Gå til hovedindhold

Italiensk for viderekomne: Gladsaxes pædagoger rejser for en million om året til Firenze

Af Lars
Kildemedier

Når Gladsaxes pædagoger afholder pædagogiske dage, sker det ikke i Danmark – men i Italien. En sydeuropæisk destination, som også kan aflæses på skatteydernes udgifter.

– Det er ikke et udgangspunkt og mål i sig selv for SF at stemme for nedskæringer på et område, der i forvejen er hårdt ramt.

På blandt andet denne måde fremlagde Sendal Benli, viceborgmester i Gladsaxe Kommune, overfor Danmarks Radio de besparelser, som kommunen stod overfor at skulle gennemføre i 2015.

Besparelser som blandt andet betød, at der ville ske besparelser på børneområdet i den københavnske forstadskommune. Til det statslige medie fortalte lokalpolitikeren samtidig, at han anså nedskæringerne for specielt problematiske, fordi børne- og ungeområdet i forvejen havde skåret helt ind til benet.

Men det har dog tilsyneladende langt fra været tilfældet, for i selv samme budgetter har der nemlig været luft til, at kommunens pædagoger kunne sendes på et meget stort antal kurser i Italien. Det viser aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Gladsaxe Kommune.

Aktindsigter der samtidig fastslår, at udgifterne til de markante rejser har været stigende i den periode, hvor Sendal Benli mente, at der var tale om nedskæringer i et i forvejen beskåret budget på børne- og ungeområdet i Gladsaxe Kommune.

Byvandring og ikoniske malerier del af pædagogers program

Aktindsigterne fremsendt til Journalista.dk viser, at skatteyderne i 2013 måtte betale 625.668 kroner, for at pædagogerne kunne komme på forårstur til Italien. Året efter var udgiften faldet en smule til 615.558 kroner, før den i 2016 eksploderede til 1.029.619 kroner.

For det fik pædagogerne en på mange måder standardiseret tur til Firenze, hvor de typisk brugte førstedagen på rejsen, mens den efterfølgende dag blandt andet stod på verdensberømte malerier på Uffizi-museet. Dagen efter har der typisk været gjort plads i programmet til byvandringer, så deltagerne har kunnet få et indtryk af Firenzes bymidte. På fjerdedagen, som bedømt på de fremsendte programmer har været rejsernes sidste hele dag, har eftermiddagen normalt været reserveret til, at deltagerne i grupper har kunnet forberede underholdning til om aftenen.

Heller ikke på femte- og dermed sidstedagen af turen til Italien, fremstod programmerne fremsendt til Journalista.dk, som tætpakkede med faglige indtryk. Således havde det eksempelvis i 2016 kun ét programpunkt i form af flyvning hjem til Danmark, hvilket først skete om aftenen.