Inger Støjberg offentliggjorde en Muhammedtegning på sin væg i går, dette som en protest imod et museum i Viborg, der if.m. en udstilling om blasfemi ikke ønsker at medtage nogle af Muhammedtegningerne. For Støjberg er det et knæfald for reaktionære kræfter og imod danske/vestlige værdier.
Støjberg bliver nu kritiseret fra nær og fjern – især af venstrefløjen og de kulturradikale. Dette overrasker desværre ikke. Venstrefløjen har intet lært af Muhammedkrisen i 2005, samtidig med at den også selv udviser reaktionære tendenser. Det vender jeg tilbage til.
Det bliver i kritikken af Støjberg – og den er hørt mange gange før - fremført, at fordi vi lever i en globaliseret verden med multikulturelle samfund, så skal vi tage hensyn til andres følelser, dogmer og kultur. Flere fremfører også, at Støjberg med sin offentliggørelse risikerer at skade den sikkerhedspolitiske situation for Danmark, herunder tiltrække sig terrorisme. Også eksporten af mælk optager pludselig (igen) venstrefløjen.
Man kunne omvendt spørge: såfremt vi skal tage hensyn til det multikulturelle og andres følelser og kulturer, skal ”de andre” så ikke også tage hensyn til og rumme Vestens traditioner for åben debat, religiøs og ideologisk kritik, satire m.m.? Dette uden at benytte sig af trusselskultur?
Ydermere er det jo ikke Støjberg som potentielt skader Danmarks sikkerhedspolitiske situation, men de formørkede personer der ikke kan rumme Vestens kultur og åbne samfund.
Venstrefløjen burde stille sig selv spørgsmålene:
Hvordan er vi nået hertil, at ekstremisters trusselskultur, en nødvendig kritik af religiøse dogmer og totalitære tankesæt, sætter præmissen for en museums-udstilling om blasfemi, hvor kronjuvelen over dem alle – bomben i turbanen – ikke er med?
Hvilke formørkede kræfter står bag en sådan udvikling, og hvordan bekæmper vi disse?
Det gør venstrefløjen bare ikke. Den er nemlig selv blevet reaktionær og dogmatisk.
Venstrefløjen har et problem med ytringsfriheden. Den har et problem med åben debat, kritik og politisk og kulturel pluralisme. Jeg bygger postulatet på, at venstrefløjen ofte – ikke altid – benytter sig af udskamning, dæmonisering, politisk obstruktion, vi er de gode-argumentet, personlig forfølgelse og udelukkelse. (fra det gode selskab)
Senest har en undersøgelse fra USA afsløret en anti-demokratisk kultur blandt studerende. 51 % af de studerende mener det er ok, at knægte politiske og ideologiske modstanderes ytringsfrihed hvis man er uenig med dem. 20 % mener endda at det er i orden at benytte (politisk)vold.
Venstrefløjen har ikke noget ordentlig politisk projekt - da dens intellektuelle storhedstid er væk – og hvor der nu kun er et ekkokammer tilbage, der mest af alt handler om at udskamme andre og flashe sin egen påstået godhed i selskab med meningsfæller. Den er intellektuel handlingslammet og doven.
I dag kæmper venstrefløjen – ikke for ytringsfrihed, pluralisme og mangfoldighed – men for krænkelseskultur, safespaces, religiøse dogmer, retten til at knægte andres fri tale, samt retten til at dæmonisere og udskamme politiske og ideologiske modstandere. Hvis den endelig kæmper for ytringsfriheden, så er det udelukkende dens egen.
Den kan ikke rumme andet end sin egen påståede godhed og den er skrækslagen for at blive ramt af sin egne metoder, nemlig at blive udstillet som racistisk, såfremt man taler kritisk om div. grupper i samfundet, naturligvis undtaget hvide mænd, hvor det gir plus-point i de formørkede ekkokamre. For venstrefløjen er etniske og religiøse minoriteter og kvinder – også hvide danske kvinder - altid ofre, mens venstrefløjen er deres redningsmænd og martyrer.
Fremfor at stå fast på nødvendigheden af en åben og fri debat, en kritik af dogmer, totalitære tankesæt, brug af satire m.m. herunder afstandtagen til trusselskultur, så kalder venstrefløjen det unødvendige provokationer og benytter sig af en offer eller martyrkultur. Nogen har vist glemt baggrunden for offentliggørelsen af tegningerne i første omgang.
Venstrefløjens projekt i dag er i bund og grund at dyrke en vestlig selvlede eller skam, herunder at gøre sig selv til martyrer – og som følge deraf - konstant have brug for ofre og skurke, mens den desværre samtidig fortaber sig i sin egen forfængelighedshumanisme og krænkelsesparathed på vegne af andre og sig selv.