Rigsrevisionen er kommet med en rapport om fejludbetalinger af sociale ydelser. Ankestyrelsen får et rap over fingrene, fordi den er for længe om at afgøre sagerne, men heller ikke mere. Resten af rapporten består af, hvordan de forskellige instanser i de forskellige ministerier ellers skal sørge for, at borgerne ikke enten snyder sig til ydelser, eller kommunerne laver fejl og udbetaler ydelserne. Det meste af rapporten handler om, hvordan snyd fra borgernes side undgås med massiv kontrol. Kommunerne kontrolleres ikke.
Hvad blev der af, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist? Dén er pist væk, fordi der skal spares næsten allevegne. Jo der findes nogle der snyder helt bevidst, men ét eller andet sted kan jeg måske godt forstå det. Hvis man bare én gang oplever, at kommunen har snydt én, og man bagefter skal kæmpe for sin ret i mindst et år, og bliver snydt igen, fordi eksempelvis erstatningen for den ulovlige fratagelse af kontanthjælpen modregnes i kontanthjælpen, ja så er det, at retsfølelsen bliver trådt godt og grundigt under fode. Man bliver møgsur og tænker, hvorfor skal jeg straffes men ikke kommunen? Det var jo kommunen, der gjorde noget ulovligt ikke mig.
Retssikkerheden er ikkeeksisterende i kommunerne. De kan snyde og bedrage borgerne så tosset, de vil. Men den stakkels borger, der har fået udbetalt en forkert eller for meget i en ydelse, bliver fratrukket hele beløbet på én gang næste gang, førtidspensionen eller kontanthjælpen udbetales. Jeg har selv prøvet det, fejlen var endda kommunens. De havde udbetalt for meget i boligydelse, hvilket jeg gjorde opmærksom på.
Det næste der skete var, at min førtidspension måneden efter blev en hel del mindre, fordi kommunen jo i ét hug trak alle de penge den ved en fejl selv havde udbetalt for meget. Ærlighed betaler sig åbenbart kun for nogle. Når modregningen sker så barskt, kan jeg godt forstå, at mange lader være med at oplyse fejlene. Kommunen vinder jo på den ene eller anden måde ustraffet hver gang. Vi andre bliver straffet i alle ender og kanter, selvom vi er uskyldige.
De ydelser, mange får fra det offentlige, kommer fra beskæftigelsesministeriet og socialministeriet. Pengene udbetales til gengæld af Udbetaling Danmark, hvilket bare gør det hele endnu mere dyrt for samfundet og besværligt for os borgere. For at bruge Margrethe Vestagers (R) berømte ord: ”Sådan er det jo.” Kommunerne bruger langt flere penge på at kontrollere, at ingen borger snyder end på at kontrollere, at de ikke snyder borgerne.
Det kan være svært at forstå, hvordan en lovgivning kan læses på 98 forskellige måder. Men der er stor forskel på, hvordan de 98 kommuner administrerer lovene. Det, der er endnu værre, er, at kommunerne ikke overholder selv den mest almindelige lovgivning. 10. januar 2002 blev der nemlig af den daværende Indenrigsminister Lars Løkke (V) udstedt et ”Frihedsbrev” til tilsynsmyndighederne i kommunerne. Da frihedsbrevet blev udstedt, blev det afleveret med en udtalelse om, at alt hvad der ikke er forbudt, er tilladt*. Det er derfor Danmark er blevet det rene vilde vesten retssikkerhedsmæssigt.
At få sin lovpligtige og rette sagsbehandling i kommunerne er det samme som at vinde i lotto. Årsagen er bland andet, at det ofte ikke er socialrådgivere i jobcentrene, der hjælper borgerne. Det er f.eks. håndværkere, tjenere samt andre, der ikke er uddannet som socialrådgiverne. Enkelte nyuddannede socialrådgivere har ikke hjertet med i arbejdet, men har taget uddannelsen, fordi de ønsker sig magt over borgerne. Her skrider retssikkerheden igen, ytringsfriheden er væk. Makker borgeren ikke ret, fratager kommunerne borgeren kontanthjælpen, selvom det er ulovligt. Kommunen bestemmer alt over borgernes liv, fra dén dag borgeren er så uheldig at havne i det kommunale lovløse system.
Borgerne bliver udsat for et umenneskeligt iskoldt system og får frataget dét ansvar for eget liv, politikerne ellers vil have, at borgerne skal påtage os. Det kan vi ikke, det må vi ikke, dét får vi slet ikke lov til. Vi er prisgivet kommunernes barmhjertighed og nåde, rettere mangel på samme. Dette uden konsekvenser for kommunerne og Ankestyrelsen. Ankestyrelsen undersøger nemlig sig selv, nøjagtigt på samme måde som politiet gør det. Det vil svare til, at en revisor skal undersøge sit eget arbejde for fejl og mangler.
