Jack Bruce: Silver Rails
Produceret af Rob Cass England, 2014
Superbassisten Jack Bruce er en paradoksernes mand – store højdepunkter, enorme kommercielle succeser og kunstneriske landvindinger af betydeligt format er tilværelsen igennem blevet afløst af livstruende sygdomme, nær økonomisk bankerot og år med tomgang præget af skørlevned, raserianfald og mindre depressioner. Nu er han tilbage med sit første soloudspil i 11 år siden den latinfarvede More Jack Than God (2003).
I mellemtiden har han dog indspillet enkelte titler i samarbejde med andre kunstnere uden dog at have rykket mærkbart ved det samlede regnskab. Mest spektakulært var utvivlsomt den kortvarige gendannelse af klodens nok mest kendte og indflydelsesrige powertrio Cream i 2005 ovenpå en levertransplantation, der nær havde endt katastrofalt.
Er Silver Rails så ventetiden værd? Både og lyder svaret efter flere grundige gennemlytninger for at yde en mand af Bruces klasse den fornødne retfærdighed. Cd´en er optaget i det legendariske Abbey Road studie, hvor The Beatles og Pink Floyd begik flere af deres svendestykker. Den skotske multinstrumentalist, sanger, sangskriver og lejlighedsvis skuespiller er omgivet af en imponerende mængde ungt talent samt erfarne sværvægtere, men det samlede indtryk er dog noget ujævnt, og det skyldes en sær blanding af numre, der grænser til det smågeniale, unødvendig genbrug af ældre materiale plus et enkelt indslag, der læner sig op ad ren tomgang.
Det sidste er lettere ude i hampen for en mand med et suverænt håndelag som den tidligere Cream bassist og sanger, der har komponeret musik inden for et utal af genrer, hvoraf en del tenderer det mesterlige sunget og spillet med en passion og ofte sublim teknik, de færreste kan matche. Dette in mente gør en lettere skuffet selv efter vitterligt at have givet albummet en fair chance. Jack Bruce kapacitet som sanger er i det store hele bibeholdt, dog er klangen en smule tyndslidt. Lad os indledningsvist dvæle lidt ved højdepunkterne.
´Candlelight´ tjener som en fin, iørefaldende og reggaeinspireret sag garneret med en fornem solo af den forh. Roxy Music guitarist Phil Manzanera, vi desværre hører alt for lidt til på cd´en. ´Fields of Forever´ er ubetinget pletskuddet på Silver Rails – et relativt enkelt rocknummer med en smittende fremdrift og skridsikker vokal, der bliver hængende i ens bevidsthed allerede efter første lyt. Flere af teksterne er skrevet i samarbejde med lyrikeren Pete Brown, der stod for ordene på en del af Creams uopslidelige rockklassikere.
Ligeledes har Bruce et mangeårigt parløb bag sig med den amerikanskfødte komponist, dirigent og arrangør Kip Hanrahan, der resulterede i en række fine afro-cubanske og latinjazz farvede albums, hvor Bruce synger så smukt som sjældent hørt før eller siden. ´Hidden Cities´ på dette udspil når ikke helt derop, men nummeret er dog langtfra uinteressant. Cream-årene smitter af på nævnte sang, og det gælder ligeledes den politiske smædesang rettet mod afdøde Margaret Thatcher ´Rusty Lady´. Det tunge groove fuldendes med Robin Trowers potente guitarspil, der vækker minder om Eric Claptons bedste indsatser i årene hos førnævnte trio.
Derefter knækker cd´en pludselig over og når bunden med den overstyrede og monotont klingende bas i ´Drone´ - hvorfor, vil andre en denne anmelder sikkert spørge. De sidste to skæringer er genindspilninger af sange fra tidligere soloplader næsten med samme instrumentering, arrangement og tilsvarende længde som de oprindelige versioner. Hånden på hjertet: ´Keep it Down´ er et noget ordinært rocknummer fra det ujævne 1974 album Out of The Storm. Det ændrer John Medeskis glimrende indspark bag Hammondorglet heller ikke på. Den feterede trommeslager Cindy Blackman Santana – gift med Carlos Santana - redder heller ikke en total overflødig reprise på det kedelige ´No Surrender´ oprindeligt inkluderet på A Question of Time fra 1989.
Derfor er den samlede vurdering en kneben firestjernet belønning. Jack Bruce er blevet vel rigeligt hængende i perioden med Cream og egen produktion fra 1970´erne, der dog også rummede gedigne højdepunkter uden at nå de samme tinder fra 1969 debutsolopladen Songs For A Tailor. Mindre kan og kunne gøre det. Næste gang er der blot at håbe, at Jack Bruce ikke leger Jack Bruce kopiband. De bedste stunder på Silver Rails viser, at manden med bassen stadig formår at skrive fremragende sange og dårligt kan undskylde sig med manglende evner.