Vi skal bruge 331 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Fortvivlet mormor: 'Systemet tillader ikke at man hjælper sit eget syge barnebarn'

Antal

Debatindlæg af Karen West

Dette indlæg er både befriende at få lov til at skrive, men også svært, fordi det er min egen familie.

Jeg har et barnebarn med en psykisk lidelse.

Han er et Aspergerbarn med et par tillægslidelser.

Den udfordring kan vi sagtens leve med, hvis det ikke var fordi, vi bor i Københavns Kommune!

Sagsbehandlingen i Københavns Socialforvaltning er så træg og tung, at mit barnebarn stort set ikke har været i skole og ikke har modtaget undervisning i de sidste 3 år.

For et halvt år siden skrev Politiken om de mange klager (800 på et år) over handicapområdet under Socialforvaltningen i København.

I artiklen står der, at Socialudvalget afholdte et møde. Og ændrede navnet på området – så skulle det hjælpe?!

Nu råber jeg som mormor op, for Socialforvaltningen og herunder handicapcentret i Københavns Kommune fungerer stadig ikke.

De svarer ikke, ringer ikke tilbage, handler ikke på akutte indberetninger, og imens sidder mit barnebarn alene derhjemme, de dage hvor jeg ikke er der.

Vi passer vores arbejde i familien, selvom Socialforvaltningen foreslog, at moderen kunne komme på passiv forsørgelse.

Det alt-dominerende system tillader ikke, at man selv handler, eventuelt selv betaler og finder det skoletilbud, der matcher barnet.

Alt SKAL gå igennem de forskellige forvaltninger, som altså ikke fungerer.

Vi er med andre ord låst fast i en situation, hvor et ulykkeligt barn bliver mere og mere isoleret, fordi Socialforvaltningen i København ikke passer deres arbejde og ikke lever op til loven.

Havde det her været en privat virksomhed, var ledelsen fyret og/eller virksomheden gået konkurs. Det gør Socialforvaltningen ikke, fordi det er vores skattebetalte system.

Det her handler om umådeligt sårbare børn og hårdt prøvede familier, som ikke tør eller har kræfter til at råbe en fuldstændig uduelig forvaltning og nogle politikere op, der ikke passer deres arbejde.

Mormor forlanger, at I skal passe det arbejde, I er ansat eller valgt til, så hundrede års Socialdemokratisk bystyre ikke skal være fuldstændig til grin, fordi jeres elendige systemer efterlader endnu mere skrøbelige og ensomme børn.

Jeg vil gerne konfrontere både socialministeren, socialborgmesteren og socialudvalget i Københavns Kommune.

Hjælp mig med det.

Meta
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29
Organisationer: