Primære faneblade

0.85

Anmeldelse af
Susanne Staun: "Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation". 248 pp. Gyldendal.
Udkom 22. sept. 2017.

"Mandens ex-kæreste fik for år tilbage en bøde for at have slået ham; men hun mener, at bøden var uretfærdig, fordi hun handlede i selvforsvar. Hun benægter også på det kraftigste, at hun har kastet med askebægre, taget kvælertag eller givet ham tæsk. Hun mener derimod, at det er hende, der har været offer for vold, og desuden er hun offer for stalking. . . "

Dette er et sammendrag af en af de mange historier om skilmisse-konflikter i Susanne Stauns nye bog. I alle historierne står påstand mod påstand, og der er ingen mulighed for at de bliver enige. Det er ikke munter læsning at læse en bog om den salgs uløselige konflikter hvor parterne hader hinanden.

Men det der gør Stauns bog særlig ubehagelig at læse, er at den samme form for konflikt gennemsyrer Stauns egen fremlæggelse af sagerne. Hun har kronisk mistro til mænd og beskylder dem for alt muligt ondt, og omvendt mener hun at kvinderne som hovedregel er helt uskyldige. Hendes bog er således et forsøg på at opgejle et kronisk skænderi i det hele taget mellem mænd og kvinder i Danmark. Derfor er bogen rædselsfuld læsning.

Et sted sidst i bogen skriver hun, at man kan være "mere bekymret for afsporing, misinformation og politisk propaganda end den ligefremme løgn. Løgne kan let punkteres, mens afsporing, misinformation og propaganda kommer listende som en tyv i natten og sammen med forførende dækdiskurser om ligestilling, ligeværd og borgerrettigheder er langt farligere. "

Nuvel, dette beskriver lige netop hvad Staun selv gør i sin bog.

Undertitlen på bogen er "Magt, myter og misinformation" og det er netop hvad hun selv gør sig skyldig i - hun har den lette adgang til medierne, som hun beskylder andre for at have, hun fremlægger et hav af usande myter, og hun misinformerer. Hun har fået sin bog udgivet på selveste Gyldendal. Tænk hvis bare jeg kunne opnå det samme . . .

Et hovedemne for hende er at kvinders version ikke kan komme i medierne. Mærkeligt, når måske over 90 % af alle artikler om ligestillingsemner i aviserne ser sagen fra kvinders synsvinkel (1) (2).

Staun skriver at hun har arbejdet sig igennem mere end 800 sagsmapper om voldelige parbrud; det er ganske mange, eftersom hun hævder at kun 20-30 skilsmissesager om året går i hårdknude på grund af samværschikane. Vi får ikke nogen systematisk gennemgang af hvad hun derigennem har fundet ud af. Hovedparten af bogen er, i en rodet og ugennemskuelig rækkefølge, omtale af alle mulige enkeltepisoder, som Staun præsenterer ud fra sin særlige synsvinkel. Og hendes synsvinkel er, at at skilsmissefædre virkelig begår overgreb mod deres børn, når de har dem til samvær - pædofili, incest, vold, forsømmelse, osv. Her har hun samme opfattelse som "Netværket Mor", som hun har en vis tilknytning til.

I de konkrete sager, hun omtaler, siger manden ét, og kvinden noget helt andet. Læseren kan som regel ikke vide, hvad der er sandt. Men Staun vælger altid at mistro manden og tro på kvinden.

Der er nogle få sager, som jeg har indblik nok i til at jeg til en vis grad kan vurdere hendes fremstilling.

En af sagerne (side 83) angår filminstruktøren Daniel Dencik. Han har udgivet en bog, hvor han på romanform fremstiller en sag som er praktisk taget identisk med det han selv har oplevet (3). Efter skilsmissen flytter hans kone til Sverige og tager børnene med. I en svensk skole har datteren en time om temaet "krænkelse", og dér fortæller datteren så, at "hendes far slår og sparker hende, i maven og i hovedet. Hendes far låser hende inde på hendes værelse. Det er sket tusind gange." Det lyder jo ikke troværdigt, og det er efter alt at dømme pure opspind. Men lærere og sagsbehandlere bruger det til at forhindre, at faderen nogensinde får sine børn at se igen. Dencik er ellers en pæn mand med hjerte for de undertrykte. Staun skriver om hans sag, at selv om han er frikendt for påstået vold mod sine børn ved alle instanser, så nægter hans børn at se ham. Det må der jo være en grund til, mener hun, og det får hende til at kalde ham en "Offerfar". Og hvad er så en Offerfar? Jo, det skriver hun s. 42: Han er som Josef Fritzl. "På alle måder opsummerer Josef Fritzl OFFERFARs typologi". Så kan karaktermordet på den pæne mand vist ikke drives meget længere nedad. Alt dette fordi han drister sig til at sige at han er blevet dybt uretfærdigt behandlet.

