Medierne har de sidste par måneder dækket #metoo-kampagnen, som var både 3. og 4. verdenskrig startet på en og samme tid. Jeg har selv skrevet flere indlæg om kampagnen, herunder advaret mod dens mange faldgruber og hysteri.
I onsdags gjorde et medie så noget som mig bekendt ingen rigtig har gjort tidligere. TV2 spurgte via en afstemning på egen web-side om #metoo havde taget overhånd?
Det mener 78 % af befolkningen i skrivende stund, hvilket måske er overraskende for nogle, men et andet spørgsmål trænger sig også på. Hvor stor er #metoo rent faktisk? Har bevægelsen nogen folkelig forankring og opbakning?
Jeg har igennem længere tid haft indtrykket af, at #metoo mest af alt er en stor shitstorm, der har grebet om sig, men også at kampagnen ikke er specielt stor ude i folkedybet. Den har haft de samme kendetegn som vi ser ved de såkaldte shitstorms, der raser på nettet fra tid til anden. Det starter som regel på twitter og hos nogle højtråbende segmenter tilhørende en talende klasse, hvorefter medierne griber tingene og blæser det hele ud af proportion. Så rammer det facebook og kommentarsporene, hvor proportionerne stikker af.
Her er der i øvrigt rigtig rigtig mange mænd og kvinder, som opfatter #metoo som en del af en kønskrig, og som er dødtrætte af forsøget på at spille kønnene ud mod hinanden konstant. Grænsen synes at være nået for begge køn.
Metoo er blevet udlagt af div. medier og medlemmer af den talende klasse, som en revolution der har afdækket enorme problemer med overgreb og chikane. Passer det overhovedet eller er man blevet grebet af egen stemning og hysteri? Det er sikkert forskelligt fra land til land.
De mange påståede millioner af historier, er de overhovedet blevet opgjort, undersøgt, afdækket og kategoriseret? Er størstedelen af dem – måske endda helt op til 90 % - ikke i afdelingen for småtterier? Og stammer historierne ikke ofte fra den selvsamme talende klasse, som i første omgang startede kampagnen og fik tingene til at eksplodere på SoMe?
Ydermere skal man huske på, at metoo ikke er en videnskabelig undersøgelse. Den er en SoMe kampagne, der til tider har udviklet sig til et grotesk hysteri. Har vi ikke allerede i Danmark tal for omfanget af chikane og overgreb via mere videnskabelige undersøgelser? Har vi ikke allerede retningslinier, lovgivning, fagforeninger og tillidsmænd og tillidskvinder, som kan tage hånd om evt. problemstillinger, og har vi ikke haft det i mange år? Vi er måske ikke i mål, men vi har ikke amerikanske tilstande. Der er stadigvæk ting der skal gøres og rettes op på - også herhjemme - men vi er på vej.
Skal man komme kampagnen lidt i møde, så har den måske været med til at gøre det mere legitimt for kvinder at stå frem og sige fra overfor chikane og evt. overgreb. Det er kun positivt hvis kampagnen fører til, at kvinder siger fra overfor nogle mænds uciviliseret og respektløse opførelse, hvilket man kun kan bakke op om, men når det er sagt så har #metoo også afdækket noget andet.
Dels hvor meget en til tider hysterisk krænkelseskultur har bredt sig i vores samfund. Når man kan læse artikler i seriøse medier, hvor kvindelige journalister skriver hele sider om oplevelser i nattelivet, hvor de er blevet kaldt en lille fræk nissepige af overrislede herrer i baren, så kan man godt tage sig til hovedet og spørge sig selv – hvor små sko skal vi gå i?
Dels har kampagnen også afdækket – for dem der ikke var klar over det – hvor skinger, tyrannisk og tyndhudet den moderne kvinde og dertilhørende feminisme er. Herrelandsholdet må ikke råbe store patter i omklædningsrummet, forkert fliteri for år tilbage kan føre til fyring og udskamning 15 år senere, alle mænd er kollektivt ansvarlig for Harvey Weinsteins ugerninger, og hvis ikke vi smider alt hvad vi har i hænderne og godtager feminismens anklager mod eget køn, så er vi en del af problemet og en giftig maskulin kultur. Jeg har svært ved at høre forskel på disse kvinder og så mandlige sexister. Kvinderne er faktisk ofte værre.
Dels har kampagnen også afdækket hvor amerikaniseret og hysteriske de danske medier til tider er. Nogle mere end andre. De hopper med på div. bølger på SoMe, de godtager og smider ukritisk og ufiltreret strømninger fra USA ind i en dansk kontekst, og de synes at leve i et parallelt univers ift. folkedybet. Medierne er elitære og skingre. De synes ikke at kunne håndtere stemninger på SoMe på en kritisk og undersøgende måde, men bliver selv en del af hysteriet og skaber fortegnet virkelighedsbilleder. Ingen nævnt, ingen glemt.
#Metoo vil sikkert dø ud i Europa og Danmark inden alt for længe – nu har medierne også via målinger fundet ud af at befolkningen er trætte af #metoo – og blive afløst af nye hashtags og andre problemer. Kampagnen vil formodentlig føre enkelte gode ting med sig, herunder en større bevidsthed om måden vi omgås hinanden på, men #metoo vil sikkert også starte en boomerang-effekt.
Der vil komme modreaktioner mod en overdreven krænkelseskultur, der måske endda vil føre til ligegyldighed eller stor mistro mod evt. krænkede. Man har simpelthen udvandet dele af krænkelsesbegrebet. Jeg tror i øvrigt heller ikke at krænkerne stopper deres adfærd. Dertil er de formodentlig ligeglade med div. kampagner.
Nogle mænd – måske især i USA – vil vende sig mod ligestillingen da den efterhånden kun bruges til at udskamme og føre krig mod mænd. Det er i øvrigt strømninger som har været i gang i nogle år efterhånden.
Kvinder vil blive set som specielt sarte/tyndhudet og en potentiel risiko at være i rum med – eller ansætte i div. stillinger. Måske vil man ligefrem begynde at sortere kvinder fra i ansættelsesprocessen indenfor mandsdominerede fag.
Større mistro og kønslede mellem kønnene med et dertilhørende mere rigidt og sterilt fællesrum, hvor der er lavt til loftet.
Omvendt kan man måske også se mere positive effekter, herunder et kvindekøn som frasiger sig den offerrolle som feminismen forsøger at fastholde eget køn i. Et kvindekøn som blir bevidste om at sige fra i situationen - ikke 20 år senere. Måske vil vi også opleve et stigende oprør mod den til tider puritanske krænkelseskultur der strømmer ind fra USA. En form for anti-amerikanisering som man også ser det i disse dage i Frankrig. Ydermere strømninger der går i retning af, at mænd også skal have lov at være mænd. At nok er nok når det gælder visse kulturelle og overmoralske kvælertag på kønnene.
Det handler dybest set om hvordan folkedybet takler tingene - og her er grænsen heldigvis nået. I hvert fald hvis man skal tro TV2-afstemningen på nettet.