Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

318

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Giv mig The Rolling Beatles, tak!

Antal

Brugerindlæg af Thomas Vilhelm

Rullestenene eller The Liverpool lads? Man skulle den gang og forbavsende ofte selv i vor tid vælge side mellem to af de absolut mest betydningsfulde grupper i rockens og for den sags skyld det 20. århundredes musikhistorie. Hvem kan du bedst lide? Mit svar: Dem begge – hvorfor dog droppe et af disse navne, der på hver deres måde generøst har skænket os en række slidstærke klassikere, der til alle tider holder vand? Det forekom mig allerede som teenager ubegribeligt ikke at stordyrke både Beatles og Stones, og det gør det stadig som midaldrende mand, der meget snart runder de 50. Førstnævnte trak allerede stikket i 1970 som pladeproducerende kunstnere efter otte hæsblæsende og revolutionerende år i den rolle – sidstnævnte turnerer endnu og indspiller nye numre, selv om denne aktivitet er blevet noget sporadisk. Sætlisten domineres markant af bandets storhedstid i 1960´erne og starten af 70´erne. Lad det derfor være tilladt at spole tiden tilbage til mit fødeår.

På denne dag for 50 år siden udkom et album med et coverfoto af fem mænd omkring de tyve. Der stod hverken gruppens navn eller titel på pladen, men vendte man lp´en om, fremgik det, at der var tale om The Rolling Stones, der endelig fik deres debut på long-play efter to singleudgivelser. Det navneløse udspil strøg dog hurtigt til tops på den britiske hitliste og forblev der i små tre måneder i skarp konkurrence med en kvartet længere nordpå kaldet The Beatles – hysteriet omkring dem steg til et rent inferno, og noget tilsvarende kom snart til at gøre sig gældende for de fem ofte bistert skulende fyre fra The Rolling Stones, hvis attitude manageren Andrew Loog Oldham brugte dygtigt i reklameøjemed. Oldhams slogan lød: Hvem ville lade deres døtre hænge ud med disse neandertalerlignende fyre fra The Rolling Stones, der virkede respektløse og kunne finde på at pisse op ad murene? Beatlerne så mere nuttede ud – især ham Paul McCartney.

I virkeligheden var ingen af musikerne i de to udadtil konkurrerende bands særligt nuttede endsige uskyldsrene – nærmere tværtimod. The Beatles havde dog på tidspunktet for Stones lp-debut allerede to albums ude plus flere hitsingler bag sig og i gang med at bryde lydmuren i USA. Desuden var man med Lennon/McCartney som drivkræfter midt i at forberede den tredje plade alene bestående af egne kompositioner. På The Rolling Stones første lp er der kun en sang skrevet af Jagger/Richard(s) kaldet ´Tell Me´, der sammenlignet med Lennon-McCartney og Harrisons ofte gennemarbejdede og iørefaldende numre tilsat flotte og fejlfrit intonerede vokalharmonier virkede decideret amatøragtig. Men de senere The Glimmer Twins skulle snart bevise, at de ligeledes havde nogle trumfer i ærmet på det område.

The Rolling Stones fortolkede fraset den forkølede ´Tell Me´ kun andres numre på den første lp – masser af Rhythm’n’blues, Rock’n’roll og lidt Motown amerikanske rødder de havde tilfælles med The Beatles. Stones spillede allerede på debuten med en dæmonisk vildskab og viril energi i de bedste stunder, hvilket udgaven af Chuck Berrys ´Carol´ er et heftigt eksempel på i højt tempo og med en riffbaseret solo af Richards, der i den grad renser luften og sætter streg under, at vi er ude i en disciplin, hvor han er en af kongerne. Året efter gav Stones verdenen ´(I Can´t Get No) Satisfaction´, og Beatles udsendte mesterværket ´Rubber Soul´ - begge dele hører til i enhver pladesamling, skulle nogen spørge nærværende klummenist.

I starten af juli spiller Stones på Roskilde festivalens Orange Scene, som man selv ejede i sin tid, og i samme måned vil Beatles-fans over det meste af kloden sikkert fejre 50 års jubilæet for ´A Hard Day´s Night´ albummet, og Richard Lesters film af samme navn om The Fab Four på slap line erobrende kontinent for kontinent, imens de forfølges at skrigende pigebørn overalt. Nostalgiens trygge favn finder altid rigeligt med jubilæumsdatoer at markere, og det er der såmænd heller ikke noget galt i. Stones ignorerer som oftest disse mærkedage, men det er ikke helt nemt, når millioner af mennesker fra London til Latinamerika og fra Skagen til Sydafrika minder de aldrende herrer om dem. Især Jagger vrænger surt, når emnet bringes på bane. Forfængelighed? Meget tænkeligt.

