Gå til hovedindhold

Millionlønninger i kommuner trods ynk og klynk

Af Lars
Kildemedier

Kommunalvalget stod for døren og dermed også den klassiske klagesang om, at det er umuligt at spare så meget som én krone hos kommunerne. Det skete samtidig med, at deres lønninger fortsætter himmelflugten.

- Normeringerne ligger i forvejen historisk lavt ude i landets vuggestuer og børnehaver, og derfor er det ekstra frustrerende, hvis midler målrettet flere pædagoger forsvinder i kommunekassen. Pædagogerne står ofte alene med en stor børneflok i løbet af dagen, og det er hverken rimeligt over for forældrene, pædagogerne eller børnene.

Sådan lød det tilbage i 2015 fra formanden for BUPL, Elisa Bergmand, overfor TV2 i forbindelse med, at besparelser fra centralt hold ville ramme børnepasningen i en række kommuner. Ifølge fagforeningsformanden ville nedskæringerne få den konsekvens, at de ville gå direkte ud over børnene, da pædagogerne ikke ville have samme muligheder som tidligere, for at give dem den nødvendige opmærksomhed.

Vurderinger som denne vil der uden tvivl blive fyldt godt op med i de kommende uger, indtil kommunalvalget er overstået den 21. november. Den udbredte opfattelse synes nemlig at være, at der på ingen måde kan spares så meget som én krone, uden at det vil gå ud over kernevelfærden.

Et mantra som dog ikke synes at gå igen, når man ser på de lønninger, som kommunerne udbetaler til sine topledere.

Direktionsplads sikrer millionærstatus

Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har indhentet fra alle landets kommuner. Aktindsigter der fastslår at den absolutte hovedregel er, at hvis man er medlem af direktionen i en kommune, tjener man også på den gode side af en million kroner om året. Vel og mærke uanset, om ansættelsen er sket i en stor eller lille kommune.

Således viser Journalista.dk's opgørelser, at eksempelvis Frederikshavn Kommune var særdeles rundhåndede med lønningerne også i 2016. Således tjente kommunaldirektøren inklusiv arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger dette år 1.911.012 kroner, mens socialdirektøren, børne- og ungedirektøren og økonomidirektøren kunne sætte henholdsvis 1.691.509 kroner, 1.824.203 kroner og 1.685.180 kroner ind på lønkontoen.

Lønninger der meget ligner dem, der også i 2016 kunne sættes ind på kontoen hos direktionen i Billund Kommune, hvor kommunaldirektøren tjente 1.578.723 kroner, mens der var 1.273.311 kroner til socialdirektøren, teknik- og økonomidirektøren sikrede sig 959.526.526 kroner, mens børne- og kulturdirektøren kunne sætte 1.271.179 kroner ind på sin konto før skatter og afgifter.

Til sammenligning tjener statsministeren omkring 1.500.000 kroner om året, mens der i runde tal er 1.200.000 kroner til ministre.