Det her er ikke en betalingsmur

Når du scroller ned, kan du frit læse Det moderne demokrati skaber tomme mennesker

Ovenikøbet uden forstyrrende bannerannoncer

Men hvad lever Folkets Avis så af? Bidrag fra sådan nogle som dig

Værn om pressefrihed og folkestyre Støt Folkets Avis

Det moderne demokrati skaber tomme mennesker

Skrevet af Nick Mogensen

Den rigdom der i Danmark er opnået over tid – især siden 1945 – har haft stærkt negative konsekvenser for menneskets forståelse af sig selv. Øget velstand, komfortable og livsreddende teknologier er i sig selv ikke at ringeagtige. Men mennesket er ikke i stand til at varetage sin etiske livsførelse i den grad, det er nødvendigt for at agere fornuftigt. Det tænker ikke længere selv. Det ligner en gentagelsen af tidligere tiders massepsykoser.

Denne artikel er lang.

Det æstetiske har forrang

Kierkegaard taler om den etiske livsførelse og den æstetiske. Det æstetiske har reminiscenser af hedonisme; lysten der opstår som følge af den menneskelige trang til at udskyde og nyde. Måske får fruen en tur på køkkenbordet, selvom du kommer for sent på arbejde eller måske drikker du dig fuld, selvom du har en vigtig dag i morgen til din søns fødselsdagsfest. Det hviler og vågner i alle – vi er spændt ud mellem det sataniske og det guddommelige – om man så må sige.

Når vi i næsten al vor færden har muligheden for at vælge det æstetiske bliver det en kongsdisciplin. Du kan spørge: hvorfor? Årsagen er menneskets historisk tydelige og til al evighed mangel på forstand på sig selv. Det tilkommer kun få mennesker at besidde en dyb indsigt. Sådan som grækerne mente den var; en indsigt, der er medfødt og skal afdækkes og fordres over tid. Nogen har mere end andre. Vor demokratiske og i øvrigt over-feminiserede kulturbærere kan naturligvis ikke forholde sig til en sådan påstand. Men den er sand. Og vil altid være det: talent fornægter sig ikke.

Nutidens menneskelige forfald

Velfærdssamfundet i Danmark har over tid forvansket begrebet om talent og flid. Naturligvis er der talenter, der klarer sig godt. Talent fornægter sig ikke. Det kritiske er ikke at talent forsøges undertrykket af de mindre talentfulde og mindre flittige. Det kritiske er, at en del med mangel på talent og flid ernærer sig ved hjælp af statens ressourcer – direkte eller indirekte.

Disse mennesker er ofte – af netop selvsamme grund – ikke er i stand til at oppebære værdien af den omkostning de udgør for statsbudgettet, men gør kun således i deres egen selvopfattelse. Her har vi en usund diskrepans.

De fleste mennesker følger massen bevægelser – uanset deres opfattelse af selvstændighed. Den er kun et skalkeskjul for at undgå sociale repressalier, tab af indtægt, ydmygelser og sygdommen til døden; den Kierkegaardske fortvivlelse, som han skriver om i bogen med selvsamme titel.

Egernet

Når jeg sidder og får min morgenkaffe ude i skoven tæt ved stranden, så hører jeg ofte et egern kravle hastigt henover taget på vores lejede hus. Måske hopper det op på en gren og videre op i træet. Måske suser det ned på jorden og kigger rundt. Man kan se at hjertet banker hurtigt; det lever heller ikke længe i forhold til en elefant, der har en meget lavere hvilepuls. Et egern bevæger sig utroligt.

Hvis et menneske bevægede sig så atletisk og smukt i trætoppene ville mange nok betale dyrt for at se denne optræden. Det vil være en sensation og formentlig aldrig kunne overgås af et andet menneske. For egernet er det naturligt. Det tænker ikke over dens kunstneriske bevægelser. Den lever; den er, som man siger i buddhismen, bevægelsen, den tænker ikke over den.

Descartes erklærede, at mennesket var menneske fordi, som han sagde, ”jeg tænker, så jeg er”. Hvis dette er tilfældet må det nødvendigvis betyde, at kun den som tænker selv er et menneske. Det mere upersonlige og angstfremkaldende ord for ”menneske” er person. Descartes sagde ikke ”andre tænker for mig, så jeg er”.

