedblive.
At gøre en sport til et ligestillingsprojekt, hvor man mere har ideologiske og politiske interesser for øje, er at tage denne sport som gidsel og gøre den til et redskab for en politisk kamp. Det klæder ikke sporten og det fremmer slet ikke interessen.
Kvindefodbolden skal fremmes ud fra sportslige interesser – ikke kvindepolitiske agendaer.