Blandt de "myter", som Staun gør op med, er myten om "the parental alienation syndrome", dvs. forældrefremmedgørelse. Det går ud på, at hvis børnene har været hos mor helt uden kontakt med far i nogle måneder, så er det tid nok til at moderen kan hjernevaske dem til at hade deres far. Når først det er sket, så nægter børnene at se deres far igen, fordi de tror på moderens skrækhistorier om ham. I den situation får moderen så, af hensyn til "barnets tarv", lov at beholde eneretten til samvær med børnene. Et rigtig, rigtig beskidt trick.

Men Staun påstår at den slags ikke kan dokumenteres. "Syndromet er afvist af næsten alle professionelle organisationer". Så hun udelukker den mulighed, at Denciks ex-kone har fået børnene til at afsky deres far. Når børnene pludselig nægter at se ham, må det være fordi han har gjort noget ondt imod dem.  Så fordi hun går ud fra at "parental alienation"  ikke findes, kan hun konkludere, at Dencik er en af de mange onde mænd, der fremtræder som et offer, men nærmere er en slags Josef Fritzl.

Tilsvarende gælder hele bogen igennem. Hver eneste gang der er nogle børn, som ikke vil se deres far, så beviser det i Stauns øjne at faderen har begået overgreb mod dem. På den måde når hun frem til, at rigtig mange mænd er ondskabsfulde uhyrer. Jeg vil derimod konkludere, at parental alienation er et meget udbredt fænomen.

Staun omtaler flere affærer, hvor kvinden er rejst med børnene til fjerne lande. Det gælder ikke mindst de to kvinder, Lisbeth Markussen og Angelina Mathiesen, som har været genstand for adskillige fjernsynsudsendelser. De er begge rejst med børnene til et hemmeligt sted i Brasilien. Disse kvinder har en vis forbindelse til et netværk af skilsmissemødre, et netværk som også er tilknyttet facebookgruppen "Netværket Mor", og et netværk hvor også Staun selv har en vis tilknytning som "observatør".

I Stauns fremstilling bliver det til, at fædrene til disse børn har været voldelige eller aggressive eller er under mistanke for pædofili.

Myndighederne har erklæret om en af disse kvinder, at hun har "en forvrænget opfattelse af virkeligheden" og at det ikke er sundt for børnene at være hos hende. Så de har i hvert fald midlertidigt overført forældreretten til faderen. Hvilket prompte fik hende til at flygte til Sydamerika med børnene. Hun anklager faderen til et af børnene for at have begået fysiske, psykiske, verbale og økonomiske overgreb mod hende, og at han har begået seksuelle overgreb mod sin halvvoksne datter af et andet ægteskab. Der er intet som helst der tyder på at disse anklager har noget på sig. Den anden kvinde fremstår i fjernsynsudsendelsen sådan, at hun har et helt ekstremt forhold til opdragelse af sine børn - enhver modsigelse af barnets vilje ser hun som et overgreb. Når faderen forlanger noget - f.eks. at barnet skal blive i sin seng og sove - opfatter hun det som aggression vendt mod barnet. På den basis kalder hun faderen for voldelig. Altså normal børneopdragelse = vold. Så forstår man bedre, hvordan der kan optræde så mange "voldelige"  fædre i Stauns historier.

Men i Stauns øjne er disse fædre voldelige, og når myndighederne ikke giver hende ret i det, så overtræder myndighederne internationale konventioner.

En af disse er Istanbul-konventionen. Den trådte i kraft i 2014 og er Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Den siger bl.a. at man må ikke tvinge et offer til at skulle mødes med sin gerningsmand. Så når en kvinde har barn med gerningsmanden, så forlanger konventionen, hævder bl.a. Foreningen Mor, at moderen skal fritages for nogensinde at møde sine børns far. Staun skriver også s. 61 at ministeren på området - Manu Sareen - opfordrer til konventionsbrud. Man bruger altså den konvention som løftestang for at fjerne fædre fra deres børn. Og det er da også hvad bl.a. Netværket Mor går ind for.