Det er værd at huske på, at medlemmerne fra grupperne sås privat og ikke betragtede hinanden som duellerende dødsfjender om det voksende publikums gunst. De festede sammen og udforskede de hallucinerende stimulanser, der fandtes på markedet, mens de lyttede til hinandens seneste udspil. Tilmed undgik man at udsende lp´er og singler for tæt op ad kollegaens for ikke at ødelægge begge parters salgsmuligheder – Beatles og Stones er vel nærmere at betragte som gensidige fans præget af ditto respekt. Omkring skiftet fra 1960´erne til 70´erne færdiggjorde The Beatles deres svanesange ´Let It Be´ og ´Abbey Road´, mens Stones fortsatte ufortrødent med det ene pletskud efter det andet ovenpå Brian Jones død i juli 1969 – han blev erstattet af Mick Taylor, og det blev kvintetten bestemt ikke ringere kørende af.

The Beatles hvide dobbeltalbum fra 1968 strittede i mange retninger og viste allerede på det tidspunkt opløsningstendenser – samme år kom Stones stærkt igen med den noget mere helstøbte ´Beggars Banquet´, og frem til 1972 var det som om, at bandet rent kunstnerisk nærmest kunne gå på vandet kulminerende med ´Exile On Main Street´, der skulle vise sig svær at overgå rent kvalitetsmæssigt. Men djævelskaben klæbede til rullestenene efter drabet på en ung sort mand under friluftskoncerten i Altamont december 1969. Hell´s Angels havde taget opgaven som beskyttere af Stones´ sikkerhed en tand for bogstaveligt. Mange spurgte sig hvilke mørke kræfter, disse rockstjerner mon var i ledtog med. Deres USA turne i 1972 udartede sig til et rent triumftog under orgielignende tilstande, og imens plejede John, Paul, George og Ringo hver deres respektive solokarriere.

Rullestenenes Rock’n’Roll Cirkus er blevet på landevejene frem til i dag dog indlagt enkelte længere pauser undervejs med Ron Wood som medguitarist og Richards drukkumpan siden mdithalvfjerdserne. Mytologien er intakt sågar i levende live, mens de tilbageblivende oprindelige medlemmer undtagen Wood har rundet de 70. Hos det for længst opløste The Beatles er Lennon og Harrison bekendt gået bort, og det er reelt set kun McCartney, der formår at holde rigtigt liv i Liverpool-kvartettens sangskat under sin fortsatte turnevirksomhed – til gengæld gør han det med maner, vitalitet og alderstegnet charme.

Begge veteranforetagender – de fire rullesten og en enkelt ex-beatle – fylder stadig de største arenaer og får kasseapparaterne til at ringe tinnitusagtigt højt. Der er salg i det meste, som kan relateres til The Beatles og The Rolling Stones. Der er jubilæer nok at svælge i her i 2010´erne for begge gruppers vedkommende, og de nørdede musikarkæologer samt rettighedshaverne til deres bugnende bagkataloger skal utvivlsomt nok kende deres besøgstid. Der er moneter i minderne, mens verden af i dag kløjes i finanskriser, EU skepsis, forskrækkelse over Putins Djengis Khan manerer og generel politikerlede og dyb mistro til systemerne. Sådan har det vel egentlig altid været – de bedste stunder fra ens barneår, ungdom og tidlige voksenliv har for de fleste et magisk skær over sig og kan tjene som nødvendig afskærmning, når alt omkring os synes truende og utrygt.

Ud fra denne devise er der stadig meget at hente i Lennon/McCartneys guldkiste af genuin genialitet, mens det knirkende dog stadigt velfungerende arbejdskollektiv fra London på en god aften er et nulevende bevis for, at ægte rock og rul er aldersløs. Så ja tak, jeg tager dem begge med hver deres unikke kvaliteter i bagagen – hvorfor dog give afkald på det sublime de hver især har skænket rockhistoriens annaler? Giv mig The Rolling Beatles!

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

16/04/2014 - 10:05

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper