Primære faneblade

Islamisternes kyniske og dødbringende dobbeltspil

0
Islamisternes kyniske og dødbringende dobbeltspil
Like F

Ahmed Akkari fortalt til Martin Kjær Jensen: Min afsked med islamismen
Berlingske Media Forlag i samarbejde med People´s Press
452 s., 2014

Brændende ambassader, Dannebrogsflag og billeder af Anders Fogh Rasmussen samt andre vestlige toppolitikere, tumult og lig i gaderne plus ødelæggelser i øvrigt – verden stod i flammer for en stund i starten af februar 2006 oven på en række imamers rundrejse i flere mellemøstlige lande for at hidse magtfulde muslimske organisationer op mod Danmark, efter at Jyllands-Posten havde bragt de famøst berømte Muhammed-tegninger i dens kultursektion den 30. september 2005. Ahmed Akkari, Abu Laban med flere nøjedes i december samme år ikke kun med at opsøge troens åndsfyrster, men forsøgte at sætte yderligere trumf på ved at kontakte ledende kræfter hos de militante Hizbollah og Hamas organisationer, hvis terrorhandlinger har medført drab på mange uskyldige civile ofre.

Også Muhammed-krisens kulmination blev blodig med over 150 personer, der skønnedes at miste livet som følge af de pøbelagtige masseoptøjer. Ydermere har danske virksomheder lidt tab i milliardklassen grundet vareboykot i flere lande som Saudi Arabien og Iran. Imamere med hjemsted i Odense, Aarhus, Aalborg og København iscenesatte med fuldt overlæg denne eskalerende konfrontation efter offentliggørelsen af de 12 tegninger, fremgår det af Ahmed Akkaris minutiøst omfattende beretninger og udleveringer i Min afsked med islamismen, som BT journalisten Martin Kjær Jensen ganske fermt og medrivende har levendegjort på baggrund af mange timers samtale med den forh. imam i sidste halvår af 2013.

Akkari og Kjær Jensens bestræbelser ud i at kortlægge Muhammedkrisens hændelser og følgevirkninger, årtiers fejlslagne og ofte naive integrationstiltag samt de radikaliserede miljøer i landet centreret omkring en række moskeer, friskoler og såkaldte ´kulturforeninger´ er svære at anmelde på helt normale vilkår, der sædvanligvis bliver andre litterære værker til del. Hertil er bogens indhold for kontroversielt, men ikke desto mindre af stor samfundsmæssig relevans – Akkaris afdækning af sit engagement i disse stærkt hadefulde, dybt intolerante og fundamentalistiske kredse vil i sagens natur dele vandende. Flere af de navngivne nøglefigurer tilknyttet de nævnte moskeer, friskoler og foreninger enten benægter hans oplysninger og påstande, undlader at svare på dem eller har slet ikke meldt tilbage, mens andre ikke længere er mulig at få kontakt til.

Imamerne dannede i de dramatiske måneder 2005-06 en arbejdsgruppe, der skulle styre slagets gang mod Jyllands-Posten, det danske samfund og Anders Fogh-regeringen. På et tidspunkt blev Akkari gjort til talsmand, mens de indbyrdes knive hvæssedes, hvilket ofte sker i fundamentalistiske forsamlinger, da det gælder om at erhverve sig magt som den mest autoritative person, når Koranens budskab, der for dem er den eneste sandhed på jord, skal formidles og adlydes. Hykleriet i de interne magtkampe er enorm, da de ifølge Akkari sker på baggrund af en pilrådden sammenblanding af politik og religion, mens jihadister, salafister og de mere strømlinede, men stålsatte, folk i det Muslimske Broderskab, kæmper om at tage styringen i den radikaliserede parallelverden, hvor et grænseløst had nær det patologiske gejles op mod alt, der er vestligt og vantro.

Denne skæbne gik heller ikke arbejdsgruppen ram forbi i de ihærdigt fanatiske forsøg på at skade det land, der havde givet dem opholdstilladelse og uddannelse plus andre sociale goder, mest muligt. Flere af gruppens medlemmer nåede at flygte tilbage til Mellemøsten i tide, Abu Laban døde i starten af 2007, og blandt andet derfor måtte Ahmed Akkari slutteligt tage stort set hele skraldet alene. Han blev pludselig i mange danskeres optik selve ansigtet på islamisternes gengældelse mod Danmark og forbandtes derfor med drab og ødelæggelse forårsaget af imamernes kynisk dødbringende dobbeltspil baseret på direkte løgn, spin og manipulation.

