”Din optræden og din tale på TV om kvindeundertrykkelse ødelægger dit ry”, siger et kvindeligt familiemedlem, som jeg knap nok kender. ”Lad være med at demonstrere! Husk at du er en kvinde”. Jeg spurgte, om hun kunne uddybe, hvad jeg havde gjort forkert? Hun svarede ”Jeg synes du skal tænke over, hvad du foretager dig. Du ved ikke, hvad du laver. Lyt til dine forældre og vær en god pige”. Denne kvinde påduttede mig at leve som en ”god traditionel kurdisk” kvinde, der ikke skal give mine holdninger til kende i offentligheden, så det gode ry bevares i familien og i kollektivet.
Ja. I kan tro at den sociale kontrol fylder meget. Den sociale kontrol, som udøves af kvinder såvel som mænd, foregår både verbal og nonverbal i alle lande. Hyppig forbindes social kontrol med mænd, men lad jer ikke narre. Kvinder har også fingeren med i spillet. Jeg er et levende eksempel på en frigjort kvinde bosat i Danmark, der blev forsøgt kontrolleret af en kvinde. Det er ikke første gang, jeg har oplevet en lignende episode.
Min personlige oplevelse er blot ét eksempel ud af millioner af eksempler. Herhjemme har jeg været vidne til ekstreme situationer, hvor fædre og mødre har sendt truende øjne eller mundtegn til deres døtre, om at de ikke skulle snakke for meget eller gå ud efter klokken 21, for at deres døtre ikke skulle virke ”løs på tråden”.
Kvinder, herunder nogle unge minoritetskvinder, har i høj grad tilbøjelighed til at bevare den social kontrol ved at give den plads og dyrke den over for andre kvinder. Social kontrol, forsøgt udøvet af kvinder, der har eller er underlagt social kontrol, giver mig stof til eftertanke: Hun er muligvis blevet frihedsberøvet, og hvorfor dyrker hun den sociale kontrol? Er det på grund af en vedvarende frustration over egen situation, misundelse, en forpligtelse som kvinde og for at bevare kulturen? Ville hun vise ”her-kommer-jeg-med-vores-kulturs-råd-kære-pige”?
Det er indlysende at jeg, med min kamp for kvinderettigheder og min medvirken til demonstrationen, træder nogle familiemedlemmer og den kurdiske kollektiv i Danmark over tæerne. De mener, at en kvinde ikke skal ”iscenesætte” sig selv, for så bliver hendes ægteskabsmuligheder begrænset, og familiens navn bliver ødelagt.
Vi lever i et samfund, hvor det er demokratiet, heriblandt menneskerettigheder, der er det ultimative. Denne udvikling kan mange minoritetsfamilier ikke følge med i. I Danmark har jeg min fulde ret til at ytre mig og handle i forhold til alverdens ting, hvis jeg har lyst. Det er desværre ikke alle, der tør at bryde tavsheden for eksempel på grund af modstand fra folk.
Efter en vellykket demonstration, arrangeret med Karen West og Jaleh Tavakoli, blev jeg, på trods af nogle dårlige feedbacks, rost af rigtige mange mennesker. Én af dem var min bror: ”Fedt initiativ, søs! Du gør det hel rigtige”, sagde han stolt. Ja lige netop, brormand. Jeg har erfaret, at vejen til succes er at følge sin egen vej. Det er én af de vigtigste nøgler til lykke.
Kom frem, hvor længe vil I egentlig tie, piger?