Gå til hovedindhold

Mette F erkender integrationsproblemet – men hun vil IKKE lukke af for tilstrømningen af flygtninge

Af Lennart

Hvad gør man når et vandrør er sprunget, og stuens gulv står under vand?

Man lukker naturligvis af for vandtilførslen ved hovedafbryderen.

Men ikke hvis man er socialdemokrat. Uanset om man så tilhører partiet Venstre eller Socialdemokratiet.

Men lige nu skal det handle om S, hvor Mette Frederiksen og co. langt om længe for ti måneder siden officielt anerkendte at Danmark har et stort problem med integration af flygtninge (som jo retteligt skulle opholde sig i lejre i nærområderne) og indvandrere.

Faktisk anerkendte man da problemet med udlændinge i Danmark i en grad så man skrev det ind i partiets principprogram.

Men hvad er principper på papir værd hvis ikke man handler på dem i praksis? Nul og niks, naturligvis.

Og det er præcist problemet her:

Socialdemokraterne tror, man kan løse et problem ved at skrive det ned på papir. Det giver måske ro på mentalt, men det ændrer ikke noget.

For at gå tilbage til min indledende metafor om et sprunget vandrør, så vil det svare til at man skriver ned, at vandrøret er sprunget og så ellers lægger sig til at sove igen, mens vandet breder sig og beskadiger hele husets fundament.

For Mette Frederiksen har skam ikke tænkt sig at lukke for vandet ved hovedafbryderen. Hun har ikke tænkt sig at gøre noget for at stoppe tilstrømningen af asylansøgere.

Det meldte hun for knapt et år siden også ud overfor pressen:

Vi har nogle internationale forpligtelser, vi skal leve op til

Sagde hun dengang.

Sidenhen har vi hørt en masse store ord fra partiet om stramninger og dit og dat. Der er endda blivet gjort kur til Dansk Folkeparti, som i parentes bemærket har mere travlt med at fastholde Danmark i verdens højeste skattetryk end at få lukket af for yderligere tilvandring.

De store ord mestrer politikerne jo ofte. Men det praktiske løsninger kniber det med.

Og når så viljen mangler kan man jo altid skyde skylden på "nogle internationale forpligtelser", som Mette Frederiksen gør.

På den måde kan politikerne på næsten skizofren vis legitimere at de siger en ting til vælgerne og i praksis fører en modsatrettet politik.

Tænk hvis der var nogle internationale forpligtelser som gjorde at man ikke måtte lukke for vandet når stuen stod under vand.

Det ville jo være vanvittigt.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.