Primære faneblade

Lømmelrock fra gamle mænd i vigør

Wilko Johnson/Roger Daltrey: Going Back Home
Produceret af Dave Eringa, England 2014

Den tidligere Dr. Feelgood og Ian Dury guitarist plus sanger og sangskriver Wilko Johnson (f. 1947) har sammen med The Who´s legendariske frontman Roger Daltrey (f. 1944) dannet en duo for at holde liv i nogle klassiske dyder i britisk rockhistorie med rødder tilbage i midt60´ernes Rhythm’n’blues over 70´ernes Pub Rock, New Wave og Punk frem til dags dato., hvilket er indfriet over al forventning. Johnson blev sågar sidste år dømt død og borte grundet en ondartet kræftsygdom, men der er alt andet end dårligdom og svækket helbred at aflæse i hans guitarspil – tværtimod.

Flankeret af en flok erfarne sidemen og den virtuose mundharpespiller Steve Weston er det lykkedes de to aldrende veteraner med Going Back Home at pustet fornyet liv i de nævnte genrer, og selv om Daltreys stemmepragt er vigende, når han triumferende i mål, da der spores både vital og viril viljekraft i den vokale fremførsel fra start til slut på de 11 skæringer med en samlet spilletid på blot 34 minutter. LP´erne var jo ikke længere den gang, og hele æstetikken fra coveret til valg af nye og ældre fotos af hovedpersonerne er både oldschool, men ligeledes tidløst hipt i udtrykket.

Der er dømt ægte lømmelrock i fuldt vigør, når den gamle garde lægger hidsigt fra land i titelsangens fremadstormende shufflebeat frem til den hæsblæsende rocker ´All Through The City´, der runder albummet af, som det blev indledt. Daltrey puster sig op med snerrende bid i ´Ice on The Motorway´ og beviser hvorfor, han hører til de allerstørste inden for sit fag. Johnsons guitarspil i nummeret er karakteristisk for hans indsats hele pladen igennem: Rytmisk soliditet og fremdrift kombineret med korte soli der nærmest flænser luften af dirrende intensitet – Johnson er en alt for overset guitarist, men i det skjulte har hans stil dannet en vis skole på den britiske scene. Spørg blot toneangivende folk som Paul Weller og Steve Jones fra det hedengangne Sex Pistols.

Dylan fortolkningen af ´Can I Please Crawl Out of Your Window´ og Johnsons egen trættekære ballade ´ Turned 21´ kunne strengt taget godt have været undværet eller helst erstattet af mere original materiale, der i forvejen er rigeligt af på Going back Home´. Heldigvis er lytteren tilbage i sporet med den robuste soul rock skæring ´Keep On Loving You´ plus yderligere to sange med sømmet i bund: ´Sneakin Suspicion´ og ´Keep It Out of Sight´.

Råstyrken, charmen og den løsslupne spilleglæde præget af tilpas respekt for det oprindelige håndværk sejrer på dette udspil stort over egentlig nyskabelse og sofistikerede kunstneriske udsagn af dybere tilsnit. Disse ingredienser skal man ikke lede efter her. De andre kvaliteter er faktisk også rigelige i sig selv, når de trumfer så overbevisende, som tilfældet er. Den mangeårige mikrofonkaster fra The Who kan efter flere magre sæsoner med dette på alle måder betydningsfulde orkester sige til sin faste makker Pete Townshend: ´Stik den, kammerat´. Wilko Johnson har i tilsvarende grad grund til at holde hovedet højt. En mand, der med få virkemidler forstår at skabe en så effektiv bund i musikken som på denne anbefalelsesværdige cd, vil altid have nærværende skriverkarls dybe respekt. Husk at det staves Pub rock og ikke Pop rock!

Seneste ændring: 
11/12/2019 - 15:36
Emner: 
kultur

Kære læser,

Med FOLKETS har jeg skabt en medieplatform der er uafhængig af statsstøtte.

Den uafhængighed er enestående i Danmark hvor medierne har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. De får milliarder af staten. Hold kæft-bolsjer, kalder jeg det.

Bør der ikke være medier som går systemet kritisk efter i sømmene. Hvor fokus er dybere end de enkelte politikeres fadæser eller rød mod blå blok.

Hvis du kan se hvorfor det er vigtigt med uafhængige medier, må næste spørgsmål være – hvordan?

En dag er denne side helt tom, hvis ikke du bakker op.

Meld dig til her.

Og god læselyst,
Lennart Kiil