Den verdensomspændende #metoo-kampagne har i de seneste uger afdækket omfattende problemer i filmbranchen vedr. overgreb og mænd der misbruger deres position til at udnytte eller forgribe sig på andre, men den har faktisk også afdækket et andet aspekt i samfundet, nemlig en udbredt kvindelig offerkultur.
Det mener i hvert fald en kvindelige klummeskribent i USA, og hendes analyse er ikke helt skudt ved siden af.
Hun mener at de mange kvinder – og her tænker hun især på nutidens feminister – dyrker en kvindelig offerkultur, hvor deres fokus konstant er rettet mod en mandlig overmagt og udnyttelse af kvinder. Hun skriver at feministerne med denne konstante dyrkelse af offerrollen i virkeligheden holder kvinder nede. Hvordan skal kvinder kunne blive ligeværdige individer med mænd, når de konstant skal identificere sig ud fra en offerrolle, og hvor mænd hele tiden benævnes som en privilegeret overmagt?
Kvinder (læs, feminister) synes ikke at ville ligestillingen i samfundet – i hvert fald ikke når det betyder at kvinder selv må tage et medansvar for kulturen i samfundet, ens egen position og ens eget liv, hvor man også skal kunne sige til og fra. Man vil hellere være i en offerrolle hvor man har den moralske overhånd.
Feministerne fastholder eget køn i en undertrykt position – mest af alt fordi de har brug for dette til at legitimere deres ofte aggressive udfald mod mænd og herunder forsvare deres egen privilegerede position som kønsdebattens moralske stormtropper - hvor de udøver overfaldstyranni på andre i debatten og bruger skammermagt.
Kampagnen har udviklet sig til en heksejagt på alle med en penis. Der er masser af (køns)generalisering og dæmonisering, hvor man afkræver mænd en kollektiv afstandtagen til enkeltes ugerninger, som om mænd er kollektiv ansvarlig for disse. Det er en masse-udskamning.
Ydermere sætter man banaliteter eller små episoder der er sket for 15-20-30 år siden i bås med mere alvorlige overgreb, smider det ud til pøblen på de sociale medier, eller til div. journalister som synes at sidde på Twitter konstant og skrive journalistik ud fra dette, mens man udvander kampagnen og bomber kvinder tilbage til 50erne, hvor disse fremstår som krænkelsesparate puritanere, hvor selv en hånd på knæet drages frem i medierne som en utilgivelig handling.
Senest måtte den engelske forsvarsminister træde tilbage fordi han for 15 år siden netop lagde en hånd på knæet hos en kvindelig journalist.
Kvinden selv har beskrevet det som et kejtet forsøg på at flirte eller score hende – ikke et overgreb eller chikane – men alligevel måtte den engelske forsvarsminister gå af som følge af dette. Vi er helt ude i absurde tilstande hvor man ligefrem kan tale om en feministisk og nypuritansk "Mccarthyisme"
Man gør enhver forvikling, misforståelse eller hånd på afveje til en overgrebshandling, mens man medvirker til at skabe et betændt kønsligt fællesrum i sin iver for at forfølge en personlig eller politisk agenda, hvor et frådende hysteri har overtaget dagsorden.
Ingen kan være imod at man sætter spot på alvorlige overgreb begået af mænd (eller kvinder) mod andre, og flere af de anklagede mænd i Hollywood er formodentlig skyldige, men kampagnen er for længe siden kørt af sporet.
Nogle kvinder, herunder feministbevægelsen forsøger vitterligt at vride alt ud af den og bruge kampagnen til at fyre op under egne ideologiske kedler. Nogle har ligefrem beskrevet det som en revolution. Det er måske nok at overdrive det, men hvis det er tilfældet, så er der brug for en modrevolution. Ellers smadrer vi simpelthen det kønslige fællesskab.
Vi bør kunne tage et opgør med de mænd og kvinder, som ikke respekterer andre og opfører sig ordentlig, uden at vi skal starte endnu en kønskrig hvor begge køn taber stort.