Gå til hovedindhold

Janteloven, en dårlig undskyldning for ikke at blive iværksætter

Af Nanna Svendsen

Vi kender den alle sammen og alle har en holdning til den. Men er den i virkeligheden så speciel, og er det ikke bare en dårlig undskyldning for ikke at komme i gang med iværksætteriet?

Janteloven er et udtryk, der stammer fra den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose. Janteloven giver ti bud på, hvordan du skal opføre dig i det danske samfund. Det er måske ikke alle, der husker de ti bud ordret, men essensen af loven er, du ikke skal tro, du er noget!

Jeg hørte et foredrag af Martin Thorborg, hvor han kom ind på Janteloven. I starten blev jeg provokeret, og grunden var, jeg måtte indrømme, at manden havde ret. Jeg er nok ikke den eneste, der har en blandet holdning til Janteloven, men jeg synes, det er ærgerligt, den skal tage så meget opmærksomhed. I bund og grund er Janteloven jo bare misundelse og dårlige undskyldninger for, hvad man siger og gør eller manglen på det samme, hvilket også eksisterer i andre lande.

Janteloven har mange sider, som gør det vanskeligt kun at have én mening. Der er personer, der lever og ånder for janteloven. De bruger den til at skabe et image. Tag for eksempel Nik og Jay, de gør alt det, som ”loven” siger, de ikke må. De er ikke bange for at synge fuck Janteloven og udtrykker gerne, at de er arrogante og bedre end andre. De bruger Janteloven til at skabe et os og dem. Praler folk med det, de har, og samtidig er nedlandende, vil man hurtigt klandre de ti bud på dem, hvilket er det, de ønsker at opnå. Selvom man ikke synes om Nik og Jays metode, må man jo sige, det virker, for de har alligevel hittet i over ti år. Omvendt kender vi også de personer, der håndhæver Janteloven og har behov for at udtrykke sig om, at de ikke under andre at have succes. Dem kan vi heller ikke lide. Derfor handler det måske ikke så meget om Janteloven, men mere om vores attitude over for hinanden.

Det er ærgerligt, når man bruger Janteloven som en undskyldning for at være doven eller ikke tør tage springet. Med det mener jeg, lader man sig stoppe i at udleve sin iværksætterdrøm af frygt for, andre ikke kan lide en, hvis det bliver en succes, er en dårlig undskyldning for ikke at ture løbe den risiko. Tjener folk deres penge på ærlig vis og har knoklet for deres sag, tror jeg ikke, at der er mange, som har noget imod det. Til de iværksætterarrangementer, jeg har deltaget i, er der ikke skyggen af Jantelov. Jeg har aldrig hørt nogen sige: ”du skal ikke tro at din idé er noget”, og ser man rundt, synes det heller ikke at være dét, folk går og tænker om hinanden. Tværtimod er folk meget interesseret i at dele ud af erfaringer og er klar til at hjælpe, så netop din idé bliver en succes.

Vi er lidt mere tilbageholdene i Danmark og kaster ikke rundt med rosende ord, og det kan måske opfattes udefra som ”den der Jantelov”. Det kan også skyldes, at vi lever i et meget socialistisk samfund, hvor man har den holdning, at alle skal være lige. Uanset hvad vil den altid være der, og et eller andet sted synes vi også, det et lidt fedt, at lille Danmark er kendt i verden for sin Jantelov, hvad enten det opfattes positivt eller negativt. Men i bund og grund dækker Janteloven jo bare over den grimme følelse, når vi dybest set er grønne af misundelse.

Den attitude, vi vælger overfor andre, afgør, om Janteloven er til stede eller ej. Opfører vi os ordentligt overfor andre, er menneskelige og medfølende, kan man have nok så mange millioner på kontoen uden at skænke Janteloven en tanke. Jeg mener derfor, at vi bruger Janteloven til at dække over alle vores dumme undskyldninger for ikke at gøre det, vi vil!

Så lær at leve med Janteloven, den er kommet for at blive, men lad være med at gøre den til mere end det, den er.