Der er noget uendeligt korrumperende ved støtteordninger:
Langsomt, men ganske sikkert, indretter aktørerne sig i et marked på at få snablen i skatteborgernes lommer – i stedet for at arbejde hårdere på at lave det bedst mulige produkt til deres kunder.
Sådan er det naturligvis også i mediebranchen.
Der er også en anden uheldig mekanisme, vi skal tale lidt om:
Når politikere for alvor kommer til magten, så laver de sjældent om på ret meget. Så bliver de system-bevarere for næsten enhver pris.
Da Mette Bock først talte om at afskaffe mediestøtten, var hun endnu ikke kulturminister. Men det har hun nu været et godt stykke tid. Er mediestøtten blevet afskaffet?
Er der for alvor blevet taget fat på udfasningen?
Nej, vel.
I stedet tyder alt nu på, at langt flere medier fremover kommer til at bappe løs på statens store sutteklud.
Faktisk må man sige, at der efterhånden ingen grænser er for hvem der kan få og mener sig berettiget til mediestøtte.
Sladderbladene SE&HØR og BILLED-BLADET?
Eller livsstilsmagasinet EUROMAN?
Hold nu k....
Det er jo fuldstændigt latterligt efterhånden.
Det som tidligere var et hold kæft bolche forbeholdt de store mediehuse bliver nu også delt ud i rigelige mængder til alverdens mindre medier.
Og nu vil magasinerne også med på vognen.
Selvfølgelig. Hvem vil ikke gerne have snablen i borgernes lommer?
Men det er dybt perverst at en glitret magasinbranche nu også skal søles ind i offentligt tilskud. Betalt af helt almindelige mennesker som tjener det halve af en journalist på et i samfundsmæssig forstand ligegyldigt blad.
Og det er dybt bekymrende at hverken den ene eller den anden part kan se problemet.
Her på Folkets Avis modtager vi ikke mediestøtte og vi ansøger heller ikke om det.
Vi klarer os med læsernes frivillige hjælp i form af abonnenter. Ikke statens klamme klo i skatteydernes lommer.
Derfor ser du også den hårdeste og mest triltrængte kritik af systemet på disse sider. Husk at bakke op.