Socialiteten har dog en tendens til at kåre de personer, som den selv fremkalder, som de egentlige mesterværker; som fotografen, der står i mørkerummet og slår sine egne billeder til ridderne af fotokunsten. Sådan er kulturen; den vælger gerne de personer, der står den nærmest og som ikke støder den herskende kulturkreds i et omfang, der gør, at de bliver en reel antagonisme og ikke bare forstås som joviale outsidere, der fuldt forstår hvilken grænse, der er består for hans/hendes udbrud og harceleren.

Denne person optræner over tid en forfinet evne til at være at besidde korrekte mængder takt og tone og derved være spiselige for de sultne fyldevomme af kulturforbrugere, der ofte på grund af simple massepsykologiske principper lokkes til at se elitens forestillinger, som de indirekte selv har betalt for gennem skattebetaling.

Tilbage til egernet. Egernet mestrer en særlig disciplin; bevægelsen i trækronerne. Mennesket er fysisk de fleste andre pattedyr underlegent. Vi har til gengæld tanker, samvittighed og (sjældent) men dog original kreativitet i mere udpræget grad en selv de mest begavede dyr. Vi er dog modsat egernet frygteligt lemfældige i vores brug af vores fornemmeste attribut; evnen til at tænke.

Et egern vil overleve og må derfor fastholde sin styrke og elegance. Det skal også formere sig. Menneskets eksistens i velfærdssamfundet hviler ikke længere på dets egne skuldre. Lad os ikke diskutere forfærdelige sygdomme her. I velfærdssamfundet er ikke alene de mest basale fordringer og behov stillet. Nej, i velfærdssamfundet er selve eksistensens præmis på sin vis sat ud på bænken. Velfærdssamfundet fordrer decimeringen af ægte kreativitet og skaber en misforstået komfortabel selvfølelse hos enhver, der kaster sig i armene på den tryghedsgivende ”Store Moder”. Det civiliserede samfund er ikke mere dannet end det uciviliserede. Det civiliserede samfund er dog bedre i stand til at tale inden for det ganske snævre kulturelle kodesprog.

Velstandspsykosen

Den megen velstand vi har opnået har fordret menneskets fremmedgørelse fra sit selv. Et menneske skal ikke være noget i forhold til nogen. Et menneske skal være nogen i forhold til sig selv. Det overfladiske menneske er på overfladen en elegant skabning. Det er i besiddelse af en todeling; et er dets selvopfattelse (selvidentitet) et andet er dets egentlige identitet. Det ville ikke være et problem at person x opfattede sig selv som meget anderledes end andre opfattede vedkommende. Det er til gengæld et alvorligt problem, når person x ikke af andre afsløres som en mere eller mindre hul kasse.

Velfærdssamfundet og velstanden har fordret personers mangel på evne til at træde ud af deres æstetisk væren og over tid er der kollektivt skabt en fælles forståelse (intersubjektiv) for hvordan et ”menneske” agerer i vor kultur. Der er naturligvis på overfladen klare variationer, men uanset hvor meget du farver mayonnaisen så hovedbestanddelen stadigvæk olie og æg. Sådan har det altid været, vil du måske spørge? Ja, sådan har det altid været. Og det bliver ikke bedre; mennesket har ikke evnen. Vi kan ej heller flyve og kommer aldrig til det.

Men hvorfor så din kritik af det moderne menneske? Min kritik kommer som følge af den håbløse og kvalmende selvtilstrækkelighed det moderne udviser i næsten al dens gøren. Det moderne menneske opfatter ikke sig som en del af det historiske menneske, men som hævet over tidligere tiders brødre og søstre. Det er misforståelse.

I sig selv er dette afslørende for det moderne menneskets mangel på indsigt i historiske forhold, men ligeså skrækkeligt er det, at det moderne menneske vurderer sine medmennesker på baggrund af overfladiske kategorier. Det filosofiske menneske er persona non grata, thi det giver problemer. Valgmuligheder har gjort vor adfærd sygelig. Tænk sig at et ”menneske” i dag med fuld tilfredshed kan stå i en bagerforretning søndag morgen, hvor der er en lang kø og bruge tre minutter på at beslutte hvad denne skabning kunne tænke for en slags rugbrød til søndagsfrokosten eller at selvsamme menneske køber en flaske dyr Champagne med strygere og røgelsespinde og lægger det i en lysende champagnespand imens det lytter til banal psykologisk terror på diskoteker.

