Jeg ved ikke om man skal kalde den nuværende #metoo kampagne i medierne for hysteri, for der er unægtelig kvinder (og mænd) derude, som er blevet udsat for alvorlige overgreb og hvis historier naturligvis skal frem i lyset, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med indtrykket af, at endnu en kampagne er blevet kapret af en moderne krænkelseskultur, hvor kvindekønnet i et såkaldt kvindesolidarisk angreb på mænd skyder vildt omkring sig.
Metoo hashtaget i sin nuværende udgave startede som en reaktion på Harvey Weinstein-skandalen i Hollywood, hvor kendte kvinder berettede om grænseoverskridende chikane og overgreb i filmindustrien – personificeret af filmbossen Harvey Weinstein. Sidenhen har hashtaget overtaget dele af de sociale medier og endnu flere, herunder også alm. kvinder, er kommet til med beretninger fra deres hverdag om chikane og overgreb. Der har været lign. Kampagner før #metoo, men ingen næppe så store og voldsomme som den nuværende.
Hvis man som mand sidder tilbage med et indtryk af, at kampagnen har åbnet en ladeport, så er det ikke helt skudt ved siden af. Kampagnen er den som mange feminister har ventet på og drømt om. Den har alt hvad det feministiske hjerte begærer. En hvid magtfuld mand har groft chikaneret kvinder og i nogle tilfælde måske også voldtaget dem. Man kan dog kun være glad for at et sådan monster nu er afsløret, hvorefter han forhåbentlig stilles for en domstol.
Efterfølgende historierne fra alm. kvinder over hele verden vælter nu ud på de sociale medier, hvor af nogle vitterlig er grusomme, mens andre ret beset er bagateller der hører hjemme i afdelingen for ”kom dog videre”.
I medierne, der længe har ageret hvervekontor for kvindesagen og været særdeles aktive i deres udskamning af mænd, sprøjtes der artikler og kronikker ud i et omfang, som sjældent er set.
I Politiken kan man læse, at alm. ægtemænd krænker og voldtager deres koner i stort omfang hjemme i ægtesengen. Information mener der er tale om en revolution, der kan sammenlignes med murens fald eller det arabiske forår. At vi står overfor et opgør med en syg vestlig (mande)kultur, hvor kvinder nu tager bladet fra munden og fortæller om deres hverdagsliv. Desværre bliver der også givet plads til megen ukritisk mikrofonholderi, hvor kvindepolitiske dogmer forbliver uimodsagte. Dette stort set alle vegne.
Jeg synes kampagnen er en pærevælling af nødvendige og rædselsfulde historier der skal fortælles, men også ret små episoder fra et krænkelsesparat segment + mænd der forsøger at udnytte kampagnen til at score billige point ved at tale eget køn ned for der igennem at tale sig selv op og fremstå som progressive hvide riddere, men der er selvfølgelig også dem der måtte mene, at det er på høje tide at (rigtige) mænd træder i karakter og kommer kvinderne til undsætning i kampen mod en sexistisk mandekultur. En sexistisk mandekultur som feministbevægelsen har råbt op om i mange år og synes at være besat af i deres udsyn. Men vi bliver nød til at have proportionerne i orden og ikke kaste os ud i et mediehysteri.
Vi risikerer – samtidig med at vi vil bekæmpe overgreb og chikane – at skabe et sterilt kønsligt fællesrum hvor vi kvæler enhver form for social og seksuel dynamik. Mænd kan snart ikke vrikke med ørerne, kigge i en forkert retning eller give udtryk for et begær ift. kvinder, før et kor af mediekvinder og feminister står klar til at udskamme mænd og problematisere snart ethvert møde mellem kønnene. Der er nogle gange tale om næsten højrereligiøs puritansk moralsyge.
Kvinder skal naturligvis ikke finde sig i alt fra mænds side, og de har da også i flere år sat foden ned overfor medlemmer af det mandlige køn som ikke opførte sig ordentlig, men lunten synes efterhånden meget kort. Jeg er ikke i tvivl om, at en af årsagerne til dette er nogen mænds uciviliserede opførsel overfor kvinder, men samtidig er mænd også blevet til en form for prygelknabe – både hos kvinderne og i medierne.
Når man bevæger sig rundt i debatten ser man ofte indlæg fra kvinder, der skriver at mænd slet ikke fatter hvad kvinder går igennem af pis og lort i dagligdagen. Kvinderne synes at være optændt af en vrede - eller et martyrium - mod mandekønnet – det føles i hvert fald sådan fra tid til anden – men jeg savner proportioner og mindre følelsesmæssigt tyranni.