Det er en facebookgruppe, som på deres banner har teksten: " Få aldrig børn i Danmark - med mindre du bruger en donor! Netværket Mor fraråder kvinder at få børn eller at tage børn med til Danmark. " Også en del af sidens opslag siger det samme - børn skal simpelt hen ikke have fædre, for der er alt for stor risiko for at fædrene begår overgreb mod børnene. Ligesom Staun selv mener, at fædre på stribe begår overgreb.
Nu er der imidlertid undersøgelser der viser, at mødre lidt oftere end fædre begår vold imod børn; når det gælder små børn, kan det skyldes at mødrene tilbringer mere tid med børnene, end fædrene gør. Men tendensen er den samme for teenagebørn (4). Så hvis man skulle fjerne de mest voldelige forældre fra børnene, så skulle det være mødrene!

S. 179 skriver hun, at tilsyneladende kan ingen diske op med historier om mænd der udsættes for vold fra deres kone. Nå ikke? Hvad med at læse en trykt beretning om en mand hvis kone udsatte ham for dødsensfarlig vold (5)?

Stauns bog handler mest om enkelthistorier; men der er også lidt om generelle tendenser og videnskabelige undersøgelser. Det gælder bl.a. siderne 180-184, som nærmest er et koncentrat af misinformation. Her latterliggør hun f.eks. påstandene om , at partnervold lige hyppigt går fra manden mod kvinden og fra kvinden mod manden. Faktisk er der mange hundrede internationale undersøgelser, der viser dette, sammenfattet bl.a. i (6), (7) og (8). Så hvis Istanbul-konventionen skulle tjene til at fjerne voldelige forældre, så skulle mødrene fjernes lige så ofte som fædrene.

Staun hævder også at påstandene om at mindst hver femte kvindelige studerende i USA udsættes for seksuelle overgreb er sande. Men de er meget, meget langt fra sandheden, som jeg har redegjort for andetsteds (9).

Et særligt problem er falske anmeldelser. Det hedder s. 46 at "falske anmeldelser i den videnskabelige litteratur er undersøgt og tilbagevist som et problem med en endog forsvindende lille forekomst". Det passer ikke, se (10).

S. 120 nævnes det, at "undersøgelser viser, at 15 % af fædrene fremsætter falske anklager i sager om forældremyndighed og samvær mod mødres 2 %". Her henvises til en canadisk afhandling fra 2005 af  Trocmé og Bala, og det er korrekt citeret. Men den pågældende afhandling er siden blevet kritiseret (11). Den er baseret på indberetninger fra socialarbejdere, og man kan ikke være sikker på, at de vurderer mænd og kvinder lige strengt. Staun kunne i stedet have citeret en mere grundig undersøgelse (12), også fra 2005; her er forskerne gået mere i dybden med sagerne, har studeret retssager og derefter talt med begge parter. De finder f.eks. angående anklager om overgreb mod børn, at når en forælder anklages, så kan anklagen bekræftes i 17 % af tilfældene for mødrenes vedkommende, og 15 % for fædrenes vedkommende - altså ingen særlig kønsforskel. Og over 80 % af anklagerne kan altså ikke bekræftes.

Når mødre vil sikre sig den fulde forældremyndighed, retter de ofte anklager mod fædre for diverse overgreb. Der cirkulerer vidt forskellige tal for hvor mange af disse anklager, der menes at være falske, lige fra de 2 % som Staun nævner til påstande om at langt over halvdelen er falske - jeg har set estimater på op til 77 % falske.

Staun hævder at mødres samværschikane er en myte. De oplysninger, jeg kender til, siger noget helt andet. Jeg har andetsteds givet en del kildehenvisninger både til hyppigheden af falske anmeldelser og hyppigheden af samværschikane (13). Her har jeg i en tekst på tre sider lige så mange henvisninger til akademiske kilder som der er i hele Stauns bog.

Staun skriver side 10 om det forkerte ved at medierne agerer og rapporterer til overflod i modstrid med al tilgængelig evidens. Men Staun selv sørger også til overflod for at udelade næsten al evidens der taler hende imod. Der findes ret meget forskning, ikke mindst fra Sverige, der dokumenterer at børn trives bedst, hvis de er lige meget hos far og mor, også selv om der er et højt konfliktniveau imellem forældrene (14) . Heldigvis bevæger dansk skilsmisselovgivning sig i retning af tilpasning til denne konklusion. Men Staun forsøger indædt hele bogen igennem at overtale politikerne til at lave om på lovgivningen, sådan at mor altid får børnene, lige så snart forældrene er uenige - dermed går Staun imod det der er dokumenteret at være til barnets bedste.