Mange vil måske indvende, at jeg overdriver og tolker på et enkelt symptom; en falsk metonymisk fremskrivning fra min side. Det må jeg afvise. Det står klart i al vor gøren og laden. Alle steder tages der af hensyn til ”god kundeservice” hensyn til menneskelige dårskab. Idiotiske (i græsk forståelse) markedsføringsguruer har gjort ondt værre med deres idé om at ”kunden altid har ret”. Selv et egern ville bryde ud i latter over den som vover en sådan påstand.

Det moderne menneske kan ofte kun tage stilling til noget, der ligger uden for det selv og som har at gøre med hvad de ”har lyst til”. Men det ikke i stand til at dirigere sig eget jeg. I min tid har jeg mødt mange der ville revolutionere verden alt imens deres værelse lignende noget folk der havde ryddet op efter atomulykken i Tjernobyl ikke ville gå ind til. HAZMAT eller ej. Få dog styr på dit værelse! Få styr på dig selv! – inden du skal lære andre noget om noget som helst.

Tænk sig at vi i dag har ”frigjorte” unge mennesker, ikke sjældent, feministiske teenagepiger eller feminiserede unge drengebørn, der påstår at de ved noget om samfundsøkonomien. Jeg er 28 og ved formentlig kun meget lidt om næsten ingenting. Som 18-årig (og jeg er i al beskedenhed ikke dum) vidste jeg så lidt, at det næsten virker som et amøbestadie, når jeg tænker på det i dag.

I en drabelig cocktail er de moderne forældre barnagtige med deres børn. De er ikke barn-lige, men barnagtige, dersom de overhovedet er voksne med et veludviklet subjekt? I dag dirigerer mange børn forældrene. Men forældrenes referenceramme er velsagtens heller ikke meget mere udviklet end et barns – de har blot en skærpet evne til at udtrykke sig efter de konventioner, der angår ”voksensprog” og de koder der forbindes med ”moden” opførsel. Det er dog ingenlunde udtryk for egentligt modenhed – nej, snarere voksenhed!

Heri spores kernen af problemet for vor tids ”menneske”; det er særdeles velkalibreret til at fremstå på en voksen og sofistikeret måde (overfladisk dog), men det er rædselsvækkende hult, når det ikke kan ernære sig på hurtigkulturens udefrakommende nektar.

Det afværger situationer med hastighed; det er ringe til at indgå relationer, der ikke er ”rene” (i Giddensk forstand). Godt nok er det i stand til at oppebære den på overfladen civiliserede adfærd, men i hjertet er det ikke i stand til at varetage truslen om sig selv og sin dødsangst og indgår derfor – som de fleste andre – i rene forhold, hvis eksistens kun betyder noget nu, som følge af den transaktion, der foregår mellem part x og part y, men ikke eksisterer som noget, der hæver sig over de part x og part x.

Som Nietzsche mente, så var Guds død i den moderne kultur vejen til satans evigt vågne svinehund – og han havde, som så ofte, ganske ret. Det moderne menneske er blevet en svinehund i forklædning; krævende og utåleligt selvstrækkelig og det føler at der tilkommer det alverdens ydelser, tjenester og valgmuligheder.

Et menneske kan kun blive helt ved at beskæftige sig med noget, der er større end dets selv. Gå i kirke om søndagen!

Det er i beskæftigelsen med det modsatte af éns faldgruber, den dialektiske anti-tese til vor medførte tilbøjeligheder, at man kan gøre sig forhåbninger om at blive menneske. Vi er ikke menneske som udgangspunkt; det kan vi kun blive; at være er for doven en idé, som den gode danske forfatter Peter Mouritzen skriver i sin bog ”Pennen og leen”. Vi er kun når vi forsørger at blive – mere end os selv!

Kun et tilbagetog til nøjsomhed, en mindre stat og mindre tanke på det formålsrationelle vil gøre mennesket til menneske (igen?). Det kommer muligvis af sig selv? Vor tid er tegnet af kulturelle antagonismer og krigeriske politiske opponenter. Over tid vil det aftvinge mennesket at betvivle sin eksistensberettigelse eller rettere: stille sig selv det ydmyge spørgsmål: hvorfor er jeg?

Del Det moderne demokrati skaber tomme mennesker