I delegationens mappe under rejsen til Mellemøsten lå der ud over de allerede kendte tegninger to-tre ekstra formentlig fremstillet af et par lettere sindsforvirrede ældre danskere, der var betydelig mere grovkornede og fornærmende end satirekarikaturerne i Jyllands-Posten. Akkari & co. fortalte deres modtagelige lyttere i traditionelle klædedragter under eksotiske himmelstrøg, at samtlige tegninger var udtryk for hele den danske nations syn på islam – denne svigefulde og skadelige handling taler for sig selv uden yderligere kommentarer nødvendige.

Hovedpersonen rejste tilbage til sit fødeland i Libanon og senere til Grønland for at arbejde som lærer. I 2012 efter at have brugt år på selvransagelse og omvendelse fra den totalt hjernevaskede hardcore-udgave af islam, endte han atter i Danmark og fik job som underviser på VUC i Viborg. Imam titlen var røget, og han modstod tilbuddene om igen at blive en del af det betonislamistiske univers.

Sommeren 2013 gik Akkari planken ud i BT med en uhørt besk svada mod sine tidligere allierede og måtte derefter beskyttes af PET og leve under jorden, hvilket han stadig gør i skrivende stund. Hvad end man måtte mene om ægtheden i Akkaris omvendelse og undskyldende rækken hånd ud mod det danske samfund, er detaljerigdommen i fremlæggelsen af de dramatiske hændelser og knap halve liv, han nåede at tilbringe som rabiat rettroende, ganske overbevisende og yderst svært alene at afskrive som rent digteri. Den tidligere imam, der fældede moralske og etiske domme over andre muslimer i sine totalitære svovlprædikener, har måttet betale en høj pris for at have deltaget i et veritabelt korstog mod det, han betragter som sit eget hjemland. Det bør tælle med, når det endelige regnskab skal gøres op i forhold til sanddrueligheden af Akkaris vidnesbyrd.

De 452 sider er hård kost at komme igennem – ikke grundet dårligt håndværk med at få beretningen om åndelig formørkelse til at fungere som sammenhængende fortælling snarere tværtimod, da Min afsked med islamismen generelt er yderst læseværdig. Hårdheden ligger i, at islamisme i Danmark sandsynligvis er langt mere udbredt og således har bedre vækstbetingelser og rekrutteringsgrundlag, end mange måske umiddelbart er foranlediget til at tro og mene. Dette er Ahmed Akkaris tese baseret på egne oplevelser og utallige rundrejser til landets moskeer, muslimske friskoler og foreningsliv, hvor han har agiteret aggressivt for Allah og profeten Muhammeds storhed samt Koranens ufejlbarlighed og absolutistiske verdensbillede.

Da der kaldtes til jihad mod Danmark, var Akkaris hold klar, og i nyhederne forlyder det, at enkelte moskeer er udklækningsanstalter for dagens og morgendagens hellige krigere, der agter at lide martyrdøden for troens højeste renhed. Denne viden skal ikke bruges til at stigmatisere samtlige muslimer i landet, men til at vi er opmærksomme på de typisk unge mænd, der har vendt os ryggen for at dræbe i Allahs, Muhammed og Koranens navn og ydermere sprede deres forskruede fundamentalisme til andre, der måtte brænde inde med samme vrede, der som regel bunder i kulturel rodløshed og dyb identitetskrise.

Derfor får Akkaris personlige historie fem stjerner og denne opfordring med på vejen: Læs Min afsked med islamismen – det er en vigtig bog, der indeholder et manende budskab om at vise agtpågivenhed, når betændte miljøer flår offentlige midler op af kommunernes lommer under dække af almen folkeoplysning, når formålet i virkeligheden er islamistisk indoktrinering rettet mod børn og unge. Den foregår, hvilket dog stadig ikke er det samme som at påstå, at alle muslimer i Danmark hopper på den galej. Men det gjorde Ahmed Akkari og hans håndlangere, hvilket resulterede i menneskelige tab og tragedier. Derfor må den frafaldne islamists bekendelser ikke gå tabt i vores kollektive hukommelse.

Indhold på tværs af FOLKETS

Senest

Udgivet for
Udgivet for
Udgivet for

Nedtælling