Gå til hovedindhold

Mine holdninger er ikke styret af min hudfarve!

Af Mohammed Hassan

For par dage siden var der i Politiken et debatoplæg skrevet af Mrutyuanjai Mishra, der er af indisk oprindelse og noget så fornemt som europæisk master i menneskerettigheder og demokratisering. I sit oplæg anklager han undertegnede og Mehmet Ümit Necef, lektor ved Syddansk Universitet, for at retfærdiggøre diskrimination og racisme. Jeg kender ikke manden personligt og har heller ikke mødt ham. Men han er noget forvirret og en kende for forudsigelig.

Hans holdninger ligner til forveksling visse feministiske debattørers automatreaktion på alt, der har XY kromosomer og en puls. Indledningsvist var jeg lidt skuffet over at læse hans indlæg. Det var lige så stereotypt og uoriginalt, som de stile gymnasieelever skriver om deres sommerferie år efter år. Jeg begyndte næsten at tvivle på, om han havde læst mit indlæg, eller det blot skulle bruges en affyringsrampe for en serie af flosker, som et hvert medlem af Enhedslistens ungdomsafdeling, SUF kan i søvne og til bevidsthed.

Det er ejendommeligt at tænke på, at en mand med en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering ikke har forstået det basalt demokratiske princip om, at man samles efter politiske anskuelse og ikke hudfarve. Hvorfor skulle jeg være blidere mod Tarek Hussain eller anden debattør med et ”eksotisk” navn? Jeg går efter bolden og ikke manden . Det er argumentet, der tæller i en debat og ikke race, kultur og ens valg sengepartner.

Diskrimination er netop at fokusere på manden og ikke argumenterne, som Mrutyuanjai Mishra gør. Han tillægger Mehmet og jeg nogle holdninger alene grundet vores etnicitet. Hvis det er ikke diskrimination og misforstået samfundssyn, så ved jeg ikke hvad er. Med sit demokratisyn fratager han mig retten til selv at tænke og komme frem til mine egne legitime holdninger om det samfund, jeg lever i.

Som borger i et frit og åbent samfund føler jeg næsten, at det er en borgerpligt at blande sig og at tage aktivt del i debatten og offentlige anliggender. Hvorfor kunne man spørge? Når man er opvokset i Danmark, tages demokratiet og frihed for givet, men tager man blot to timers flyvetur østover til Skt. Peterborg, er disse rettigheder ikke længere en selvfølge. Så længe, jeg kan bevæge mine fingre over tastaturet, vil jeg give mine holdninger til kende. At nogen ikke lytter, er en helt anden sag. Det er ingen tvang til at ytre sig, men det er heldigvis en dyrebar og hævdvunden rettighed, som jeg vil værne om.