Den seneste uge har man via medierne kunnet følge med i konflikten mellem DBU på den ene side og så kvindelandsholdet og spillerforeningen på den anden.
Størstedelen af sympatien i befolkningen er gået til de kvindelige EM-helte, der er blevet gjort til martyrer. Det er såmænd helt i tidsånden, at der går kønskamp og et dertilhørende kvindeligt martyrium i tingene.
Når man kigger rundt i kommentarsporene på de sociale medier, så er det DBU der lægges for had: DBU er forstokkede gamle mænd, som ikke vil træde ind i den moderne tidsalder, lyder det.
Kvinderne derimod er heltinder som kæmper for kvindefodbolden, såvel som ligestilling.
Det er udlægningen i befolkningen.
Realiteterne er dog, at kvinderne vil have en større bid af kagen – en kage som de vel at mærke ikke bidrager til:
Kvindefodbolden i Danmark har kørt med et årligt to-cifret millionunderskud i mindst 25 år.
Og alligevel postes der stadigvæk millioner og atter millioner i kvindefodbolden – vel og mærke penge der tages fra DBU's samlede økonomiske pulje – hvor det er mændene der genererer ALLE indtægterne.
Kvindelandsholdet og spillerforeningen vil altså have en større del af en økonomisk pulje – en pulje som de kun har bidraget til i form af millionunderskud.
De kvindelige landsholdsspillere er desuden også presset på økonomien fordi der ikke er nogen penge i kvindefodbold på klubplan. Det er kun landsholdet som har befolkningens interesse – og kun her for nylig – hvilket man nu forsøger at udnytte.
En af konfliktens helt store knaster er, hvorvidt landsholdsspillerne skal være statsansatte og DBU arbejdsgiver. Man prøver at gøre idrætten til en normal del af arbejdsmarkedet, hvilket vil få uoverskuelige konsekvenser og reelt set ødelægge sportens kommercielle interesser og potentiale. Idrætten bliver aldrig en del af et normalt arbejdsmarked – slet ikke som landsholdsidræt.
DBU mener desuden, at landsholdet er noget man udtages til. Det er en invitation til at stille op for sit land og herigennem repræsentere dette. Man kan kalde det en nationalromantisk tilgang, men denne tilgang er et grundvilkår for landsholdsfodbolden.
Hvis man ANSÆTTER sportsudøvere til at repræsentere deres land, så bliver landsholdsfodbold reelt set en form for firmabold.
Det er ikke DBU som er skurken i konflikten. Det er derimod spillerforeningen, som i øvrigt (mis)bruger kvindelandsholdet som prøveklud ift. de forhandlinger som skal starte med herrelandsholdet om cirka 1 år.
Kvindelandsholdet er reelt set gidsler i en magtkamp mellem herrerne og spillerforeningen på den ene side og så DBU på den anden side.
DBU præsenteres som det magtfulde nationale fodboldforbund bestående af forstokkede gamle mænd, der tryner kvindelandsholdet – altså en klassisk kvinde/klassekamp mellem patriarkatet og de underbetalte kvindelige martyrer. Det er dog en fremstilling som er meget langt fra sandheden, der er væsentlig mere grumset.
Det handler mere i sidste ende om magt og økonomiske interesser i herrefodbolden, der som bekendt både er Danmarks og verdens suverænt største og mest populære sport. Og så handler det også om – i hvert fald for DBU m.fl - hvorvidt man spiller for sit land via en invitation eller om man er ansat til det.
Det sidste vil trække charmen og nationalromantikken ud af landsholdsfodbolden.
Det vil gøre landsholdet til ”funktionærer” – ikke sportsfolk, der repræsenterer deres land.
DBU har allerede givet kvinderne lønforhøjelse – til trods for at de er en underskudsforretning – de vil ikke også være arbejdsgivere for et kvindelandshold, der burde se det som en ære at repræsentere deres land og indirekte dem selv, hvor det er produktet og interessen fra fans som langt hen af vejen bestemmer de økonomiske vilkår.
Kvindefodbolden er desværre for de kvindelige landsholdsspillere en så dårlig forretning – også for dem selv – at de helt naturligt forsøger at udnytte EM-succesen, men spillerforeningen og herrelandsholdet spiller et helt andet (magt)spil. De har øjnene rettet mod egne forhandlinger om 1 år, hvor de helt store knaster kommer op.
Kvindelandsholdet og kommentarsporerne på de sociale medier er derfor blevet til nyttige idioter i denne magtkamp, der i sidste ende skader landsholdsfodbolden, herunder også kvinderne selv, og mest af alt handler om herrefodbolden.