Vi har netop været vidne til et underholdende, men ikke produktivt forhandlingsforløb omkring ønsket om en historisk skattereform.
Det skal jeg ikke dvæle mere ved, men blot komme med en opfordring til politikerne, herunder regeringen til i det nye år at sætte ambitionsniveauet noget højere. I den forbindelse skal jeg komme med et par indspark.
Det nuværende personskattesystem har ca. 30 år på bagen og er undervejs lappet på og ændret et utal af gange. Tanken var oprindeligt et skattesystem med 3 trin, der i alle tilfælde teoretisk skulle gøre det muligt for den enkelte skatteyder med papir og regnemaskine, selv at beregne sin skat.
Det er snart mange år siden jeg har truffet nogen der på den måde kan beregne sin egen skat. Det betyder altså, at der i dag vil være langt videre mulighed for at indrette personskattesystemet uden trin og mange særregler, takket være internettet. Man vil på Skats hjemmeside let kunne lave en skatteberegner, hvor skatteyderen ikke behøver bekymre sig om den bagvedliggende matematik.
Et sted mellem 2/3 og 3/4 af Folketingets medlemmer ønsker et progressivt skattesystem. Det er den virkelighed vi bevæger os i. Derfor vil det være nødvendigt at indrette systemet så dette kan realiseres. Definitionen på et progressivt skattesystem er, at skatten stiger gradvist med stigende indkomst.
Om den politiske vilje og de økonomiske muligheder er til stede for at lade progressionen starte helt i bunden og hvor langt op man ønsker at gå, er op til flertallet i Folketinget.
Hvis vi tager udgangspunkt i det nuværende system, betaler man topskat på 15 procent for indkomster over knap en ½ million. I det skitserede system vil det være muligt at lave en lineært stigende skat fra den ½ million til for eksempel 1 million. I praksis vil det betyde at for hver gang den skattepligtige indkomst stiger 30.000 Kr., stiger skatten 1 procentpoint.
For skatteyderen betyder det, at der aldrig vil være negative skattemæssige overvejelser ved at påtage sig mere arbejde. For eksempel vil et ekstraarbejde til 90,000 Kr. for en skatteyder med 500.000 Kr. i indtægt kun forhøje trækprocenten med 3 procentpoint på den ekstra indtægt. I dag ville det betyde en ekstraskat på 15 % og så vælger en del at takke nej.
Skiftende regeringer vil kunne regulere på tre parametre. Starttidspunktet for progressionen, hældning på skattekurven og tidspunktet hvor progressionen stopper. Alt sammen uden at ændre på det grundlæggende system.
Der kan så indføres et degressivt system for fradrag.
Hermed menes at et fradrag falder gradvist med stigende indkomst. Et eksempel kunne være beskæftigelsesfradraget, der gerne må have en høj værdi for lave indkomster og gradvist falder mod nul med stigende indkomst. Fordelen ved sådan et system er, at den der træder ind på arbejdsmarkedet til lav løn, måske fra overførselsindkomst, oplever en stor glæde ved at tjene sine egne penge og må beholde en forholdsvis stor andel af dem.
Man kan på samme måde tænke sig det degressive system brugt på fradrag for renteudgifter på privat gæld, således at fradragsværdien af renteudgifter falder med stigende gæld. Hældningen på kurven er bestemt af det politiske flertal.
Hovedformålet med efterårets forhandlinger var at øge arbejdsudbuddet. Det blev vist glemt i kampens hede, men det skal ikke afholde mig fra et par bemærkninger.
Regeringen har i 2017 måttet droppe planer om at hæve pensionsalderen. Det passer mig egentlig udmærket, for jeg vil hellere bruge gulerod end stok. Man kunne i stedet lave det sådan, at fra det tidspunkt efterlønsalderen nås, skal der ikke længere betales arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent. Det er en økonomisk gulerod for at blive nogle år ekstra på arbejdsmarkedet. Til gengæld mister man så retten til at komme på AMU kursus.
I 2017 er der varslet ændring af SU systemet. Det kunne godt udformes så det øgede arbejdsudbuddet. Hvis man tænker sig en lavere SU, men til gengæld et intakt personfradrag, mon ikke det ville betyde, at den al overvejende del af de studerende ville finde sig et lille job ved siden af studierne? Ud over at give flere fleksible hænder på arbejdsmarkedet, ville det betyde, at vordende akademikere alle havde prøvet at skulle fungere på en arbejdsplads. Det ville efter min opfattelse være mere udviklende end mange kurser på vore højere læreanstalter.
Alt tyder på at der kommer øget konkurrence på selskabsskatten mellem landene. Det betyder, at der vil skulle påregnes økonomisk råderum til at sænke den, i det omfang konkurrencen fra udlandet kræver det.
Hvordan vil dette kunne landes med den nuværende sammensætning af Folketinget?
Mit forslag vil være, at regeringen indbyder Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale til forhandling om fremtidens personskattesystem. Der startes med et blankt stykke papir og de enkelte partier byder ind med de ønsker de måtte have til skattesystemet. I den sammenhæng skal de altså sige hvad de ønsker og ikke hvad de ikke vil være med til. Ambitionen må være at lave noget som holder næsten lige så længe som det nuværende og opslidte system, men med en indbygget fleksibilitet, som sikrer langtidsholdbarhed.