Hvem skal man henvende sig til højere oppe i systemet? Jo man kan skrive direkte til en folketingspolitiker, enkelte af dem læser faktisk det, man skriver. De få politikere har også hjertet på rette sted, men kæmper imod en overmagt af akademikere fra resten af deres politikerkolleger. Hvem vogter over dem, der vogter over os? Hvor mange penge må det koste samfundet, at lovløsheden forsætter ude i kommunerne? Hvor mange lig skal der på bordet, før politikerne vågner op for alvor? Jeg tror, det er alt for sent, det er desværre blevet dagligdag i medierne at læse om den ene sørgelige skæbne efter den anden, uden politikerne gør en pind ved det.
De mange lig på bordet er ved at hobe sig op, takket være de ulovlige diagnoser som Funktionel lidelse (FL) og Bodily Stress Syndrome (BDS). Diagnoser som fibromyalgi, irritabel tyktarm, piskesmæld og kronisk træthedssyndrom, der selvom de er på WHO’s liste over fysiske sygdomme, ulovligt er lavet om til psykiatriske diagnoser. Dette alene fordi staten i 1990’erne ville spare penge og gav bl.a. professor og psykiater Per Fink frie hænder til at eksperimentere med syge mennesker, der tit ikke bliver oplyst af kommunen om, at de deltager i et menneskeforsøg.
Her bryder kommunerne igen loven, kommunerne skal oplyse borgeren om, at det drejer sig om et forsøg med borgeren selv som forsøgsrotten. Går noget galt, er enhver form for erstatning ude af billedet, også dem, borgeren selv har betalt til. Borgeren er jo ikke længere fysisk syg, men med en underskrift, forvandlet til at være psykisk syg. Denne form for menneskeforsøg vækker grimme minder fra historietimerne i skolen. Det ser så flot ud på papiret, mens der overhovedet ikke tages hensyn til forsøgspersonens liv eller livskvalitet.
Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, hvor mange mennesker der i Danmark er døde af opdagede sygdomme som f.eks. kræft og hjertesygdomme, fordi de har fået diagnosen FL eller BDS. Men disse oplysninger kommer næppe for dagens lys, det ser jo ikke pænt ud på papiret. Det er. så vidt jeg ved, stadig svært at få obduceret en psykisk syg til trods for, de efterladte forlanger det.
Heldigvis er denne viden om ulovlighederne nået ud over Danmarks grænser. Der ses ikke med milde øjne på danske politikere fra udlandets side. Især ikke når de, der ellers praler med at Danmark er et retssamfund, dagligt tillader overtrædelser af menneskerettighederne overfor danske statsborgere, blot fordi der skal spares. Spørgsmålet er, hvornår griber de internationale organisationer ind overfor denne praksis i det omfang, det er muligt? The Coalition for Diagnostic Rights er dybt bekymrede. De skriver bl.a. i deres rapport oven på høringen i Folketinget den 19. marts, at 22 millioner amerikanerne med de samme autoimmune sygdomme er nægtet den korrekte lægehjælp, fordi de anses for at være psykisk syge. Det hele foregår jo bare i dit hoved, er devisen.
Indtil de danske politikere får støvsuget under gulvtæppet, kan kommunerne blive ved med at give medarbejderne i jobcentrene fede bonusser, hver gang en medarbejder har afsluttet en sag, som ikke ender med en førtidspension. Ifølge det seneste officielle rygte, skal en syg borger bogstaveligt talt stå med det ene ben i graven, før der gives førtidspension. Men det er jo også en måde at spare penge på, hvis borgeren dør før efterlønsalderen eller folkepensionsalderen.
Jeg har en drøm. En drøm hvor jeg står inde i Folketingssalen med en tombola. Hvert folketingsmedlem skal trække et lod og ellers på ubestemt tid gøre, som der står på loddet. Der vil kun være ét reelt job imellem lodderne. Resten af lodderne bestemmer, om politikerne ender på kontanthjælp, er syge på sygedagpenge, arbejdsløse på dagpenge, arbejdsløse der mister deres dagpengeret osv. Politikerne fra byrådene til folketinget skal tvinges til at tage turen gennem systemets knusende møllesten. De skal have en overdosis af deres egen medicin, for først da vil politikerne på egen krop mærke, at magtliderlige mennesker ikke skal i nærheden af socialrådgiverfagene eller andre fag, hvor magten over borgerne er en sand tilfredsstillelse for dem.
”En fejl bliver ikke sand af at blive gentaget, og sandheden bliver heller ikke en fejl, fordi ingen ser den. Sandheden består, selvom den ikke støttes offentligt.” Mahatma Gandhi.
*Kilde: Kommunalret i grundtræk af Steen Rønsholdt udgivet 2008.