Kvinder skal lade være med at tro, at de har patent på alle problemer her i tilværelsen og de dertilhørende negative konsekvenser af disse. Ydmygelser, overgreb, chikane, vold, kriser, udnyttelse, m.m. er ikke kun noget kvinder oplever. Det gør mænd også i stort omfang.
Alligevel opfordres vi til at tage afstand fra sexistiske mænd og i øvrigt lære hinanden, at man ikke voldtager eller udsætter kvinder for sexchikane, som om at det er helt normal adfærd hos mænd. Det bliver til en frådende heksejagt hvor kvinder kaster sig over mandekønnet og agerer tyranniske og krænkelsesparate.
Mændenes reaktion har nogenlunde været den samme som ved tidligere kampagner. Der er dem som mener det overvejende er en feministiske hadkampagne mod mænd, og så er der dem som mener at kampagnen er nødvendig, hvor de samtidig påtager sig en form for skam eller selvlede over eget køn, som da en mandlig journalist i GoMorgen Danmark udtalte, at han skammede sig over at være mand.
Det må han ærlig talt selv rode med, for jeg ser ikke nogen grund til at mænd kollektivt skal sætte sig ned og skamme sig over at være mænd, dette grundet andre mænds ugerninger. Hvis nogle mænd vitterlig føler en sådan kollektiv skam – eller forsøger at høste point i de kvindepolitiske kredse i mediebranchen – ved at selvhade eget køn, så er der et kursus i Jylland for det.
I Politiken skriver en 30 årig mandlig kønsdebattør, at det er nu mænd skal klappe i og lytte til kvinderne. Det troede jeg sådan set vi havde gjort i mange år – i hvert fald siden 1970erne – og samfundet og medierne har i det 21 århundrede kvinder på hjernen i en grad – så der snart ikke er andet tilbage i mediemøllen.
Selvfølgelig skal vi også sætte fokus på den negative side af manden som køn – det tror jeg ingen er uenig i – herunder lytte til kvinderne og deres kvaler med mænd, men fokusset synes at stoppe der. Det hele er overtaget af vrede kvinder, som er besat af tanken om en herboende mandlig ondskab og sexistiske kultur.
Kvindekønnet og dets råben efter mænd fylder for meget i dag i vores kønskultur. Det er en lang negativ udskamning, hvor manden kan sætte sig hen i et hjørne og skamme sig, eller hoppe med på en masochisme hvor man fyldes med selvlede. Tror man virkelig det giver respekt, forståelse og en bedre mand?
Naturligvis skal mænd sige fra overfor de brodne kar – og det gør vi også langt hen ad vejen – samtidig med at langt størstedelen af mænd opfører sig ordentlig overfor kvinder og respekterer kvindekønnet, der for de flestes vedkommende er en meget vigtig og skattet del af mænds liv, men fokusset på mænd skal ikke altid lyde som et skrig fra en radikalfeministisk seance i mandehad.
Samlet set – når man tager hele kønsdebatten igennem de sidste 10 år med i billedet – taler vi om en kollektiv udskamning af det mandlige, en dæmonisering og nogle gange latterliggørelse. Det kan godt være at den enkelte mand ikke behøver føle sig ramt – og hvis man gør det, så er man sikkert et sexistisk svin, som selv er skyldig i div. ugerninger – men man skal godt nok være naiv hvis man tror, at det ikke påvirker mænd konstant at se eget køn i et negativt fokus.
Er der overhovedet registreret et eneste indlæg skrevet af en kvinde i førende medier de sidste 10 år, hvor mænd eller det maskuline i samfundet er omtalt bare tilnærmelsesvis positivt? Hvis man ønsker sig en sund maskulinitet, hvor skal den så komme fra hvis mandekønnet konstant dunkes i hovedet?
Ja nogen vil sige fra mænd selv, og det kan man kun være enig i, men den skal også have et rum at opstå i – hvilket er svært at finde i en tid hvor mænd konstant er under angreb. Enten er manden et sexistisk svin eller også er han et skvat, lyder det fra et frådende mediehav af kvinder.
Kvinder har i mange år måttet leve med såkaldt skam, noget som har været dybt undertrykkende og ødelæggende, hvorfor er det nu pludselig ok, at mænd skal skamme sig over deres køn via den skammermagt, som nogle kvinder og medier spænder ud over mandekønnet?
Vi skal naturligvis lytte til de mange alm. kvinder der står frem og fortæller deres historie. Vi skal lytte til frustrationen, afmagten og deres oplevelser, men vi skal også have proportionerne i orden – og så skal vi først og fremmest se dette som en menneskesag – ikke en kvindesag hvor mænd kollektivt skal udstilles og udskammes. Det skaber IKKE forståelse, men bliver blot til endnu et slag i en verserende kønskrig.