Jeg har her gået i detaljer med en del ting i Stauns bog, fordi det er nødvendigt. En kort anmeldelse ville blot blive et postulat om at bogen er fuld af fejl, udeladelser og misinformation, men hvis jeg ikke dokumenterer det, så er postulatet intet værd. Jeg må dog sige, at ovenstående er kun en lille del af alle de mangler og de misinformatoner, som florerer på siderne.

Et overordnet indtryk er, at siderne emmer af had mod mænd. Mænd, og især Foreningen Far, er skurkene i Stauns bog, og hun er hæmningsløs i sin fordømmelse af dem. Hvis nogen tvivler på at feminister hader mænd, så læs hendes bog og bliv klogere. Indholdet er en kompakt grød af had og mistro, af misinformation, og af løgn og atter løgn. Det hele er et rædselsfuldt makværk. Et mareridt.

(1) https://www.folkets.dk/c/berlingske-tidende-blevet-feministisk-propagandaskrift

(2) https://www.folkets.dk/node/1752

(3) Daniel Dencik (2014): Anden person ental. Roman. 275 pp. Gyldendal.

(4) DR Nyheder 9./10. 2017: Mødre gør mere vold på børn end fædre.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/moedre-goer-mere-vold-paa-boern-end-faedre?cid=soc_facebook_drnyheder_nerpl9cj

(5) Elsa Holmer (2017): I kærlighedens navn. Når mænd får bank af konen ... 156 pp. Skriveforlaget.

(6) Philip W. Cook(2009): Abused men. 2nd ed. 233 pp. Praeger Publishers.


(7) M. S. Fiebert (2012): An annotated bibliography.
http://web.csulb.edu/~mfiebert/assault.htm

(8) Jennifer Langhinrichsen-Rohling et al. (2012): Partner abuse 3(2): 199-230.

(9) Kåre Fog (2015): Humaniora - videnskabe eller varm luft. Heri s. 362-365.

(10) Y. Mazeh & M. Widrig (2016): The rate of false allegations of partner violence. Journal of family violence 31: 1035 - 1037.

(11) D. G. Dutton et al. (2009): The gender paradigm in domestic violence research . . . Aggression and violent behavior 14: 30-38.

(12) Janet R. Johnston et al. (2005): Allegations and substantiations of abuse in custody-disputing families. Family court review 43(2): 283-294.

(13) Kåre Fog (2013): Alfa-han eller tøffelhelt. Heri s. 261-263.

(14) Study finds separated parents should split physical custody equally.
http://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-4837570/Study-finds-separated-parents-split-custody-equally.html

Udgivet for :
Emmanuel Macron. Foto: Austrazil / CC BY-SA 4.0
Del Den bog er et rædselsfuldt makværk! – Anmeldelse af 'Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation'
Like F
Udgivet for :
"Gule veste" demonstrerer imod afgifter i Frankrig. Foto: Obier / CC BY-SA 4.0
Del Den bog er et rædselsfuldt makværk! – Anmeldelse af 'Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation'
Like F
Udgivet for :
Foto: Pixabay
Del Den bog er et rædselsfuldt makværk! – Anmeldelse af 'Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation'
Like F
På 3. pladsen med 712 delinger:
Lars Løkke Rasmussen. Foto: ft.dk til pressebrug / fotograf ikke angivet
Del Den bog er et rædselsfuldt makværk! – Anmeldelse af 'Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation'
Like F
På 2. pladsen med 1185 delinger:
 Foto: Johannes Jansson
Del Den bog er et rædselsfuldt makværk! – Anmeldelse af 'Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation'
Like F
På 1. pladsen med 1504 delinger:
Foto: Diliff / CC BY-SA 3.0
Del Den bog er et rædselsfuldt makværk! – Anmeldelse af 'Mediernes møgkællinger. Magt, myter & misinformation'
Like F
/* START ONLY for PRINT */ /* END ONLY for PRINT */

Nu 300 ud af målet på 324 betalende brugere

Hjælp os i mål inden Jul om fra blot 2 kroner om dagen

For kun 2 kroner om dagen er du med til at sikre driften af FOLKETS.DK og for 2 kroner mere understøtter du også den kritiske journalistik på vores flagskib Folkets Avis.

Se muligheder – eller gå direkte Til betaling (Allerede bruger? Log på her)